Generationsbombe i det offentlige
29.03.07
Den offentlige sektor står overfor et voldsomt generationsskifte. Inden for de næste 10 år vil næsten halvdelen af lederne i kommuner og regioner gå på pension, viser en undersøgelse som Væksthus for Ledelse har lavet.
Det medfører en række udfordringer, men samtidig skabes der nye muligheder.
|
Den massive afgang af lederene sætter kommuner og regioner på en alvorlig prøve, mener Dorthe Pedersen, lektor og studieleder på uddannelsen Master of Public Administration ved Handelshøjskolen i København:
”Det bliver en kæmpe udfordring at få tilstrækkeligt med offentlige ledere i de kommende år”, siger hun.
Dorthe Pedersen er ikke i tvivl om, at det kommende generationsskifte vil sende chokbølger gennem hele de kommunale system: "Det vil mange steder føles som en ny strukturreform," siger hun. |
|
 |
Lederudskiftning kan forringe service
Dorthe Pedersen mener, at den voldsomme udskiftning i lederbestanden kommer til at betyde mindre opmærksomhed og opfølgning fra ledelsen. Det kan også gå ud over borgerne, for når de ansatte bliver usikre og har det dårligt, så leverer de også en dårligere service," siger Dorthe Pedersen
”Offentlige ledere i massevis vil gå på pension, og ind vil komme en helt ny og meget yngre gruppe ledere. Man kan frygte, at den manglende erfaring kan gå ud over kvaliteten af den offentlige service.
Men de nye ledere kan også føre til fornyet gejst og dynamik”, siger næstformand i Væksthus for Ledelse, Kim Simonsen, der også er formand for HK/Kommunal.

Lederudskiftning skaber mulighed for fornyelse
Den store udskiftning af ledere i kommuner og regioner behøver dog ikke kun at være dårligt nyt. Det vil fx være en unik mulighed for at skabe rum for en ny ledelsesstil, som er bedre i samklang med de vilkår der kendetegner den offentlige sektor idag.
Blandt de positive aspekter af generationsskiftet nævner andre eksperter, at det vil være en kærkommen lejlighed til at skabe mere ligestilling. I dag er der nemlig langt flere mandlige end kvindelige ledere på de kommunale og regionale topposter.
Det blev understreget med al tydelighed i en optælling foretaget af Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), som viste, at blot 5 ud af de 98 kommunaldirektører i nye storkommuner er kvinder.
Behov for lederuddannelse
Hvis de positive aspekter af generationsskiftet skal blive en virkelighed, så kræver det at der sættes fokus på, hvad god ledelse er:
"Skal den offentlige sektor i fremtiden kunne honorere de store krav, der stilles til den, så kræver det, at der bliver et virkeligt stærkt fokus på lederuddannelse," siger Ole Fogh Kirkeby.
Kilde: Ugebrevet A4
Læs mere
Fastholdelse falder tilbage på ledelsen
Fremtidige medarbejdere tiltrukket af job med mening