”Alder er bare ingen undskyldning”
30.09.11
For gruppeleder Britta Helbech i Glostrup Kommunes personaleafdeling er uddannelse og udvikling både en pligt og en personlig drivkraft. I en alder af 55 år har hun insisteret på at komme i gang med Den Offentlige Lederuddannelse.
Hører man til dem, der betragter udtrykket ”livslang læring” som et halvabstrakt buzzword, kan man med god gavn studere Britta Helbechs eksempel. På et tidspunkt i livet og karrieren, hvor de færreste tænker på kompetenceudvikling, har den 55-årige gruppeleder i Glostrup Kommunes personaleafdeling i stedet kastet sig ud i en krævende lederuddannelse.
Og i modsætning til mange af hendes nye studiekammerater på Den Offentlige Lederuddannelse har hun selv måttet banke i bordet over for sin chef og insistere på, at hun skulle have muligheden. Oven i købet på et tidspunkt, hvor forvaltningen i Glostrup Kommune stod over for en større omstrukturerings- og nedskæringsrunde.
”Alder er bare ingen undskyldning for ikke at tage uddannelse. Jeg vil i hvert fald ikke risikere at komme til at stå i en situation, hvor argumentet for at afskedige mig, er, at jeg ikke har holdt mine kompetencer ved lige,” siger Britta Helbech. Og da en meget stor del af hendes job består i at vejlede kommunens institutionsledere i forbindelse med f.eks. ansættelser, afskedigelser og forhandlinger, fandt hun det helt nødvendigt at få yderligere greb om ledelsesfaget – både teoretisk og praktisk.
”Den Offentlige Lederuddannelse er god, fordi den spænder så vidt. Den er praksisorienteret og bred, og den fokuserer både på det faglige og det personlige. Jeg ville kunne bruge den i hvilken som helst anden kommune, hvis det blev nødvendigt for mig at skifte job,” siger Britta Helbech, der blev ansat i Glostrup Kommune i 2005 efter at have arbejdet i Københavns Kommune i 24 år – bl.a. i lederstillinger på forskellige niveauer.
”Jeg har fået mere kant”
Selv om Britta Helbech udover lægesekretær kan skrive en perlerække af diplomer og nyligt afsluttede efteruddannelsesforløb på sit cv – f.eks. merkonom i markedsføring og personaleadministration, diplom i HRM og en uddannelse som certificeret coach – oplever hun efter bare ét modul på DOL’en, at hun har flyttet sig. På en måde, der kan ses og mærkes af både hendes egen chef og hendes 11 medarbejdere.
”Jeg har erobret et nyt rum – professionelt og personligt. Jeg har taget initiativ til et værdiprojekt for hele afdelingen. Det har betydet, at både min egen chef, mine kolleger og mine medarbejdere er blevet mere fokuserede på, hvordan vi kan og skal bruge kommunens værdier i det daglige arbejde. Mit næste projekt bliver at styrke vores kommunikation,” siger Britta Helbech.
”På det personlige plan oplever jeg, at jeg har fået mere kant. Uddannelsen har givet mig en viden og en selvtillid, som gør mig mere præcis i mine meldinger, tror jeg – både over for min egen chef og over for medarbejderne,” siger hun.
Bedre rustet til at håndtere usikkerhed
At Britta Helbech begyndte på Den Offentlige Lederuddannelse, netop som Glostrup Kommune varslede en større organisationsomlægning, betragter hun som en positiv test på, hvad uddannelsen kan lære hende – og hvad den allerede har lært hende:
”Organisationsforandringen er spændende, men den skaber også stor usikkerhed og uvished blandt medarbejderne. Og for mig. Men jeg synes faktisk, at DOL’en har givet mig nye redskaber til at signalere, at vi skal håndtere usikkerhed og udfordringer åbent og i fællesskab. Den åbenhed bliver vi nødt til at have i den offentlige sektor, hvor strukturændringerne jo nærmest kommer hvert andet år,” siger hun.
Læser lektier i toget hver dag
Trods usikkerheden omkring den forestående omstrukturering har Britta Helbech ikke haft svært ved at koncentrere sig om lederuddannelsen – eller ved at finde tid til at få kæmpet sig igennem de mange hundrede siders pensum. Læsningen klarer hun på sine daglige togture mellem arbejde og hendes hjem i Sydsjælland.
”Selvfølgelig har jeg skullet vænne mig til at læse så meget. Og eksamen var enormt krævende og udfordrende. Men det har været ekstremt sjovt at finde svar og forklaringer på en masse af de praktiske udfordringer, man står med i hverdagen. Det har givet mig mange aha-oplevelser.”
”Og tiden flyver faktisk af sted, når jeg er på uddannelse hver onsdag. Det er virkelig en god afveksling fra hverdagen at komme på skolebænken. Den vekselvirkning mellem teori og praksis er en af uddannelsens store styrker. Og den viser sig jo også, når vi i vores læsegrupper ind imellem tager rundt og besøger hinandens organisationer. Det er der virkelig meget lærerigt og udviklende,” siger Britta Helbech.
Blå Bog: Britta Helbech
Stilling: Gruppeleder, personaleafdelingen, Glostrup Kommune Har været leder i Glostrup siden: 2005 Personaleansvar for: 11 medarbejdere Alder: 55 år Uddannelse: Lægesekretær. Privat: Gift Tidligere jobs: Københavns Kommune Britta Helbech på DOL’en: Har afsluttet 1. modul, Det personlige lederskab |
Det siger Britta Helbechs medarbejdere
Britta er blevet mere præcis ”Jeg synes, Britta er blevet mere præcis – både i konflikter og på vores afdelingsmøder. For nylig var der en konflikt, som hun reagerede hurtigt og direkte på. Det var virkelig godt – og nyt. Og på afdelingsmøderne oplever jeg, at hun er blevet bedre til at kommunikere og samle op på de opgaver, der skal uddelegeres.”
Lene Andersen, personalekonsulent, Glostrup Kommune
Hun forsøger at gøre op med konfliktskyheden ”Britta er rigtig god til mennesker og til det personlige. Hun har mange samtaler og er meget let at gå til. Hun har været lidt konfliktsky og lidt for imødekommende tidligere. Men jeg oplever egentlig, at hun forsøger at gøre op med konfliktskyheden.”
Tine Nielsen, løn- og budgetmedabejder, Glostrup Kommune
Det siger Britta Helbechs chef
Det var Brittas eget ønske ”Det var Brittas eget klare ønske, at hun skulle i gang med en lederuddannelse. Og jeg kan tydeligt mærke, at hun er glad for det. Det er så afgjort hendes fortjeneste, at vi har fået synliggjort og formuleret vores værdier i afdelingen.”
Erik Madsen, afdelingschef, personaleafdelingen, Glostrup Kommune |
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer