Offentligt ansatte vil ikke være ledere
21.01.11
Kun hver tiende kommunalt ansat har lederambitioner. Det er betydeligt færre end i den private sektor, hvor andelen med en lederdrøm i maven er det dobbelte, altså hver femte.
Af Viki Kofoed, Lederweb
Leder? Nej tak, det er ikke noget for mig. Sådan lyder svaret hos de fleste kommunalt ansatte. Kun 10 procent svarer, at de ”i høj grad” eller ”i meget høj grad” ønsker at blive leder på deres arbejdsplads. Det viser en ny undersøgelse, som Wilke A/S har lavet for DA-magasinet Agenda.
”Undersøgelsen bekræfter billedet af, at mange medarbejdere oplever det som krævende at være leder i det offentlige. Heldigvis viser vores undersøgelser, at dem der er ledere, faktisk er glade for deres job. Derfor har vi har igangsat projekter, som kan fortælle denne historie”, fortæller Søren Thorup, formand i Væksthus for Ledelse.
Entydig tendens med flere årsager
Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig ledelse på Syddansk Universitet, forklarer desuden den manglende interesse for lederjobbet med:
”Der er tradition for selvledelse hos offentligt ansatte, fordi de ofte er fagspecialister, og føler de selv kan. Det gør det svært at træde i karakter som leder. Og så er der snævre regler og rammer for, hvad man kan lave aftaler”.
I en lignende undersøgelse fra Væksthus for Ledelse lavet for et lille år siden var det derudover tydeligt, at en grundliggende årsag til, at de ansatte ikke har lederambitioner er, at de prioriterer familielivet højt.
”Med den viden, ved vi også, at vi skal skabe nogle rammer, som gør lederstillingerne mere attraktive. Og det er ikke på lønnen, for der kommer vi aldrig til et kunne konkurrere med det private. Fremtidens offentlige leder skal kunne passe et krævende lederjob på noget, der ligner almindelig arbejdstid, der passer til at have et familieliv. Det går ikke mere med sådan nogle gammeldags forestillinger om, at lederen aldrig har fri”, udtaler Søren Thorup.
Så udover talent- og kompetenceudvikling skal kommunerne satse målrettet på at skabe en bedre balance mellem lederjob og familieliv. Den kan – sammen med gode muligheder for uddannelse og udvikling – blive kommunernes trumfkort i kampen om fremtidens bedste ledere.
|
Væksthus for Ledelse har hele tiden projekter i gang, som skal forsøge at løse det offentliges ledelsesudfordringer. I forhold til artiklens problematik, er der på nuværende tidspunkt udgivet følgende publikationer, hvor du kan søge mere viden, samt få råd og vejledning vedrørende lederrekruttering og -udvikling:
De næste ledere
Ledere der spirer
Let vejen for de nye ledere |
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer