Frihed som regel

23.07.09

Vi har alle sammen fået at vide, at i videnssamfundets og den immaterielle økonomis tidsalder er det medarbejderen, der er virksomhedens vigtigste ressource. Vi ved også, at medarbejderens produktivitet ikke udgøres af fysisk styrke, udholdenhed og lydighed, men derimod af kreativitet, spontanitet og engagement. Den moderne medarbejders produktive potentiale kan ikke udnyttes gennem ordrer og tvang.

- Af Ole Bjerg, sociolog og post doc & Sverre Raffnsøe, professor og dr.phil, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS. 

Han er lystdreven, og hans produktive potentiale har derfor en egen iboende fremdrift. Det er så at sige et selvforløsende potentiale, og den moderne leders rolle er blot at være nænsom fødselshjælper i denne proces.

Fem benspænd

Hvis idealet for moderne human ressource management kan beskrives med ord som dialog, demokrati, samarbejde, anti-autoritær, lyst, produktivitet, så udgør udvekslingen mellem Lars von Trier og Jørgen Leth i filmen De fem benspænd fra 2003 umiddelbart en diametral modsætning til de idealer, vi her får forevist.

Trier optræder som en autoritær og antidemokratisk opdragsgiver, der i første omgang påfører sin undergivne ulyst, idet han bestræber sig på at lægge begrænsninger på hans frie udfoldelse og produktivitet.

De fem benspænd er et film-eksperiment, hvis tilblivelse vi følger undervejs. I hvad der på én og samme tid er dokumentar, fiktion og fremstilling af en tilblivelse (af et fiktivt værk), ser vi, hvordan Leth gennem samtaler med Trier får til opgave at producere fem nye versioner af sin egen film Det perfekte menneske fra 1967 efter Lars von Triers specifikke anvisninger, der har til opgave at spænde ben for Leth, så han kommer til at genskabe den oprindelige film under kreativt pres. Samtidig følger vi Leths vanskelige skabelsesproces, hvori han søger at overvinde Triers udfordringer. Og endelig får vi forevist de fem resultater, den vanskelige skabelsesproces fører til.

Det er Triers konsekvente og umiddelbare afvigelse fra samtidens gængse ledelsesformer, som gør De fem benspænd interessant. Mens moderne ledelse er projekt- og produktorienteret, er Trier tilsyneladende kun fokuseret på de regler, der skal gælde for selve produktionen af Leths film.

Disse regler er ydermere ikke begrundet i overordnede produktivitetshensyn. Deres umiddelbare intention er snarere præcis at gøre Leth uproduktiv, at forstyrre hans produktivitet. Hvad mere er, så er reglerne heller ikke resultat af en dialogisk forhandling mellem Trier og Leth; leder og medarbejder. Reglerne for Leths filmproduktion er autoritært fastsatte af Trier og ikke til forhandling.

Hvis Triers eksperiment var lykkedes, hvis det var lykkedes at få Leth til at lave noget lort, så havde filmen sikkert været meget mindre interessant. Men nu kom der faktisk en række små filmperler ud af projektet, og heri består netop det paradoks, som bør give anledning til refleksion. Hvordan kan en ledelsesstil, der gør sig umage for at være det diametralt modsatte af, hvad enhver lærebog i ledelse foreskriver, ikke desto mindre føre frem til et så fremragende produkt?

En central pointe i De fem benspænd synes at være, at regler kan være frigørende og frisættende. Reglerne for Leths produktion af de små film, og særligt det forhold, at Leth ikke er blevet inddraget i fastlæggelsen af reglerne, medfører en redistribution af ansvaret for det endelige produkt.

Denne redistribution frisætter netop Leth. Han har ikke forpligtet sig på noget særligt produkt, og han har end ikke forpligtet sig til at have lyst til at lave film efter Triers forskrifter. Således søger Trier netop at frisætte Leth til at fejle, til at lave noget lort. Men samtidig søger han at frisætte Leth fra sig selv.

Moderne ledelse og moderne arbejdsliv er præget af en vis regelforskrækkelse. Ledelse handler i dag ikke om at styre medarbejderen og opstille regler for hans eller hendes produktivitet, men derimod om at facilitere medarbejderens egen selvledelse. At udstikke regler er at være autoritær, og at være autoritær er at være gammeldags. Og hvis der er en ting, den moderne leder for alt i verden ikke vil være, så er det gammeldags.

På baggrund af De fem benspænds udforskning af forholdet mellem regler og frihed kan man spørge, om denne regelforskrækkelse i det moderne arbejdsliv kan komme til at stå i vejen for kreativitet, nyskabelse og overskridelse i vores produktive virke.

Ved at fjerne de ydre regler for medarbejderens virke og forskyde dem til domænet for selvledelse, fratager man måske medarbejderen det grundlag af fordring, udfordring, tvang og begrænsning, som er mulighedsbetingelsen for den type af overskridelse, som udgør det nyskabende.

Menneskeligt frem for perfekt

Således skal måske hverken lederen eller medarbejderen være så bange for reglerne. Ved at tage udgangspunkt i Leths oprindelige film om Det perfekte menneske udgør De fem benspænd også en undersøgelse af forholdet mellem det perfekte og det menneskelige.

Også denne refleksion er relevant i forhold til moderne ledelse og arbejdsliv. Leths egen film Det perfekte menneske er produceret uden andre regler end dem, som instruktøren Leth selv har sat op. Som sådan er den ene og alene forpligtet på sine egne kriterier for, hvad en god film er. Filmen forpligter sig således implicit på det perfekte.

Denne forpligtelse vendes om i De fem benspænd. Netop ved at pålægge Leth de arbitrære regler for produktionen fritager Trier Leth for forpligtelsen til at producere det perfekte. Trier siger sågar, at han præcis vil have Leth til at lave det uperfekte. Det interessante er imidlertid, at netop i fritagelsen fra kravet om perfektion, frigøres det menneskelige.

Hvis man ikke opstiller regler for en given produktiv aktivitet, beder man implicit om det perfekte. Hvis man derimod netop opstiller regler, så beder man blot om det menneskelige fra producenten.

I relation til moderne ledelse og arbejdsliv kan man således spørge, om man ved at gøre ledelse til medarbejderens selvledelse forløser medarbejderens menneskelighed og bringer den ind i produktionen, sådan som det er idealet for ’human ressource management’, eller om man snarere netop implicit beder medarbejdere om at præstere det perfekte og dermed blokerer for inklusionen af det menneskelige?

Citaterne i artiklen stammer fra ”At spænde ben for det perfekte – samtale mellem Jørgen Leth & Sverre Raffnsøe”, Turbulens.net, 1, maj, 2009, tema: Kognitiv Kapitalisme.

Ole Bjerg er sociolog og post doc ved Institut for Ledelse Politik og Filosofi. Han arbejder i øjeblikket på et forskningsprojekt om poker og kapitalisme. I løbet af sommeren udgiver han bogen Etik uden moral – Det gode menneske i det postmoderne samfund på Museum
Tusculanums Forlag.

Sverre Raffnsøe er professor og dr.phil. på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. Leder af forskningsprogrammet

Ledelse af Selvledelse (LAS), finansieret af Velux Fonden. Han forsker og underviser blandt andet i ledelse og ledelsesfilosofier og den sociale sammenhængskrafts historie i det vestlige samfund.