Anerkendende, værdiskabende evaluering i organisationer

01.03.07

Organisationer og virksomheder bruger stadig flere ressourcer på at evaluere og dokumentere. Men hvordan får man egentlig størst muligt udbytte af dette arbejde?

I enhver evalueringssammenhæng bør man forholde sig til fire grundfaser: Design, datagenerering, databearbejdelse og formidling af resultaterne. Disse fire faser er gensidigt afhængige og beslutninger taget i den ene fase vil havde stor betydning for mulighederne i de følgende faser.

Vi vil foreslå fem forskellige distinktioner, som man med fordel kan forholde sig til, når man skal træffe beslutninger og valg i de fire grundfaser:

• Den første er evaluering som henholdsvis summativ og generativ praksis. Denne distinktion går på, om evalueringen har til hensigt at give et klart billede af organisationen ift. fx. målopfyldelse (summativ), eller om evalueringen i højere grad tilsigter at gøre en forskel fremadrettet i organisationens videre liv (generativ).
• Den næste er, om evalueringen er produkt- eller procesorienteret. En produktorienteret tilgang vil sigte mod besvarelse af spørgsmål som ’hvad skal vi evaluere og dokumentere?’; mens en procesorienteret tilgang vil fokusere på spørgsmålet ’hvad skal effekten være af evalueringen?’
• Den næste er, om evalueringen er internt eller eksternt fokuseret. Det gælder både spørgsmålet, om resultaterne af evalueringen primært er til internt eller til eksternt brug, samt spørgsmålet, om evalueringen bedst og mest troværdigt varetages af interne eller eksterne parter.
• Den fjerde distinktion er graden af passivitet vs. aktivitet fra de impliceredes side. Spørgsmålet her er, ’hvem skal være hhv. aktive og passive i evalueringen, og hvorfor?’ Spørgsmålet er vigtigt, idet evalueringer ofte er noget, der ’udføres på’ organisationer – uden at organisationens medlemmer bliver involverede. Dermed risikerer man, at evalueringens resultater bliver irrelevante og uden læring.
• Den femte og sidste distinktion er stabilitet overfor bevægelse. Distinktionen handler om, hvad der dokumenteres og evalueres: Arbejder man på at tage øjebliksbilleder og dokumentere noget, der står stille, eller arbejder man på at evaluere noget, der er i bevægelse? Fokuserer man på stabilitet, vil man få dokumentation på, hvor man kommer fra, hvor man er, og (måske) hvor man gerne vil hen. Fokuserer man på bevægelse, vil man i højere grad få dokumentation på, hvad der skabte udviklingen fra før til nu – og dermed (måske) hvad der skal til, for at komme videre.

Ved at forholde sig refleksivt til disse spørgsmål, vil man kunne tilrettelægge og gennemføre en evaluerings- og dokumentationsproces, der vil have et proaktivt og fremadrettet, frem for et rent bagudrettet og afrapporterende sigte.

Det helt grundlæggende spørgsmål, man bør stille sig forud for en evaluering, er: ’Hvilke forskelle skal det at måle, dokumentere og evaluere afstedkomme i organisationen?’