Beskrivelse:
- På vej mod den inkluderende organisation
I de danske kommuner har vi i flere år arbejdet med forskellige kulturer, simpelthen fordi vi har mange arbejdspladser og løser et konglomerat af forskelligartede opgaver samtidig, for eksempel både indenfor service- og myndighedsopgaver.
Vi har også i flere år arbejdet positivt med forskellige ligestillingsprojekter for at udligne forskelsbehandling på grund af køn eller etnisk baggrund. De sidste næsten altid med det formål at nedbryde barrierer for ligestillingen. Senest er også diskussionen om det rummelige arbejdsmarked blevet en del af den kommunale virkelighed.
Det er derfor ingen nyhed, at det kan være vanskeligt at være leder i en sådan sammensat virksomhed, når forskellene skal udnyttes fremadrettet til fordel for hele kommunen og kvaliteten i den service, som borgerne tilbydes. Det lykkes langtfra altid, og der er ofte tale om reaktion, der mere bærer præg af nødvendighed end af proaktiv tænkning.
En af årsagerne hertil er måske, at der ikke er så meget viden og erfaring til rådighed om, hvordan man kan udnytte forskellene mere systematisk og konstruktivt. Med bogen Mangfoldighed som virksomhedsstrategi er der rådet bod herpå. Her kan man få både teoretisk og praktisk viden og inspiration til, hvordan man som leder systematisk kan indarbejde mangfoldighed i sin og virksomhedens strategi.
Indfaldsvinklen i bogen, der tager udgangspunkt i erfaringerne med at bearbejde forskelsbehandling på grund af køn, er praktisk anvendelig, fordi den præsenterer relevante danske og udenlandske erfaringer om, hvordan man har gjort og opnået positive resultater hermed.
Den er også en god teoretisk kilde, idet den præsenterer modeller og metoder som inspiration i tilrettelæggelsen af arbejdet med mange forskelligheder.
De ti læresætninger i kap. 6 er særdeles centrale at gøre sig bekendte med i det vanskelige ledelsesarbejde med at gøre forskelle til noget proaktivt, i stedet for at se det som barrierer, og i arbejdet med at få indarbejdet mangfoldighedsledelse i den overordnede virksomhedsstrategi.
Det er nemlig en vigtige pointe i bogen, at arbejdet med mangfoldigheder kræver topledelsens bevågenhed, fordi der først sker noget, når det er indarbejdet i virksomhedsstrategien.
Men en lige så vigtig pointe er, at kun hvis det er muligt tydeligt at forklare i organisationen, hvorfor det er nødvendigt – og opnå forståelse herfor, og kun hvis der kan skabes interesse fra organisationens fundament, medarbejderne, kan der skabes resultater, der holder.
Arbejdet med mangfoldighedsledelse og den inkluderende organisation blive derfor en nødvendig del af en helhedsorienteret virksomhedsstrategi. Det kan ikke stå alene. Derfor passer bogens tanker meget godt ind i tiden, hvor værdibaseret ledelse bliver stadig mere udbredt i alle typer virksomheder. Det gør den særdeles aktuel.
Bogens præsentation og anvendelse af de nye begreber ’mangfoldighedsledelse’, ’inkluderende’ og ’ekskluderende’ organisation er nok forståelig for ledere. Begreberne er både klart definerede og afgrænsede. Alligevel vil jeg som praktiker have vanskeligt ved at bruge disse begreber i forhold til medarbejderne, fordi de ikke er logiske uden videre forklaring. Det samme har også ofte været tilfældet i ligestillingsdebatten, f.eks. med begrebet ’mainstreaming’. Gid det var muligt at finde og benytte mere sigende begreber i ledelsesdebatten.
Læs bogens indledning
- Forfatter:
- Benedikte Jacobs, Dorte Cohr Lützen, Elisabeth Plum
- Forlag:
- Gyldendal Uddannelse
- År:
- 2001
- Sider:
- 151
- Pris:
- 308
- ISBN:
- 87-00-48884-4
- Køb bogen her