Rul den røde løber ud
02.11.06
Bejl til de nyuddannede og hold godt fast i dem. Det offentlige skal kapre tre ud af fire nyuddannede de næste ti år for at bevare antallet af medarbejdere
Rul den røde løber ud, find de store lønposer frem og pep julefrokosten op. Det offentlige skal kapre tre ud af fire nyuddannede inden for de næste ti år, hvis antallet af medarbejdere skal bevares.
Det viser en undersøgelse fra OECD. Og taler man om de nyuddannede, der også kan få job i den private sektor, for eksempel jurister og ingeniører, ja så skal det offentlige til at oppe sig lidt. Er man nyuddannet jurist og glad for penge, er der i hvert fald ingen tvivl; så er målet et job i det private erhvervsliv.
Jurister i ikke-chef-stillinger i kommunerne tjener nemlig 22 procent mindre end ditto jurister i den private sektor. Det svarer til knap 7.000 kroner om måneden. Til gengæld er arbejdstiden i den private sektor længere. Her arbejder jurister i ikke-chefstillinger gennemsnitligt 41 timer om ugen, og advokater og advokatfuldmægtige i advokatfirmaer arbejder 46 timer om ugen. Det oplyser DJØF. Lars Munck fra DJØF’s politiske afdeling siger:
|
– Vores undersøgelser viser, at de unge DJØF’ere især lægger vægt på det faglige jobindhold og gode karrieremuligheder, når de skal vælge job. Kommunerne bør derfor i højere grad gøre opmærksom på mulighederne i den kommunale sektor, for der er jo masser af spændende job med et højt fagligt jobindhold og gode karrieremuligheder i den kommunale sektor. |
Det er direktør i rekrutterings- og konsulentbureauet Mercuri Urval, Evald Eriksen, enig i. Han mener, at kommunerne, for at tiltrække de unge, skal gøre det mere prestigefyldt at arbejde i kommunerne, og det vil blandt andet sige at være på forkant med teknologien og have moderne faciliteter. Og så handler det om arbejdsform og om, hvordan arbejdspladsen ser ud:
|
– Mange unge lægger vægt på at arbejde i teams og gerne selvstyrende teams, hvor de har medindflydelse. Og så er det vigtigt med gode fysiske rammer, for det gør folk glade. Det er også vigtigt at få kommunikeret, at det også i den offentlige sektor er muligt at få en god løn, blandt andet efter man har indført Ny Løn. Og så er det vigtigt at have nogle gode rollemodeller på arbejdspladsen. Og kommunerne bør slå på, at de faktisk ofte har ledere, som er bedre uddannede og bedre kvalificerede end i den private sektor, siger Evald Eriksen. |
DE UNGE SKAL FASTHOLDES
Men udfordringen for kommunerne er ikke blot at få ansat tre ud af fire nyuddannede. Det er også at holde fast i dem. Ifølge Henrik Ingemann, der er informationschef for Institut for Serviceudvikling, der hører under Arbejdsmarkedsstyrelsen, er det naivt at tro, at unge bliver lige så længe i samme job, som man ellers har været vant til.
Det underbygges af en rapport fra Beskæftigelsesministeriet fra juni i år, der har set på, hvor mange jobskift de 16-67-årige foretog fra 2001 til 2002.
Rapporten viser, at antallet af jobskift er størst blandt de 16-24-årige og falder støt jo ældre en aldersgruppe, man ser på. For eksempel foretog omkring 18 procent af de 25-29-årige et jobskift, mens det for de 30-34-årige var omkring 14 procent og blandt de 40-44-årige omkring otte procent.
|
Det, den offentlige sektor skal gøre for at holde på sine medarbejdere, de unge og de nyuddannede, er at sørge for, at der et godt fagligt miljø, man skal sikre en vidensoverlevering fra gamle til yngre medarbejder, for det er mest dynamisk for en arbejdsplads, hvis der både er unge og ældre. Det skaber mangfoldighed og dynamik. God ledelse er også vigtigt, siger Evald Eriksen fra Mercuri Urval og fortsætter:
– Noget af det den private sektor tilbyder medarbejderne er internationalisering med udveksling og rejser. Det tilbyder kommunerne ikke i særlig høj grad, og det kan de blive meget bedre til. Det gælder om at skabe et miljø, hvor der er tradition for input fra andre kulturer, og der skal være prestige ved arbejdspladsen. |
SPØRGSMÅL TIL NÆRMERE REFLEKSION
Er der i jeres organisation for stor personaleomsætning?
Holder I afskedssamtaler med de medarbejdere, der fratræder med henblik på at opsamle viden, der kan bruges konstruktivt i udviklingen af en fastholdelsesstrategi? Læs mere om exit-samtaler her
Forholder personalepolitikken sig til mobilitet?
Har I etableret rokeringsordninger for at fremme den interne mobilitet?
Indgår mobilitet som et element i den årlige MUS-samtale?
Er det legitimt at tale om medarbejderens fremtidige jobønsker enten internt i organisationen eller eksternt?
Fra Personalestyrelsens rapport Motivation i staten, november 2000.
|
Artiklen er bragt i Danske Kommuner.
Læs også
Behold de gamle og bejl til de unge
Personalestyrelsens rapport: Motivation i Staten
Læs mere om exit-samtaler her
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer