Sekundær navigation


Motivation og fastholdelse

Hvordan skaber vi ny energi på vores arbejdspladser?

24.11.08

Grethe Andersen, skoleleder på Vester Mariendal Skole, mener det handler om åbenhed, information og kommunikation udadtil og en medinddragende og motiverende ledelse indadtil, hvis man vil have en arbejdsplads, hvor læring og udvikling er omdrejningspunktet for alle ansatte.

Anerkendende ledelse

Anerkendende ledelse er centralt, og det er afgørende, at man formår at fokusere på medarbejdernes gode sider frem for på det, som de er mindre gode til.

Ledere, der arbejder anerkendende, skal have en tro på, at det er processen i arbejdet, der fører til læring. Inddragelse af medarbejderne er derfor et ”must” i det anerkendende ledelsesarbejde.

Vester Mariendalskole har været igennem en gennemgribende kulturforandring, hvor målet har været at frigøre energi ved at gå nye veje, så det bliver rart og lærerigt at møde på sin arbejdsplads.

Grethe Andersen mener, at når man ønsker at lave gennemgribende forandringer, så anerkendelse og respekt kommer i centrum, må man gribe ind i alle lag af organisationen, i strukturerne, i prioriteringerne af tid, i måden SU arbejder på, i samværsformerne og samtaleformen etc., da det er måden, man er sammen på, som er det centrale.

Man kan sagtens finde en manual om anerkendende ledelse og bruge den, men i virkeligheden handler det om, at man som leder har lyst og vilje til at lede sin arbejdsplads på en anden måde.

Det er vigtigt, man starter med sig selv og sin ledelse og opstiller visioner for, hvor man vil hen – og eksempelvis opstiller mål for, hvor arbejdspladsen skal være om et år.

Visionen skal tage sit udgangspunkt i, ”hvad vi er værdsat for” blandt vores primære interessenter, og vi skal give os selv lov til ”at være begejstret over det, vi er gode til”.

Som leder af en forandringsproces, der gerne vil ændre stivnede mønstre gennem en ny anerkendende og værdsættende tilgang, må man være indstillet på en frustrationsproces i starten, hvor nogle fortsat arbejder på at ”finde syndebukke” og dermed skaber en dårlig stemning.

I denne fase er det ekstra vigtigt at gøre klart, hvad der er til diskussion, og hvad der ikke er, da det er vigtigt med et tæt samarbejde om, hvordan visionen føres ud i livet. Man skal være præcis på, hvem der gør hvad hvornår.

Lærerne arbejder i teams ud fra en anerkendende tilgang

På Vester Mariendal Skole startede arbejdet med den anerkendende tilgang i forbindelse med indarbejdelsen af nye handleplaner på skolen for nogle år siden.

Ledelsen fik hjælp af en erhvervspsykolog, der i forvejen arbejdede med en kulturundersøgelse på skolen, og lærerne blev organiseret i teams og begyndte at arbejde med den anerkendende tilgang.

De enkelte teams arbejder meget selvstændigt, og de styrer selv hvilke emner, de synes, det er relevant at arbejde med. Kommer et team eksempelvis med et forslag til ledelsen om, at de gerne vil arbejde med indskoling, så får de opbakning til det.

De eneste tænkelige barrierer, der kan være for at gå i gang med et tema i et team, kan være økonomien, hvis de i øvrigt holder sig indenfor vedtagne overordnede pædagogiske principper.

Holdningen er, at der skal være kort vej fra ord til handling og at det er ok at begå fejl, hvis man samler op på resultaterne af arbejdet og forsøger at lære af det, som eventuelt gik mindre godt i arbejdsprocessen.

I øjeblikket arbejder skolens teams med konflikthåndtering på en ny måde. I de enkelte teams arbejdes der med konstruktiv feedback.

Udgangspunktet for denne træning er ”den anerkendende tilgang”, hvor den lærer, som har gode erfaringer med at styre klasser med problemer, udveksler erfaringer og giver feedback til de lærere, som føler, de har problemer i sådanne klasser.

Målet er, at de lærere, som føler de har problemer, ser på sig selv og på den måde, de tackler problemerne i klasserne, og derved lærer gennem de midler og metoder, som bruges af andre lærere.

Dette tætte samarbejde lærerne imellem gør, at mange af lærerne efterhånden kender hinanden rigtig godt og er kommet så tæt på hinanden, at de helt af sig selv ofte henvender sig til en kollega og spørger om lov til at komme med ind i klasseværelset for at overvære, hvordan kollegaen tackler problemerne i den pågældende klasse.

Resultatet af arbejdet med den anerkendende tilgang gennem flere år er, at der hele tiden dukker nye gode historier frem og, at skolen har fået et nyt godt image, som blandt andet kommer til udtryk gennem den søgning, der er til skolen blandt nyuddannede lærere.

Kulturen på skolen er vendt, så det nu er en helt anden positiv arbejdsplads at være ansat på, set i forhold til tiden før starten på arbejdet med den anerkendende tilgang.

Yderligere oplysninger kan hentes hos:

Skoleleder Grethe Andersen, Vester Mariendal Skole, tlf. 9818 3988, mail: gra-kultur@aalborg.dk

Desuden kan der findes mere inspiration i bogen 'Anerkendende Skoleledelse' af Grethe Andersen. Læs en intro til bogen her.

Hvad mener du?

Har du en kommentar til denne artikel? Send den til info@lederweb.dk

 

Læs også

Læs Grethe Andersens råd om anerkendende ledelse

Læs om hvordan du skaber det anerkendende arbejdsmiljø

Læs Hvidovres erfaringer med anerkendende ledelse

 






Væksthus for ledelse , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 22 43 11 00 , E-mail info@lederweb.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes

Et tip om denne side er sendt til den angivne e-mail.

Anmeld upassende kommentar

Vil du anmelde denne kommentar?


Der vil blive sendt en mail til moderator, der vil tage stilling til anmeldelsen

Din anmeldelse er modtaget og vil blive behandlet snarest

Kontakt os

Hvis du har tilføjelser eller ideer til ord, så send dem til os.

Felter markeret med * skal udfyldes

Din kommentar er sendt.
Tak for din henvendelse.