Skab rammer for innovation i hverdagen

Drift fylder rigtig meget i en travl hverdag, og kan medvirke til at både ledelse og medarbejdere mister evnen til at se innovationsmulighederne, selv når de ligger lige for. Læs om 5 felter i dit lederskab, der skaber plads til innovation i hverdagen.

Skribentinfo

"Vi vil rigtig gerne innovation - men vi har ikke rammerne til det i en hverdag præget af drift," lyder det ofte, når man spørger ledere i det offentlige om deres forhold til innovation i praksis. 
  
Men heldigvis behøver du hverken nedskrevne innovations strategier, ansøgninger til særlige puljer eller en forkromet projektorganisering for at skabe rammer for innovation i hverdagen. Rammerne til innovation ligger nemlig ikke så meget i formaliteter, som de findes i organisationskulturen.
 
Og her er det helt afgørende, at du vægter innovation i din hverdagsledelse, og viser det tydeligt gennem dine handlinger og holdninger. Det er helt enkelt , men kræver, at du tydeliggør dit lederskab i 5 afgørende felter:

1. Ansvarlighed - hav fokus på jeres mission i den store sammenhæng.

Sæt fokus på, hvad det er, der egentlig driver jer i arbejdet, og hvilke drømme og visioner der oprindeligt drev jer til faget. Det er ofte spørgsmål, man sjældent stiller i hverdagen, men præcis her ligger drivkraften, skabertrangen og arbejdsglæden for fagprofessionelle medarbejdere.

  • Din opgave er at signalere helhjertet, at du ser gabet mellem den ædle mission og hverdagens realiteter som muligheder for innovation.
  • Ellers rummer gabet desillusion og hårdt forsvarsarbejde, hvor du som leder beklager tingenes tilstand og bruger dine kræfter på forklaringer, lappearbejde og legitimering.
  • Pas på ikke at fokusere på dét, I arbejder med - nøglen ligger i dét, I arbejder for.

 

2. Medarbejderdeltagelse - husk at innovationsmulighederne findes i praksis

Medarbejderne med fingrene dybt begravede i praksis er også de bedste til at udforske og eksperimentere med nye ideer i hverdagen. Fagprofessionelle laver ofte små-eksperimenter i hverdagen helt upåagtet, som kunne være opspruget til egentlig innovation.

  • Din opgave  er at opdage og tydeligt støtte de medarbejdere, der alligevel ikke kan lade være med at finde på nyt!
  • Ellers drukner medarbejderdeltagelsen i formelle udvalg; mister pusten i dyre ord og fjerner sig mere og mere fra den praksis, hvor hele engagementet ligger.
  • Pas på ikke at påtvinge medarbejderne deltagelse - nøglen ligger i den indre motivation.

 

3. Handlekraft - gør dét selv

Vis at du selv er udforskende og eksperimenterende i dit lederskab, som jo er din hverdagspraksis! Organisationskultur ændres gennem mesterlære: medarbejderne gør ikke dét, du siger, men det du viser, at du gør. Innovation er ikke et hurtigt fix, men en vedholdende og åben proces, der nysgerrigt og kreativt afsøger nye løsninger.

  • Din opgave er derfor tydeligt at vise din opmærksomhed, tålmodighed og stolthed over, at I gør jer selv ansvarlige for udviklingen i organisationen.
  • Ellers lander innovation hurtigt i bunken af moderne ledelseskoncepter, som vi nu har prøvet - men det skabte ikke nogle resultater i længden.
  • Pas på ikke at stoppe eksperimenterne for tidligt - nøglen ligger i tålmodig udforskning

 

4. Kommunikation - vær opmærksom på at tilføre kreativitet i jeres daglige kommunikation

Kun ved at udforske hverdagens udfordringer gennem det uventede,  sjove, smukke eller provokerende, sker der noget, der bryder vante tankesæt og lader nye, originale ideer pible frem. Sproget fastholder organisationskulturen og nyt, kreativt sprog skaber om noget brud med de vante tanke- og handlemønstre.

  • Din opgave er at kommunikere udforskende og at stimulere til idéskabende samtaler omkring den konkrete opgave.
  • Ellers kommer I bare til at reproducere jeres vante kommunikationsmønstre - enten i den forstående dialog eller den høflige - men overfladiske samtale.
  • Pas på, at kreativitet ikke bliver opfattet som uproduktivt fjolleri - nøglen ligger i at du samler trådene tilbage til gabet mellem missionen og jeres hverdagsudfordring.

 

5. Arbejdsglæde - understøt innovation i hverdagen ved at fokusere dér, hvor forandringer fryder

For fagprofessionelle er der ikke noget skønnere end at lykkes endnu bedre end før - og særligt når man kan dele glæden med andre. Og innovation skaber i meget høj grad arbejdsglæde - som igen skaber motivation for innovation.

  • Din opgave er, selv at glædes over de små, små landvindinger medarbejderne gør sig hen ad vejen i retning af organisationens mission. Og ikke mindst at lade glæden sprede sig gennem praktiske resultater, ros og synlige skulderklap.
  • Ellers kommer Janteloven bare til at dræbe alle tiltag til skabertrang. Innovation provokerer nemlig tit dem, der ikke selv er en del af processen - og de reagerer desværre ofte med at sanktionere socialt.
  • Pas på, at du ikke nedtoner din og de deltagende medarbejders stolthed - nøglen ligger i at stå fast på, at forandring fryder.

Først og sidst er det helt afgørende for at skabe rammer for innovation i hverdagen, at du holder op med at tale om innovation, men i stedet skaber plads til innovation. I praksis. Vis med dine holdninger og handlinger, at du VIL skabe rum for værdifulde forandringer. Og at du TØR sætte dig selv i spil i ARBEJDET FOR at skabe rammerne for organisationens mission.

Innovation i hverdagen

Væksthus for Ledelse har også en publikation om innovation i hverdagen. Publikationen opstiller 10 enkle veje til, hvordan ledere kan skabe innovation i deres hverdag.

Download eller bestil publikationen her - helt gratis


Læs mere om innovation:

Signalér de rigtige værdier

Vælg den rigtige hat

Skribentinfo

Kommentarer