Kære Lena

Endnu engang tak for din kommentar. Det glæder mig, at du finder mit indlæg tankevækkende - og jeg er enig i, at metaforen er forenklet.

Fordelen ved metaforer er, at de ikke behøver - og ikke foregiver - at favne hele virkeligheden, men blot skaber et lille rum, hvor man (hvis de lykkes) får mulighed for at tænke på en lidt anden måde, end man har gjort før. Og det tror jeg i al sin enkelthed er vejen frem - også når vi taler lederuddannelser.

Som jeg har prøvet at skrive i mit svar til Annette, så er jeg ikke overbevist om, at teorier er specielt velegnede til dette formål - alene af den grund, at de ikke skaber små (i betydningen: konkrete) tænkerum, men store (i betydningen: generelle) forklaringsrum.

Selvom teorier, lige som metaforer, ikke favner hele virkeligheden, så foregiver de, modsat metaforer, at gøre det. Det viser sig bl.a. ved, at teorier er meget "færdige". De er baseret på argumenter (præsenteret på en måde, så det er næsten umuligt at være uenig), og der er (hvis det er en god teori) ikke noget, der "stritter".

Selvom det kan lyde godt for alle os, der er opdraget til at gøre os umage og gøre tingene færdig, så er det en kæmpe udfordring, hvis formålet er at få læseren til at tænke/reflektere/bruge sin dømmekraft. Det gør han nemlig kun, hvis der er noget, der "stritter"; noget, der får ham til at stoppe op og forholde sig til sin egen erfaring og mening om det, han læser.

Derfor mener jeg en del af svaret på dit spørgsmål om, hvad alternativet er, at lederuddannelserne skruer ned for deres brug af videnskabsteorier og traditionel ledelseslitteratur og op for brugen af metaforer, billeder, eventyr, og måske især: konkrete optegnelser fra ledernes hverdag (skrevet af både lederne og ledernes kolleger og medarbejdere), medarbejderperspektiver og -deltagelse på de uddannelseselementer, der handler om relationen mellem ledere og medarbejdere, lederstafetter (kursisterne kommer på besøg i hinandens virksomheder med det formål at observere og give feedback på hinandens konkrete ledelsesstil og -situation), virksomhedsstafetter (en del af undervisningen foregår i kursisternes virksomheder i stedet for på uddannelsesstedet) osv. osv.

Det er efter min bedste overbevisning ikke ligegyldigt, hvor og med hvem de små tankerum, der får os til at tænke og gøre noget andet end vi plejer, skabes, og for at undgå, at lederuddannelser bliver et parallelunivers, som er befriende og bekræftende for lederen, mens han befinder sig i det, men som er vanskeligt at overføre til den sammenhæng og de relationer, lederen er ansat til at gøre en forskel i, så mener jeg, det er på høje tid, vi overvejer, om der er overensstemmelse mellem det, vi (siger, vi) ønsker for vores ledere (at de kan tænke og handle selvstændigt og ansvarligt) og de uddannelsesmetoder, vi bruger til at få dem derhen.

Håber, det var svar på dit spørgsmål - ellers er du velkommen til at prøve igen :-)

Venlige hilsner

Pia

Kære Annette

Endnu engang tak for din kommentar, som bekræfter min erfaring og udlægning af undervisere på landets lederuddannelser som "meget kompetente og reflekterede mennesker", der for langt de flestes vedkommende har "en masse af det, jeg tror, der betyder mest, nemlig erfaring med både lederjobbet og de brancher, de uddanner deres lederstuderende i" (afsnit 2).

Min fornemmelse af, at "der i den grad er fokus på den praksis, det hele handler om" bekræfter du også, lige som vi synes at være fælles om opfattelsen, at ledelse ikke handler om at fælde domme, men om at bruge sin dømmekraft/lede reflekteret.

Alligevel er der noget i min artikel, der får dig til at blive "rigtig træt", og du undrer dig over, at jeg "med en filosofisk uddannelse stiller [m]ig for den vogn", der stiller teorier og praksis op som modsætninger. Og det kan jeg for så vidt godt forstå. At behandle teorier og praksis som noget, der intet har med hinanden at gøre er unuanceret og uhensigtsmæssigt - men jeg mener heller ikke, det er det, jeg gør.

Jeg har - netop fordi jeg er uddannet i filosofi - beskæftiget mig en del med forholdet mellem teori og praksis, og jeg må tilstå, at jeg ikke er enig med Levin i, at "der ikke er noget så praktisk som en god teori".

En teori er en generaliseret udlægning af et afgrænset fænomen, og er som sådan defineret ved at kunne gentages (ellers er det ikke en teori, men en observation, beskrivelse, fortolkning, ...).

Teoriernes fokus på det, der kan gentages – lovmæssighederne – betyder med den franske videnskabsfilosof Gaston Bachelards (1884-1962) ord, at fejltagelserne aldrig kommer med. Det kan også formuleres som, at teorier kun beskæftiger sig med det, vi kan blive enige om (at sige noget generelt om). Eller at teorier er renset for tvivl. Det viser sig bl.a. ved, at teorier er kendetegnet ved argumenter, det er næsten umuligt at være uenig i. Og ved, at teorier handler om ”det gode”. Den gode leder, de gode relationer, den gode organisation, det gode menneske.

Problemet, som jeg også har forsøgt at illustrere i artiklen ”Hele teorier = halve mennesker” på Den offentlige sektor.dk (http://www.denoffentligesektor.dk/blog/hele-teorier-halve-mennesker) er, at mennesket ikke er godt. Eller, som jeg husker mig selv på at huske: I hvert fald ikke udelukkende. Der er en hel masse, vi ikke kan blive enige om (at sige noget generelt om) og hverdagen er propfyldt med fejltagelser, tvivl og ”dårlig” ledelse. Det kan – og det er måske det, der er mit primære budskab i forhold til lederuddannelser – være svært at diskutere og gøre noget ved, når man ikke befinder sig i og er omgivet af de mennesker, der udgør hverdagen, men er placeret i et ”parallelunivers” bygget op omkring teorier om ”det gode”.

Det er simpelthen for svært at lave koblingen. Ikke fordi den enkelte underviser og leder ikke vil og gør sit bedste, men fordi den enkelte underviser og leder (trods alt) kun er et menneske – og derfor er kendetegnet ved en hel masse andet end at kunne opstille og spejle sig i generelle teorier. Herunder de begrænsninger og fejltagelser, der gør, at det, man har indset/erkendt i én kontekst (fx på en skolebænk sammen med undervisere og ledere, der lige som én selv kun deler den begrænsede del af deres ledelsesstil og -situation, de har lyst/adgang til) kun sjældent viser sig nyttig i en anden (fx det krydsfelt af interesser, krav og andre menneskes begrænsninger, lederen skal navigere i, når han kommer ”hjem”).

Derfor hører jeg rigtig tit, at ledere er glade for deres uddannelser og sætter stor pris på de mange perspektiver og refleksioner, teorierne giver – men at de har mere end almindelig vanskeligt ved at omsætte det, de har lært til praksis.

Men kære Annette, som du måske fornemmer, har du ramt lige ned i noget af det, der optager mig allermest, og jeg kunne derfor fortsætte i timevis. Det har jeg imidlertid allerede gjort i min bog ”Filosofi i ledelse” og endnu mere i min ph.d.-afhandling (som endnu ikke er forsvaret), der apropos temaet i din kommentar, bærer titlen ”Hinsides teori og praksis. Vilkår for filosofi og ledelse” – så jeg vil stoppe her.

Jeg er ikke i tvivl om, at du tilhører de mange kompetente undervisere, der gør det så godt som det overhovedet er muligt inden for de eksisterende rammer og forståelser af, hvad det vil sige at uddanne ledere. Jeg tillader mig blot at foreslå, at I kunne gøre det endnu bedre, hvis I fik mulighed for at udvide disse rammer og forståelser (jeg vil prøve at give et par eksempler i mit svar til Lena) – og det mener jeg ikke, man behøver en stillingskategori som underviser for, måske snarere tværtimod…

Venlige hilsner

Pia

Kære Annette og Lena. Tak for jeres kommentarer. Jeg er på vej med svar... VH Pia

Som underviser gennem mange år i Diplomuddannelse i Ledese og endnu flere års erfaring som leder, er jeg hele tiden optaget af inspiration og ideer fra omverdenen.
Jeg bliver rigtig træt af at se teorier og praksis stillet op som modsætnigner - og det undrer mig at PL med en filosofisk uddannelse stiller sig for den vogn - og selv om metaforen er interessant, handler ledelse jo ikke om at dømme, men om at lede reflekteret, dvs. at kunne tænke sig systematisk om fra forskellige iagttagelsespositioner og træffe de mest rigtige beslutninger i den givne situation.
"Min" Diplomuddannelse i Ledelse har ry for at være på et ret højt teoretisk niveau og undervisningen er tilrettelagt, så den aktuelle virkeligehd i verden og de studerendes praksis altid inddrages og relateres til de teoretiske begreber. - "der er jo ikke noget så praktisk som en god teori" (Levin)
Det har stor betydning for de studerende , at de kan genkende deres virkelighed i det teoretiske, som jo netop forklarer praksis og med de teoretiske begreber kan begribe og erkende den kompleksitet, de færdes i til daglig, hvor de må manøvrere i et krydsfelt af interesser, følelser og fjerne beslutningstagere. Mine studerende sætter i høj grad deres personlighed på spil i vanskelige sammenhænge og de er i høj grad afhængige af den reflekterede dømmekraft, der er forudsætning for god ledelse. En central forudsætning for at en studerende kan dumpe i teorien og fungere i praksis som leder forekommer teoretisk spekulativ og måske snarere et udtryk for fraværet af den teoretisk funderede refleksion i praktisk ledelse. PL er velkommen til at overvære min undervisning.
PS en stillingskategori som underviser kunne være relevant

Fantastisk indspark. Dit indlæg rammer plet og det giver stof til eftertanke. Din metafor med fodbolddommer og retssalsdommeren er super. Men jeg synes alligevel det er et lidt forenklet. Jeg oplever selv en god vekselvirkning mellem teori og praksis. Samtidig tror jeg da at alle ledere er bevidste om, at det er i praksis, at den vigtigste dom fældes.

Og hvad er alternativet?