Lederwebs guide til forandringsledelse - hvad, hvorfor og hvordan?
03.12.08
Find ud af hvad forandringsledelse er, hvordan du griber det an, og hvordan du kommunikerer under forandring
Moderne organisationer er dynamiske – konstant i bevægelse og med konstante behov for at tænke og producere på nye måder i takt med resten af samfundets udvikling.
Men selvom ordsproget lyder ”forandring fryder”, så forholder det sig ikke altid sådan. Forandringer kommer nemlig ikke altid i form af mindre og planlagte forbedringsprojekter. Nogle gange er det store omvæltninger, som bliver pålagt organisationen udefra fra for eksempel politisk hold.
Hvorfor beskæftige sig med forandringsledelse?
Tiden går, og bringer uvægerligt forandring og udvikling med sig. Derfor er forandringsledelse også en uundgåelig disciplin, som enhver leder i dag bør stifte bekendtskab med i mindre eller større omfang.
Mere konkret er forandringsledelse en måde at bygge bro mellem den forventede og ønskelige omstilling og tryghedsfølelsen blandt dine medarbejdere.
Med andre ord er forandringsledelse en løbende proces, hvor du som leder vænner din arbejdsplads til forandringer ved at tage initiativer, der gør medarbejderne mere fleksible og robuste. Det er et redskab til at gøre omstillingen nærværende og håndgribelig og motivere dine medarbejdere over for de nye muligheder. Og så er det et redskab til at imødegå usikkerhed og frustrationer blandt dine medarbejdere.
Hvordan griber du arbejdet med forandringer an?
Der er selvfølgelig stor forskel på, hvordan planlagt forandringsledelse forløber i modsætning til en spontan og improviseret. Men ofte gælder det uanset udgangspunkt, at opfattelsen af nødvendigheden af forandringen, planlægningen og den konkrete gennemførsel er de største udfordringer.
Derfor må du som leder af forandring overordnet indstille dig på at lægge meget arbejde i formidling, løbende tilpasning af strategien og engagere dig i den faktiske forandringsproces. En proces, der groft skitseret løber over faserne initiativ, analyse, formidling, handling, implementering og fastholdelse.
Et udgangspunkt for det praktiske arbejde med ledelsen af forandring kan være nedenstående fem trin:
- Start med at planlægge forandringen og sikre et særligt ledelsesfokus.
- Analyser derefter forandringsparatheden i din organisation eller afdeling og identificer kilder til forandringer internt og eksterne kritiske succesfaktorer m.v.
- Fortsæt så med at formidle forandringsvisionen til resten af organisationen og identificer kompetencehuller og ressourcebehov.
- Involver dine medarbejdere og beskriv fremtidige krav til medarbejderne og tag evt. på besøg hos virksomheder inden for jeres fagområde, der har erfaringer fra lignende forandringsprocesser.
- Implementer og fasthold forandringen ved at sparre med projektgrupper og formidle formål og resultater.
|
Forandringskommunikation
Udgangspunktet for vellykket forandringsledelse er vellykket kommunikation. I tilfældet med forandringsledelse vil det sige en åben, tovejs, nærværende, konkret og klar kommunikation.
Du bør derfor hele vejen igennem processen dele ud af din viden og åbent drøfte forskellige scenarier med dine medarbejdere, der på denne måde også får en form for medejerskab over ændringerne.
Du bør lytte meget til dine medarbejdere og sørge for ikke at sætte eller bekræfte dem i en offerrolle, når I samtaler.
Du skal sørge for, at der altid er mulighed for at stille spørgsmål, og at dem, der giver svarene, er de nærmeste til at gøre det.
Og så skal du f.eks. huske altid selv at efterleve den forandring, du ønsker.
Som en slags huskeliste i forhold til forandringskommunikation er det dog allervigtigst, at du som leder formår at skabe forståelse for og give medarbejderne indsigt i:
- Nødvendigheden af at forandre
- Formålet med projektet
- Potentialet for organisationen og for medarbejderne
- Medarbejdernes fremtidige rolle og muligheder
- Opnåede resultater
Hvad mener du?
Send din kommentarer eller del dine erfaringer med forandringsledelse til info@lederweb.dk |
Læs mere
Læs alle artikler fra Lederweb om forandringsledelse her
11 spørgsmål til forandringsledelse
Forandringskommunikation
Forandringscirklen