Anmeldelse af bogen Homo Conexus
24.08.09
En bog om fremtidens menneske, netværksmennesket: Homo Conexus. Læs anmeldelse af bogen her.
Hvis du tænker på Rotary, Lions Klub eller at deltage i konferencer, når du hører ordet netværk, så bør du overveje at læse bogen ”Homo Conexsus”. I den gør Morten Bay op med den vanlige måde at forstå netværk på. Han vender begrebet på hovedet og skriver, at det at ”netværke” ikke længere er en bevidst handling, men noget, der sker lige så naturligt som at trække vejret.
I bogen beskrives, hvordan vi er gået fra at være homo sapiens – det tænkende menneske - til homo conexus, hvor mennesket uundgåeligt tænker sig som del af et netværk.
Hvor homo sapiens var defineret ved evnen til at tænke selv, er homo conexus defineret ved evnen til at indgå i netværk.
Netværksmennesket
Netværksmennesket har betydning for vores identitetsdannelse, vores forbrugsmønstre, for hvordan vi organiserer vores arbejdsliv og hvordan vi omgås hinanden. Derfor er bogen skrevet til dem, der gerne vil kommunikere med, markedsføre til og forstå netværksmennesket.
Typisk vil netværksmennesket ikke kunne svare på, hvor de ser sig selv om 5 år – så langt planlægger de ikke. Det er interessen og mulighederne der afgør det, samt en følelse af at ”det er her det sker”. For netværksmennesket vil arbejde et sted med mening, skabe værdi og bruge sit behov for at dyrke relationer.
Fanger samtiden
Arbejdsforhold har for mange ændret sig radikalt med fx internettet og mobiltelefonen. Her giver bogen ideer til, og håb om nye måder at forstå, tænke og handle, når vi planlægger arbejdsdagen anno 2009.
Det er tankevækkende så lidt arbejdsmarkedet har indrettet sig efter denne udvikling. Vi tænker fortsat meget i 8-16, og at kontrol er bedre end tillid.
Bogen er meget beskrivende, og fungerer ikke som en decideret guide. Der tages lidt for langt tilløb til bolden, og den vil utvivlsomt for nogle bliver for lærebogsagtig i de første 4-5 kapitler. Men når pointerne og konsekvenserne først rulles ud, så giver tilløbet mening.
Desværre indeholder bogen ikke nogen dybere refleksioner over de negative konsekvenser for netværksindividet, ved fx konstant at være online eller ved at multitaske. Eller over at de unge hele tiden holder øje med ”hvor det sker” på jobmarkedet. Sådan er det bare.
Men kan man forestille sig, at netværksmennesket på et eller andet tidspunkt bliver rundtosset? Det er spørgsmål som dette, man som læser sidder og mangler svar på, og som desværre ikke besvares i Homo Conexus. Bogen skal dog krediteres for på en befriende måde at vælge den positive vinkel, og er gået efter mulighederne i den nære fremtid.
Læs den!
Du ser dig måske som langt fra generationen, der dagligt bruger mere end 10 timer på nettet og sms’er over 20 gange i timen, men det gør kun bogen mere interessant.
Mange er allerede blevet inspireret af Generation Netværk’s livsstil samt jagt på mening i arbejdet og konstante udfordring af gamle vaner, og det er med god grund.
”Homo conexus” er på dette felt én af de mest inspirerende HR-bøger, jeg har læst.
Det er lykkedes Morten Bay med det svære og vigtige; nemlig at sætte ord på samtiden. Vi kan ikke vente på historikerne gør det, hvis den viden skal bruges.
Læs mere:
Homo Conexus
5 Skarpe til Morten Bay om Netværksmennesket
Artikel om Homo Conexus af Morten Bay
Derfor gider de unge ikke arbejde for dig
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer