Politiske ledere - hvorfor orker de?

19.11.09

En ny generation har sat sig på magten i dansk politik. Væk er 68’erne og koldkrigs-generationen. De nye partiledere er i 40’erne, samfundsfagligt uddannede og vokset op i velfærdssamfundet. En ny bog går tæt på de nye politiske ledere og stiller spørgsmålet: Hvad driver dem?

Af Troels Mylenberg, analytiker og politisk kommentator

Politisk lederskab er noget ganske særligt. For godt nok skal den gode politiske leder ligesom den gode erhvervsleder gå forrest og lede fra fronten, men samtidig skal der jo tages hensyn til, at vedkommende mindst hver fjerde år skal have fornyet sit mandat. Og det vel af mærke ikke af sin bestyrelse, men af vælgerne. Og for en partileder gælder jo dertil også den årlige fornyelse af partifællernes opbakning, som slet ikke kommer med samme automatik, som det kunne se ud som på partiernes landsmøder.

Samtidig er medierne det daglige eksamensbord for de politiske ledere, der endevendes i det offentlige rum konstant. På udseende, udtalelser, mangel på udtalelser, sladder, rygter, spontane indfald og mangel på samme. Som forleden, da det i USA blev til en stor sag, at præsident Obama efter mange amerikaneres mening bukkede for dybt, da han blev budt velkommen hos den japanske kejser.

Så hvis man som leder i dag går og føler sig en smule udsat, er det altså næppe intet imod, hvad landets politiske ledere oplever hver eneste dag. Og man spørger sig selv – jeg gjorde i hvert fald – hvorfor de gør det? Hvorfor de orker bøvlet, alle de uundgåelige nederlag og den daglige kritik. Så store er sejrene da heller ikke, eller er de?

En dag slog det mig pludselig, at der var sket noget bemærkelsesværdigt i den danske politiske verden. Godt nok er det selvfølgelig ikke gået let hen over mediefladen, når et parti har valgt ny formand, men den forandring at alle partier i Folketinget – undtagen Dansk Folkeparti – har skiftet formand indenfor de seneste godt fire år er ikke som samlet fænomen blevet behandlet. Og siden sommeren 2008 er det faktisk halvdelen af partierne, der har skiftet ud i toppen.

Og hvad er det så, der driver dem?

Svaret er nok, at de drives af ambitionen om at gøre det rigtige. Er man kommet til tops i partierne og i dansk politik, skyldes det naturligvis en indre trang til at lave om. Til at få sin vilje. Koblet med en meget sikker tro på, at den vej, man selv vil gå, er bedre og rigtigere, end den vej andre vil.

Det danske folkestyre er samarbejdende, men samtlige partiledere har naturligvis deres helt egne planer for, hvad der skulle ske, hvis de kunne bestemme alene. Ja, de bliver nærmest alle som en helt drømmende i blikkene, når tanken og talen falder på den – utopiske – mulighed for, at lige netop de skulle få mulighed for at stå i spidsen for et absolut flertal til deres parti.

Men sådan ved de godt, at det ikke er i virkelighedens verden, og derfor er dansk politisk lederskab i høj grad præget af søgen mod kompromiser, evnen til at kunne indgå forlig og aftaler. Det faktum indebærer, at dansk politik i vid udstrækning har fremavlet politiske ledere med en meget lidt kantet og meget fremkommelig personlighed. Magten ligger i evnen til samarbejde, hvilket alle partiledere er hyperbevidste om.

Har de så lederegenskaberne? 

Døm selv, men efter at have talt med dem alle, skriver jeg gerne under på, at landet er udmærket tjent med de politiske ledere, som partierne (og vælgerne) har valgt. De brænder på hver deres måde. Er bevidste om ofrene, de giver. Ydmyge overfor magten og klar til at bruge den. Mest af alt er de nok klar til at kæmpe om den. For magten er jo ikke noget, de alle kan have samtidig…

Men selvfølgelig er drivkraften individuel. Dog tegner der sig et samlet billede af en generation af politikere, for hvem politikken blev deres skæbne. Jovist har de kæmpet deres vej frem i partierne med ærgerrighed og høje ambitioner som våben. Alle har de været på vej ad andre stier, men så kom politikken i vejen. Bordet fangede så at sige.

Pia Kjærsgaard der gik direkte fra læserbrevsskribent til folketingsmedlem og velsagtens ejerleder i Dansk Folkeparti. Margrethe Vestager, der blev kronet som kronprinsesse allerede som 25-årig og Helle Thorning-Schmidt, der øjnede et ledelsestomrum i sit parti, og tog chancen og gik efter guldet.

At være en af ”De forreste” er noget specielt. Det kræver ekstraordinære evner og ekstraordinære ambitioner. Så gyldne er magtens kæder heller ikke. Og man kan næppe holde sig oppe hver eneste dag alene med bevidstheden om, at ens navn måske havner i historiebøgerne.

Hver har de otte partiledere deres egen historie om vejen til magten og det lederskab, der følger med.