Talentforløb skal være springbræt

Det kan være svært at komme i betragtning til en lederstilling, når man ikke har så meget erfaring eller mangler lidt ekstra uddannelse. Derfor tog Kim Astrup Villadsen, der er socialpædagog i Holbæk Kommune, imod tilbuddet om at deltage talentforløbet ’fra medarbejder til leder’ med kyshånd. Det er en god måde at komme nærmere lederjobbet, mener han.

Skribentinfo

Kim Astrup Villadsen, der er socialpædagog i Holbæk Kommune, er egentlig ikke i tvivl om, at lederjobbet er noget for ham. Så da hans leder spurgte, om han ville deltage i KL og KTO’s talentforløb ’fra medarbejder til leder’, der skal hjælpe deltagerne med deres afklaring i forhold til lederjobbet, tøvede han ikke med at tage imod tilbuddet.

”Jeg var egentlig afklaret til at starte med. Jeg vil gerne være leder. Men det kan være svært at imødekomme kravene om erfaring og uddannelse, så det her var en god måde at komme lidt tættere på. Men jeg blev da bekræftet i, at det er den vej, som jeg skal,” forklarer han.

Bedre rustet

Talentforløbet bestod af en række samtaler med henholdsvis en mentor og en coach, et modul i ledelse, kommunikation og organisation på diplomniveau samt deltagelse i et netværk. Kim Astrup Villadsen mener selv, at han har fået meget ud af netop den kombination, og han føler sig nu bedre rustet til et lederjob.

”Jeg synes, at den teori, underviserne brugte, mindede meget om den, som jeg kender i kraft af min uddannelse som pædagog. Så det teoretiske var ikke så svært, og det bekræfter mig bare i, at lederjobbet måske ikke er så langt væk og så forskelligt fra det, som jeg laver nu,” siger han og uddyber:

”Jeg har tænkt mig at bruge alt det, som jeg har lært ved det her forløb. I hvert fald indtil jeg får erfaret mig noget mere, som jeg kan vælge imellem. Men lige nu er det her godt at støtte sig op af.”

Vil tage ansvar

Kim Astrup Villadsen er især begejstret for sessionerne med coachen, der har fået nogle brikker til at falde på plads for socialpædagogen.

”Det har givet mig en indsigt i, hvorfor jeg er draget mod ledelse. Jeg vil gerne lede andre og tage noget ekstra ansvar. Samtidig hjalp det mig med at forstå, hvordan jeg kan bruge de kompetencer, som jeg har, i et lederjob. Vi talte for eksempel om, hvordan jeg skal bruge mit temperament,” siger han.

Kan drage nytte af mentors erfaringer

Samtalerne med mentoren har også hjulpet Kim Astrup Villadsen med at blive klædt bedre på til lederjobbet.

”Min mentor har en stilling, der er noget højere oppe i hierarkiet, end de stillinger, som jeg vil gå efter lige nu, så det var svært at drage direkte paralleller. Men jeg kan blive inspireret af hendes vej til sit job, og jeg kan helt sikkert bruge de erfaringer, som hun har gjort sig. Så jeg vil ikke tøve med at ringe til hende, hvis jeg får brug for et godt råd på et tidspunkt,” forklarer han.

Der er ikke umiddelbart udsigt til, at Kim Astrup Villadsen kan få en lederstilling på den arbejdsplads, hvor han er lige nu. Men han er blevet praktikvejleder og skal måske snart have et kursus som proceskonsulent.

”Jeg synes faktisk, at det er flot, at min arbejdsplads gør så meget for mig,” slutter han.

Kim Astrup Villadsen

Alder: 31 år

Uddannelse: Pædagog i 2011

Job: Socialpædagog i Holbæk Kommune.

Det fik ledertalenterne i forløbet ’Fra medarbejdet til leder’:

  • 4 individuelle mentorsamtaler á én time,

  • 3 netværksmøder á to timer mellem kommunens ledertalenter,

  • 3 individuelle coachsamtaler á 1½ time,

  • 1 modul på diplomlederuddannelsen (Ledelse, kommunikation og organisation) over fem dage,

  • en samtale om talentets fremtidige karriereudvikling i forlængelse af forløbet.

  • diplommodulet blev afsluttet med opgaveskrivning og eksamen.


 

Skribentinfo

Kommentarer