Lederuddannelse fra dag ét i chefstolen
01.07.11
For afdelingsleder Jørgen Bjerre Haunstrup, Randers Kommunes Jobcenter, er Den offentlige Lederuddannelse et afgørende springbræt ind i den første stilling som leder. Uddannelsen giver ham redskaber til at finde sig til rette og finde sig selv som leder – og et helt afgørende frirum til at reflektere over de konkrete ledelsesopgaver.
Allerede inden Jørgen Bjerre Haunstrup stemplede ind på første arbejdsdag som afdelingschef i Jobcenter Randers i foråret 2010, var han klar over, at Den Offentlige Lederuddannelse (DOL) ville blive en integreret del af det nye job. Afdelingschefposten er ikke bare den 34-årige cand.scient.pols første lederstilling. Det er også hans første ansættelse i den offentlige sektor. Og med ansvaret for 35 medarbejdere i jobcentrets afdeling for aktiv indsats og revalidering, der hjælper arbejdsmarkedets tungeste grupper, var han ikke i tvivl om, at det ville give god mening at springe på en egentlig lederuddannelse. Fra dag ét:
”Allerede inden jeg søgte stillingen, talte jeg om mulighederne for lederuddannelse med kommunens chef på området. Jeg gjorde det klart, at jeg anså en uddannelse som nødvendigt. Min kommende chefs reaktion var overraskende klar: I Randers Kommune er det et princip, at alle ledere skal på lederuddannelse. Så enkelt var det heldigvis. Men hvis kommunen ikke havde været åben for at tilbyde en eller anden form for lederuddannelse, havde jeg nok ikke søgt stillingen. Omvendt havde jeg nok heller ikke fået den tilbudt, hvis jeg havde takket nej til uddannelsen,” siger Jørgen Bjerre Haunstrup.
Et nødvendigt rum til refleksion
Fra sine fem år som konsulent i rådgivningsvirksomheden Rambøll havde Jørgen Haunstrup et indgående kendskab til beskæftigelsesområdets indretning og regler – og dermed de udfordringer, han ville komme til at arbejde med i praksis som leder i jobcentret.
Hvad han derimod ikke kunne forberede sig på, var den uforudsigelighed, omskiftelighed og de mange forskellige krav og hensyn, der ville komme til at sætte dagsordenen og fylde hans arbejdsdag i jobcentret. Fra millionnedskæringer, der skal udmøntes i ekspresfart efter en finanslovsvedtagelse på Christiansborg, over voldelige episoder med borgere i jobcentrets lokaler, kritiske sager i lokalpressen og til vanskelige sociale konflikter i personalegruppen. Udfordringer, han må forholde sig aktivt og hurtigt til som leder – og sager, der kunne have stresset og begravet ham fra dag ét, hvis han ikke havde haft den faste skemalagte lederuddannelse som et vigtigt og konstruktivt frirum:
”Efter de første otte måneder som leder må jeg konstatere, at DOL’en har givet mig et enormt vigtigt refleksionsrum, hvor jeg kan trække mig tilbage og se på mig selv og mine opgaver ude fra. Sammen med andre ledere. Den mulighed for at lære, reflektere og forstå mig selv som leder, ville jeg nok ikke have haft overskud til at skabe selv. Der er en stor fordel for mig, at uddannelsen er så skemalagt i hverdagenes almindelige arbejdstimer. På den måde bliver man tvunget ud af hverdagens hektiske aktivitet,” siger han.
Fik redskaber til konflikthåndtering med det samme
Men Jørgen Bjerre Haunstrup har også hurtigt opdaget, at de tanker og overvejelser, han gør sig i sit refleksionsrum hverken behøver at være verdensfjerne eller abstrakte. Bare fire måneder inde i sit DOL-forløb kan han se tilbage og konstatere, at han allerede har haft god brug for uddannelsens redskaber i sin praktiske ledelseshverdag. Og ikke mindst i relation til de 35 medarbejdere, som havde oplevet en sand ledelseskarrussel – seks forskellige chefer på bare tre år – inden Jørgen Haustrup satte sig i stolen som spritny og grøn leder.
