Sekundær navigation


Stress

Mr. Stress

20.08.08

En øvelse der hjælper til at håndtere problemer med flydende grænser mellem arbejdsliv og fritid

Hvad går øvelsen ud på?

Pres på grænserne kan ske på flere måder. Det kan være ved at arbejdet fylder mere og mere i fritiden og om aftenen. Eller det kan være ved at du hele tiden er ”på” og bliver kontaktet via – og forventes at svare på – mails, sms, mobil osv. Det kan også være virksomhedens normer og værdier som presser ind over de personlige værdier. Og det kan være egne normer for succes og perfektion, som er på spil.

Arbejdet med at sætte grænser kan ligeledes ske i mange sammenhænge. Det kan dreje sig om at gå til tiden, at sikre restitution efter en stor opgave eller at give plads til forskellige meninger og værdier osv.

Når grænserne presses og stressen ”sniger” sig ind, kan det undertiden være vanskeligt, at se hvordan det er gået til. Det kan være en proces, som er foregået over lang tid, med påvirkninger og krav fra leder, kolleger, arbejdspladskulturen, kunder/brugere, dig selv osv.

Det er ikke altid til at se hvor kravene kommer fra. Nyere undersøgelser af stress peger på, at kravene ofte kommer fra én selv. Det opleves i hvert fald sådan. Arbejdsgiveren og normerne for præstation er så at sige flyttet ind i personen.

Tidligere kom de i højere grad fra en ”ydre” autoritet, en leder eller chef. Det kan gøre det svært at få fat i problemet, når det kommer fra en selv. Denne øvelse drejer sig om at få problemet ”ud igen”, altså udenfor personligheden, så det lettere kan begribes og håndteres.

Før øvelsen går i gang udpeges en person i gruppen til at være den specielle gæst, Mr. Stress. Det skal være en person, som er god til at lytte og genfortælle. Det kan også være en proceskonsulent i afdelingen.

Denne person, Mr. Stress, skal gå rundt mens deltagerne drøfter grænser og ”opsnappe” hvad de taler om. Især hvad der kan presse dem til grænsen eller til at gå over grænsen. Men også hvad de gør, når de lykkes med at finde deres grænser og holde fast i dem.

Mr. Stress går diskret rundt lytter og skriver stikord ned

Derefter bliver Mr. Stress interviewet af en tredje person. Det kan enten være en arbejdsmiljøkonsulent, en HR konsulent eller en fra gruppen. Mr. Stress skal nu svare, som om han er selve den som presser folk og lokker dem over deres grænse.

Han er ”problemet”, dvs. den som ”sniger” sig ind på deltagerne i pressede situationer og får dem til at presse sig selv endnu mere.  Her skal han bruge de historier, som deltagerne selv har fortalt. Omvendt er der også situationer, hvor kan ikke lykkes med sit forehavende og ikke får deltagerne til at overskride deres grænser.

Også her bruges brudstykker fra deltagerne egne historier.

Gennem denne øvelse bliver ”problemet” fysisk placeret udenfor deltagerne i form af Mr. Stress. Deltagerne er altså ikke bare ”stressede”, men bliver i nogle sammenhænge modtagelige overfor stress og grænseløshed. Og det er disse mekanismer, som blotlægges.

Rollen skal udføres med stor respekt for deltagerne, dvs. at Mr. Stress skal gengive deltagernes historier, så præcist som muligt, uden teatralsk overdrivelse eller skadefryd. Men gerne med en lidt pralende attitude når han fortæller hvor det lykkes at få folk ”i gyngen” og en lidt skuffet attitude når det ikke lykkes. Derefter drøfter deltagerne hvad de har hørt og fået øje på.

Formål

  • At øge kampgejsten i afdelingen/institutionen
  • At skabe mere klarhed over grænseløshedens væsen, dvs. hvornår den sniger sig ind og hvornår den ikke får lov at komme ind

Deltagere

Kan bruges i grupper og forsamlinger op til 25 personer.

Styring

Styres af en rutineret proceskonsulent eller en person i afdelingen

Forløb

  1. Lederen starter med at fortælle om baggrunden for at arbejde med balancer og grænser på arbejdspladsen. Forløbet skitseres kort og der orienteres om evt. opfølgning. Proceskonsulenten præsenteres og det annonceres, at en særlig gæst vil komme på besøg, Mr. Stress. Derefter kan lederen eller proceskonsulenten give et kort oplæg om grænsesætning, stress og de udfordringer der er
  2. Opdeling i grupper á 5 personer. Grupperne drøfter følgende spørgsmål
    • I hvilke situationer presses vores grænser? Prøv at være helt konkret.
    • Hvordan overlever vi?
    • Hvornår lykkes det at finde grænserne og at holde fast i dem?

    Imens går proceskonsulenten - som skal være Mr. Stress - rundt og skriver stikord ned fra samtalerne. De skrives ned i to kolonner:

    • Grænserne presses eller overskrides. Historier om hvordan grænserne presses og stressen ”sniger” sig ind
    • Grænserne sættes og forsvares. Historier om hvordan deltagerne finder grænser og holder fast i dem. Om hvordan de lykkes med at få en god balance i deres job
  3. Interview med Mr. Stress. En i gruppen interviewer Mr. Stress. Intervieweren må gerne være nysgerrig og forsøge at ”lokke” tips og tricks ud af Mr. Stress. Først spørges til de situationer, hvor grænserne presses og Mr. Stress lykkes med at trænge sig ind i dagligdagen. Derefter spørges til de situationer, hvor det lykkes deltagerne at finde grænser og holde fast og altså smide Mr. Stress ”på porten”.

    Når Mr. Stress ”sniger” sig ind

    • I hvilke situationer får du deltagerne til at gå over deres grænse?
    • Hvad siger du til dem eller visker dem i øret?
    • Hvilke tricks og taktikker har du?
    • Hvad er du mest interesseret i at få deltagerne til at tro om sig selv?
    • Hvordan ved du, hvornår du skal slå til?
    • Hvad må de ikke få at vide om dig?

    Når Mr. Stress bliver smidt ”på porten”

    • Hvornår lykkes det deltagerne finde grænsen på trods af pres?
    • Hvad gør de?
    • Hvornår bliver du smidt på porten?
    • Hvad kan motivere dem til at stå imod dig?
    • Hvad gør du, når du føler at du er ved at miste grebet i deltagerne?
    • Hvornår ved du at du ingen indflydelse har overhovedet?
  4. Deltagerne får nu lejlighed til at stille Mr. Stress et par spørgsmål
  5. Mr. Stress går ud og gruppen samler op: Hvad har vi især fået øje på?


Kilde: Lasse Rønnoe, cand.tech.soc., arbejdspsykologisk konsulent.






Væksthus for ledelse , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 22 43 11 00 , E-mail info@lederweb.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes

Et tip om denne side er sendt til den angivne e-mail.

Anmeld upassende kommentar

Vil du anmelde denne kommentar?


Der vil blive sendt en mail til moderator, der vil tage stilling til anmeldelsen

Din anmeldelse er modtaget og vil blive behandlet snarest

Kontakt os

Hvis du har tilføjelser eller ideer til ord, så send dem til os.

Felter markeret med * skal udfyldes

Din kommentar er sendt.
Tak for din henvendelse.