Når du skal ansætte en praktikant

Står du for at skulle ansætte en praktikant? Harvard Business Review har lavet en liste med fire ting, du som leder bør gøre, hvis du vil sikre, at forløbet bliver godt for både din organisation og praktikanten selv.

Skribentinfo

Praktikanter er ofte fulde af energi, nye ideer og mod på arbejdet. Derfor søger mange kommuner og regioner i øjeblikket efter praktikanter, der kan give en hånd med i organisationen og samtidig få prøvet kræfter med arbejdslivet. Men praktikanter er stadig studerende, og de er kun en del af organisationen i kort tid.

Derfor kræver det noget helt andet af dig at lede praktikanterne gennem et vellykket praktikforløb, end det gør at lede dine fastansatte medarbejdere i dagligdagen. Praktikanter kræver mange ressourcer i form af forberedelsestid, vejledning, sparring og løbende opfølgning, ifølge Harvard Business Review. Her er Harvard Business Reviews fire fokuspunkter, du og organisationen bør have for øje:

1. Vælg et eller to specifikke projekter

Praktikanter er gode til at arbejde med projekter. Alt med en klart defineret begyndelse, midte og slutning er godt. Sørg for at målene er konkrete og præcist definerede, så det er et overskueligt job/opgave, praktikanten lander i. Giv præcise opgaver som f.eks. at opdatere hjemmesiden eller en medarbejderhåndbog. Det gør det lettere for dig som leder at definere målene, give sparring og se resultater. Sørg også for at sætte opgaven ind i det større organisatoriske perspektiv, så praktikanten klart kan se værdien af det arbejde, hun er sat til at lave. Husk, at du har ansat praktikanten, fordi opgaverne, der skulle løses, var vigtige – giv den følelse af betydning videre.

2. Lav en jobbeskrivelse

Når du har besluttet, hvad praktikanten skal lave, skal du udarbejde en jobbeskrivelse. Ved at lave jobbeskrivelsen får du selv defineret målene for praktikantansættelsen, og du får fastlagt, hvordan du kan måle resultaterne af forløbet. Samtidig får du kommunikeret hvilke kvalifikationer og evner, du søger. Det er ikke kun dig, der bliver mere afklaret omkring praktikforløbet, når opgaverne kommer ned sort på hvidt. Også for praktikanten selv er det vigtigt at kunne se sine opgaver nedfældet papir.

3. Forbered en salgstale

Du tror måske, at det er åbenlyst, hvad din organisation kan tilbyde, men tænk lige over det en ekstra gang. Hvad kan du egentlig tilbyde en praktikant? Praktikforløb er en del af uddannelsen, og praktikanter er derfor studerende, der skal lære, mens de er ansat. Tænk over hvilke kompetencer og evner jobbet vil give praktikanten, og hvordan det kan være med til at styrke senere jobmuligheder, udvide hendes netværk eller hjælpe til at afklare, om et job inden for dit felt er drømmejobbet for hende. Sørg for at lade dine kommende praktikanter vide, hvilke muligheder ansættelsen indebærer og stå ved mulighederne under selve ansættelsesforløbet, så praktikanterne også får det, de er blevet stillet i udsigt.

4. Gør dig opgaven klar som leder

Når du ansætter praktikanter, følger der en ny ledelsesopgave med. Overvej, om du har tid til at påtage dig den opgave. Der skal lægges en betydelig investering i begyndelsen af praktikantforløbet og løbende under perioden. Praktikanten skal introduceres til arbejdsopgaven, organisationen og kollegaerne og vises rundt, skaffes skrivebord, computer, eller hvad hun ellers måtte have behov for, så hun kan udføre sine opgaver. Derudover skal der gives løbende sparring og feedback under hele forløbet. Det sikrer, at praktikanten er på rette vej, så både hun og jeres organisation får en god oplevelse. Hvis ikke du selv har muligheden for eller evnerne og lysten til at lede praktikanten, kan du forsøge at finde en anden, der kan træde i dit sted som praktikantansvarlig.

Frit oversat og redigeret fra Harvard Business Review.

Læs mere

Sådan gennemfører du en god ansættelsessamtale
Opfølgningssamtalen
Samtænk og nytænk jeres næste ansættelse

Skribentinfo

Kommentarer