Sekundær navigation


Måling og evaluering

Ekspert: Offentlige ledere vil gerne dokumentere

26.06.07

En lederundersøgelse fra FTF viser, at de offentlige ledere i høj grad har taget idéen om dokumentation til sig, mener professor på SDU, Peter Dahler-Larsen. Men undersøgelsen viser også, at lederne synes, at der i dag er alt for megen dokumentation, og at en stor del ikke giver mening. Dahler-Larsen foreslår et dokumentationsstop fra regeringens side.

- Af Marianne Meinke

Peter Dahler-Larsen, professor på Syddansk Universitet og en af landets førende forskere indenfor bl.a. evaluering og dokumentation, finder resultaterne af FTF’s nye undersøgelse om dokumentation i det offentlige yderst interessante.

Han har set på svarene fra de 400 ledere indenfor politiet, social-, sundheds-, skole- og daginstitutionsområdet, som analysebureauet Catinét har interviewet på vegne af FTF.

Peter Dahler-Larsen hæfter sig ved, at tilslutningen, som han siger, faktisk er ”ganske overvældende”, når det drejer sig om selve idéen om at dokumentere det arbejde, der finder sted på landets skoler, sygehuse, daginstitutioner, social- og sundheds- og jobcentre, mm.:

”Det er tankevækkende, i hvor høj grad lederne faktisk er hoppet med på bølgen omkring dokumentation. Selvom nogle er temmelig skeptiske, er det generelt set for de offentlige ledere i dag indlysende, at man ikke kan udøve ledelse uden dokumentation. Jeg ville også meget nødigt være leder i dag, hvis ikke jeg kunne dokumentere arbejdet på den arbejdsplads, hvor jeg var leder. Mange ledere bruger fx også dokumentationen som en løftestang til at flytte medarbejdernes indsats,” siger Peter Dahler-Larsen.

Ifølge undersøgelsen er hele 86 procent af lederne helt eller delvist enig i, at opgaven med at dokumentere arbejdet er fagligt meningsfuldt. Men kun lidt over halvdelen af lederne – 59 procent - mener, at det dokumentationsarbejde, som lederen og kollegerne udfører i dag er godt givet ud i forhold til den tid, opgaven tager. Hele 84 procent af lederne mener endvidere, at opgaven tager tid fra kontakten med borgerne. Læs også artiklen ”Dokumentation tager tid fra borgerne”.

Dokumentationsstop

”Omfanget af dokumentation i det offentlige har taget overhånd. Og ifølge undersøgelsen er det tydeligt, at det er dokumentationskravene fra Folketinget, der rydder bulen. Det betyder, at regeringen ganske effektivt kan sætte ind ved at gennemføre et dokumentationsstop. Fx ved at sige, at det omfang af dokumentationskrav, der findes i lovgivningen pr. 1. september 2007, ikke må blive større. Hvis regeringen finder på nye former for dokumentation, må der ryddes ud i nogle af de gamle krav,” siger Peter Dahler-Larsen.

Netop dokumentation af arbejdet i den offentlige sektor står højt på den politiske dagsorden i forbindelse med den forestående kvalitetsreform og de aktuelle trepartsforhandlinger.

Ifølge professor Peter Dahler-Larsen fra SDU gør politikerne i folketing, kommuner og regioner klogt i at satse på at inddrage de relevante faggrupper, når kravene om dokumentation fastlægges.

”Erfaringerne viser, at jo større viden og forståelse, de der opstiller kravene om dokumentation, har for det område, som de der skal udarbejde dokumentationen, arbejder indenfor, jo mere mening giver det. Det giver fx ikke mening, når regeringen opstiller et krav om, at ”nu skal alle de gamle i bad hver dag”. Her må man i højere grad tage hensyn til den enkelte,” siger Peter Dahler-Larsen.

Sygeplejersker er mest tilfredse

Selvom det generelle billede er, at lederne mener, at dokumentation generelt set giver god mening, er der stor forskel på tilfredsheden, når man dykker ned i de enkelte brancher, påpeger Dahler-Larsen.

Ifølge undersøgelsen er hele 95 procent af lederne indenfor sundhedsområdet, der foruden sygeplejersker også tæller fx ergo- og fysioterapeuter, helt eller delvist enige i, at opgaven med at dokumentere er fagligt meningsfuld. En større del af lederne indenfor sundhedsområdet - 71 procent – mener endvidere, at dokumentationsarbejdet er godt givet ud i forhold til den tid, det tager – mod 59 procent af lederne generelt.

”Det er meget tydeligt, at sundhedsområdet kommer ud som det område, hvor der er størst sammenhæng mellem dokumentationskravene og den effekt, som lederne oplever. Det skyldes sandsynligvis, at det er lettere at blive enige om, hvad der er kvalitet indenfor syge- og sundhedspleje. Rask er fx bedre end syg og levende bedre end død. Samtidig har sygeplejerskerne qua den medicinske verden en lang tradition for træning og evidensbaseret arbejde. Desuden er dokumentationskravene langt hen ad vejen nogle, de selv har opstillet. Det er ikke regeringen, der har proppet dem noget ned i halsen, når sundhedspersonalet fx er kommet frem til, at her er genoptræning mere virksomt end 50 ml. et-eller-andet,” siger Peter Dahler-Larsen.

Ifølge Peter Dahler-Larsen har der været et mindst lige så stort skub på social-, undervisnings- og daginstitutionsområdet, når det drejer sig om at dokumentere arbejdet. Det viser undersøgelsen også. Men her er det mere ”værdiladet”, hvad der er kvalitet i arbejdet, hvilket kan give en større utilfredshed, som Peter Dahler-Larsen siger.

”Det ser ud til, at der er nogle store udfordringer på de andre områder, hvor der er et langt større skred mellem kravene om dokumentation og tilfredsheden. Disse områder kunne måske tage ved lære af sundhedsområdet. Hvis man fx som pædagogerne i mange år har gjort, nemlig ment, at det, der foregår i en daginstitution ikke kan måles og vejes, så overlader man banen til eksperter og politikere, der alene definerer, hvad der skal dokumenteres på,” siger Peter Dahler-Larsen.

Dansk Socialrådgiverforening var sidste år fremme med en undersøgelse, som viste, at socialrådgiverne bruger 18 procent af tiden på borgerne, mens resten af tiden bliver brugt på andre opgaver. Og blandt lederne indenfor det sociale område er begejstringen da også langt lavere end for sundhedsområdet. Her mener kun 52 procent af lederne, at tiden brugt på dokumentation er godt givet ud.

Ifølge FTF kan det være behæftet med en mindre usikkerhed at konkludere indenfor de enkelte fem brancher, der deltager i undersøgelsen, nemlig det pædagogiske og det sociale område, undervisnings-, sundheds- og politiområdet. Men Dahler-Larsen mener, at resultaterne stemmer godt overens med hans tidligere erfaringer.

Hent socialrådgivernes undersøgelse her






Væksthus for ledelse , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 22 43 11 00 , E-mail info@lederweb.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes

Et tip om denne side er sendt til den angivne e-mail.

Anmeld upassende kommentar

Vil du anmelde denne kommentar?


Der vil blive sendt en mail til moderator, der vil tage stilling til anmeldelsen

Din anmeldelse er modtaget og vil blive behandlet snarest

Kontakt os

Hvis du har tilføjelser eller ideer til ord, så send dem til os.

Felter markeret med * skal udfyldes

Din kommentar er sendt.
Tak for din henvendelse.