Ikke overraskende havde den ledelsesmæssige udskiftning i afdelingen skabt en del organisatorisk og personalemæssig turbulens, som hurtigt gjorde det nødvendigt for Jørgen Haustrup at bruge den viden, han havde fået på skolebænken, i praksis:
”Jeg har i høj grad kunnet trække på de ledelsesredskaber, jeg har fået på uddannelsen. Jeg har skullet sætte mig igennem som ny chef for at få brudt den på visse punkter uhensigtsmæssige kultur, som uundgåeligt vil præge en afdeling, der har oplevet mange chefskift og manglende kontinuitet.”
”Konkret har jeg jo oplevet at læse litteratur om konflikthåndtering, mens der var aktuelle konflikter i afdelingen. Det har givet en helt nær kobling mellem teori og praksis, at jeg har kunnet sidde og læse konfliktlitteratur om aftenen og vide, at jeg om morgenen, når jeg mødte på arbejde, kunne være nødt til at tage stilling til præcis den slags situationer – bare i praksis. På den måde har jeg nærmest kunne overføre viden fra det ene døgn til det andet,” siger Jørgen Bjerrre Haunstrup.
Blå Bog: Jørgen Bjerre Haunstrup
Stilling: Afdelingsleder i Jobcenter Randers Har været leder siden: Marts 2010 Personaleansvar for: 35 medarbejdere Alder: 34 år Uddannelse: Cand.scient.pol. Privat: Gift, far til to Tidligere jobs: Konsulent i Rambøll Management Jørgen Bjerre Haunstrup på DOL’en: Har afsluttet 1. modul, Det personlige lederskab. I gang med 2. modul |
Det siger Jørgen Bjerre Haunstrups medarbejdere
Bare han ikke knækker nakken ”Jørgen virker som den fødte leder, men han har godt nok meget at se til og mange bolde i luften. Bare han ikke knækker nakken, når han nu oven i købet er i gang med en lederuddannelse. Han er leder for to afdelinger plus andre aktiviteter. Han er helt ny leder og skal sætte sig ind i mange nye ting – og så har han jo to børn og en familie, som også skal hænge sammen”.
Kristina Køllner, sagsbehandler, kontorassistent, Jobcenter Randers
Han har potentiale til at blive en rigtig god leder ”Jørgen er systematisk. Det er en del af hans person, tror jeg. Han har potentiale til at blive en rigtig god leder. Det viser han også ved at ønske at uddanne sig som leder. Ledelse er noget man skal lære. Et håndværk. Man skal lære at kunne rumme mange forskellige ting på én gang - politisk, organisatorisk, fagligt, politisk – ellers bliver man helt bombet i hovedet.”
Helge Hertz, faglig konsulent, socialrådgiver, Jobcenter Randers
Det siger Jørgen Bjerre Haunstrups chef
Lederuddannelse var helt logisk ”Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle satse på Jørgen, da jeg så hans papirer. Men jeg var heller ikke i tvivl om, at han i sin første lederstilling og som tidligere konsulent ville få brug for at lære ledelse – både i praksis og på en uddannelse. Derfor var det helt logisk at melde ham til DOL’en. Sådan et job kan også være ensomt, og når han bliver kastet ud i det, er det godt at danne sig netværk. Og det får han jo også på uddannelsen.”
Ole Andersen, jobcenterchef, Randers Kommune
Det siger personalechefen i Randers
Leder under uddannelse er pressede – og glade ”Det hører sig til, at man føler sig under pres, når man er i personlig og faglig bevægelse. Og det er klart, at lederne føler sig pressede – også økonomisk – når vi ikke kompenserer for den tid, de bruger på lederuddannelsen. Men sådan er det. Og vi kan jo konstatere, at vores ledere på uddannelsen er vildt begejstrede. De synes, det er meget tidskrævende og personligt ressourcekrævende – men de er glade.”
Kresten Ulrik Nielsen, peronale- og HR-chef, Randers Kommune |
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer