Ulrik Wilbek: Vejen til en vinderkultur
05.08.08
Læs eksklusivt uddrag fra Wilbeks bog om lederens veje og barrierer mod at skabe en vinderkultur.
Hvad er en vinder?
I det øjeblik du opnår dit mål, er du en vinder!
Det gælder altså ikke om, at du bliver nr. 1. Det afgørende er, at du sætter dig mål eller opstiller succeskriterier.
Alle kan blive vindere, fordi enhver kan finde ting i hverdagen, hvor man kan sejre. Det er op til den enkelte at sætte målene eller succeskriterierne. De kan være målbare eller følelsesbaserede.
Alt efter om du vil tabe dig i vægt eller have et harmonisk familieliv. Hvis du tror på dig selv kan du skabe motivation, fordi du ser for dig, at du kan opnå et givet mål.
Vindere har nemlig evnen til konstant at kunne finde motivation. De lader sig ikke begrænse af problemer, men søger tværtimod løsningen på dem. Når du har opnået dét, som du har sat ord på, er du en vinder i forhold til dig selv og din egen udvikling. Det skaber vækst, positivitet og glæde for dig i hverdagen.
Ved at sætte et mål, opstiller du samtidig et succeskriterium, og det er med til at frembringe vinderadfærd. Det ligger direkte i ordet succeskriterium: Jeg klarede det! At have succes er at lykkes – at lykkes er at være en vinder.
For en håndboldspiller er succeskriteriet for eksempel at blive landsholdsspiller. For at komme på landsholdet opsætter han en række delmål for sig selv: Han skal leve et sundere liv og spise mere fornuftigt, og han skal samtidig have omdannet fedt til muskler. Delmålene og opfyldelsen af dem gør det nemmere at nå frem til det endelige mål.
Et succeskriterium for en mindre kommune kan gå på, at de vil have flere indbyggere. Det er ikke nødvendigvis succeskriteriet for Århus Kommune, som har mange indbyggere. For Århus Kommune gælder det måske om at pladsanvise alle børn til dagsinstitutioner.
For en tredje kommune er succeskriteriet at få overskud på bundlinjen, mens Københavns Kommune måske vil bygge flere idrætshaller, fordi der er for få i forhold til behovet. Sådan kan kommuner eller virksomheder have vidt forskellige succeskriterier.
Erhvervslivet har i disse år blikket rettet mod sportens verden, og i særdeleshed mod de sportsfolk, som har vundet noget. Vinderne er interessante, for hvordan har de vundet, og hvordan har de ændret kulturen til at blive en vinderkultur?
Selv har jeg talt en del om vinderkultur, men man skal passe på, at det ikke bare bliver et forslidt ord: Vi skal skabe en vinderkultur! Fint, men hvordan?
Alle kan blive vindere
Overordnet er vindere karakteriseret ved, at de har visioner og tør drømme. For eksempel ser jeg altid for mig, at guldmedaljen bliver hængt om halsen. Jeg har set det for mit indre; så jeg ved, hvordan det foregår. Eller rettere: Jeg har set, hvordan vi jubler, når kampen er forbi. Jeg ved, hvordan vi vinder hver eneste kamp under et mesterskab.
Jeg har set modstanderne; jeg ved, hvordan de reagerer; jeg har set, hvordan vi reagerer, når vi vinder. Og jeg har set “båndet” af kampen igennem, inden den går i gang. Det er ikke altid, det er helt samme “bånd”, som afspilles under kampen. Men hele denne måde at anskue tingene på forsøger jeg at videregive til mine spillere. At de også gør det. At de tør gøre det.
Herrelandsholdet er ikke kommet blandt de otte bedste nationer ved verdensmesterskabet siden 1982. Det agter vi at lave om på! Derfor er vores målsætning, at vi skal komme blandt de otte bedste. Hver gang!
Det er en stor udfordring, og den er langt større end at tage til europamesterskabet, for der har vi vundet tre bronzemedaljer i træk. Og et af de første skridt i forbindelse med VM-målet er at turde sige: Det kan godt lade sig gøre. Jeg tør godt sætte billeder på – det er ikke sikkert, at det bliver sådan. Men jeg tør.
Hvis man ikke tør, vinder man ikke noget som helst.
Du skal have visioner, og det er derfor ikke nok at sætte hurtige mål op. Kortsigtede mål giver ikke langvarig succes. Du skal have noget, som peger længere frem. En vinderkultur er for eksempel at skabe en klub, som også er der om 15 år. Vi vil ikke skabe døgnfluer. Der er eksempler på klubber, som popper op, men i løbet af kort tid er de væk igen. Og det er der en grund til. Disse klubber er hverken kultur- eller procesorienterede.
Når de ikke har skabt en kultur i klubben, har de heller ikke skabt en vinderkultur. Deres eneste mål handler om, at de skal vinde for enhver pris, men de har ikke sørget for, at alt det rundt om er i orden, inden de går i gang med processen.
Kortsigtede mål giver ikke langvarig succes
Imidlertid kan man opnå meget fornemme resultater og vinde store mesterskaber på denne lynmåde. Det er jo bevist, men det er uinteressant for mig. Det spændende er at være med til at skabe en kultur på samme tid. Det ser jeg som den helt store udfordring.
Man kan direkte overføre det til, at virksomheder, der virkelig ønsker at skabe en kultur, er dem, som også ser et formål med at være der om 20 år. De ser ingen værdi i kun at sejre i år.
Virksomhedsbestyrelser, som ikke interesserer sig for processen, ansætter den slags ledere, der arbejder meget hurtigt og fungerer som brandslukkere. Når lederen er brændt ud, ansætter bestyrelsen en ny af samme støbning. Helt godt bliver det aldrig.
På et eller andet tidspunkt falder tingene helt fra hinanden, fordi disse virksomheder kun sjældent har en organisation. Man vil til stadighed se virksomheder og klubber agere på denne måde, men ingen af dem vil eksistere på sigt.
For mennesker med dén indstilling har det overhovedet ingen værdi at være med til at opbygge en forenings- eller virksomhedskultur. Deres eneste mål er selv at komme frem i verden.
Om at udvikle succeskriteriet
I bestselleren “Blue Ocean Strategy” har W. Chan Kim og Renée Mauborgne gjort den interessante opdagelse, at hvis man kigger på virksomheder gennem de sidste 100 år, er ingen reelt på toppen hele tiden.
Det går op og ned, og kun fem procent overlever – 95 procent af virksomhederne eksisterer ikke mere. Forfatterne taler om, at man konstant skal finde nye områder, hvor der ikke er konkurrenter.
Den største vækst ligger gemt i det, andre endnu ikke har fundet på. Derfor har iværksættere, der samtidig er en slags opfindere, størst chance for at bryde igennem. Nu om dage er der ikke noget specielt nyt i at lave endnu et pizzeria eller endnu en café, men da brdr.
Strecker i sin tid startede med deres cafékoncept på Strøget, var det en gigantsucces, fordi ingen andre i Danmark havde prøvet at etablere sådan en café. Efterhånden forsøgte andre naturligvis at kopiere konceptet eller sågar forbedre det.
Man skal være bevidst om, at hvis man ikke konstant udvikler sig selv og sit forretningskoncept, bliver man overhalet. Man skal hele tiden sætte nye succeskriterier op, der signalerer udvikling og forbedring. Således skal det også være på det individuelle plan.
Nye tanker, nye rutiner: hele tiden udfordre sig selv
Jeg kan give et eksempel: Én af mine spillere finder måske ud af, at han endnu ikke har satset 100 procent på håndbold. For at være i stand til at satse optimalt indser han, at han skal lægge sit liv om. Det gør han i et halvt år, og der kommer meget godt ud af det. Bare ikke det, som han arbejdede på: at blive udtaget til verdensmesterskabet.
I den situation er det meget vanskeligt for ham at fortsætte livsomlægningen, hvor han er holdt op med at ryge og drikke kaffe og spise fede sager. Han kan ikke se noget formål med at fortsætte, når han alligevel ikke kom til VM. Der vil være en overordentlig stor fare for, at han falder tilbage til sin gamle livsstil.
Derfor bør hans ambition om at komme til VM kun være et delmål på vejen til at få et bedre liv eller blive sundere. Skulle det glippe med at komme til VM i første omgang, kan han arbejde på at komme med til næste VM, for det vigtigste er at få et bedre liv.
Hvis vi forestiller os, at hans eneste mål går på at blive udtaget til verdensmesterskabet, så spiller han sandsynligvis ikke noget godt VM. Han vil være tilfreds, fordi han på forhånd har opnået det, han ville, nemlig at komme med til slutrunden.
For at opretholde din egen motivation er det vigtigt, at du konstant forsøger at udbygge og videreudvikle dine målsætninger, da der altid vil være en risiko for, at du stiller dig tilfreds: Fint, nu har jeg nået, hvad jeg stilede efter.
Før i tiden så man det meget tydeligt med udtagelsen af danske atletikfolk i forbindelse med Olympiske Lege.
De blev udtaget alt for tidligt – helt op til et år før OL. Herefter var der ingen udvikling, for nu var de ikke nær så seriøse. Til gengæld var de tilfredse. Deres mål gik udelukkende på at blive udtaget til OL, fordi det var en oplevelse for livet. Ingen af dem kunne forestille sig, at de skulle vinde medalje.
Vinderkultur
Viborg Håndbold Klub er et strålende eksempel på en vinderkultur, hvor man har haft tålmodigheden til at forfølge en drøm. Jeg var med til at starte det hele i 1988. I dag har Viborgs damer vundet Champions League, mange danmarksmesterskaber og flere andre titler, og herrerne er kommet godt med i Håndboldligaen.
Aktieselskabet Viborg Håndbold Klub er nu en stor virksomhed med 65 fuldtidsansatte og en årsomsætning på over 40 millioner kroner, virksomheden bliver større år for år, og man bliver ved med at udvikle ideer.
I to perioder har jeg haft den store fornøjelse at være med. Jeg bilder mig ind, at en af grundene til, at det er blevet til det, det er, skyldes, at jeg har været en slags kulturbærer; jeg har været den, der har båret kulturen fra ungdomsafdelingen op i A/S’et og ned igen.
Jeg har hele tiden sagt: Husk rødderne, husk nu foreningen osv. Det har været meget vigtigt for mig, at folk synes, at håndboldklubben er et rart sted at være, og selv om klubben i dag er et større foretagende, må det for Guds skyld ikke bare blive en koncern.
Kontinuiteten har jeg også stået for. For næsten 20 år siden var der en række erhvervsfolk, som skabte visionen om, at man kunne bringe håndboldklubben helt frem i forreste linje, og det arbejde gik jeg med ind i. Allerede dengang var min eneste betingelse, at man afsatte en pulje til ungdomsafdelingen, der på det tidspunkt nærmest ikke eksisterede.
Det var ud fra den betragtning, at vi ved at afsætte en pulje til de unge på et senere tidspunkt ville være i stand til at forsyne os selv med talenter. Ét godt ungdomshold så jeg, det var damejuniorholdet. Det valgte jeg selv at træne sammen med seniorerne.
Én af spillerne på damejuniorholdet hed Heidi Astrup ... Hun er i klubben den dag i dag. Sådan noget betyder utrolig meget for mig. Folk kan kalde min holdning for nostalgisk eller romantisk, men det synes jeg jo netop ikke, den er.
Med den flygtighed, der er i vort samfund i dag, og hvor zapperkulturen er blevet en del af alle menneskers dagligdag, tror jeg ikke, at det kan understreges nok, hvor betydningsfuldt det er, at folk har noget at holde sig til. Det være sig de mennesker, der er en del af virksomheden, klubben, foreningen; det være sig fans.
Det er centralt, at man har et fast holdepunkt, fordi behovet for variation hele tiden står over for behovet for tryghed. På den måde kan man føre en forretning, hvor man hele tiden finder på nye ting, og hvor man har en tryg kultur, som folk kender til: Her ved vi, at vi kan komme.
Her ved vi, hvad der sker, og her er vi trygge. Det er også derfor, at en klub som Viborg Håndbold Klub også lever om 20 år. Fordi klubben har sikret sig alle disse ting kulturmæssigt og organisationsmæssigt.
For et par år siden var visse klubber mere trendy. Det var blevet lidt kedeligt, at Viborg vandt hele tiden. Min fornemmelse er, at der blev for meget “plejer” over det. Men pludselig vandt Viborg ikke hver gang. Nogle var rent faktisk dygtigere og begyndte at få fat.
Når tilfredsheden breder sig, er det umuligt at skabe en udvikling, og det var nok det, der skete i Viborgs tilfælde. Man blev overhalet indenom. Men det skabte efterhånden fornyet motivation til at vinde. Man fik et incitament. Folk sagde: “Det hér vil vi gerne. Det hér er fedt. Det er rart at samles om. Og det er ikke bare sådan en døgnflue.”
Viborgs succes i Champions League i foråret 2006 gav en samhørigheds- og stolthedsfølelse. Det føltes på samme måde, som da Viborg vandt det første danmarksmesterskab eller nåede i den første europæiske finale.
Folk kom og sagde: “Hold da op, og det var du med til at starte. Nej, hvor er det stort.” Folk i håndboldklubben oplevede: “Vi gjorde det rigtige.” For du kommer jo i tvivl. Det sker helt naturligt, når du i en kort periode bliver overhalet: Er det det rigtige, jeg gør? Skal jeg gå med på de andres galej? Skal jeg glemme processen?
Nej, bare fortsæt. Bliv endnu dygtigere. Arbejd hårdere på endnu flere ting. Få endnu flere ideer. Så kommer det, fordi man har kulturen at bygge på. Efter sejren i Champions League 2006 bliver det spændende at følge, om Viborg Håndbold Klub stadig vil være stand til at motivere sig, eller om der vil opstå selvtilfredshed.
Væk fra rutinerne
Hvis du hensygner i rutiner eller stiller dig tilfreds, stopper al udvikling. Tilfredshed er for mig stilstand, hvor du forfalder til at slappe af, fordi tingene går godt, og du ikke længere er i stand til at finde motivationen til fortsat udvikling.
Tennisspilleren Mats Wilander har fortalt, at da han i 1990 blev nr. 1 på verdensranglisten, forsvandt motivationen. Han følte ikke, at han længere havde noget at stræbe efter. Han havde sat sig for at blive den bedste i verden, og da han blev det, sagde han: “Hvad nu?” Han havde ikke noget nyt mål.
Derfor skal du bestræbe dig på hele tiden at afprøve nye tanker, ideer og indføre nye rutiner. Indimellem bliver du nødt til at søge tilbage til basis. I håndboldens verden laver vi kaste-gribe-øvelser. Vi skal simpelthen vide, hvad det er, vi kan klare til træning.
Derfra kan vi stille og roligt bygge os op – det har jeg såmænd også gjort med herrelandsholdet, hvor vi lavede kaste-gribe-øvelser, byggede op og hældte på. Det overraskende er, at det kan ende med at blive meget sjovt at tælle, hvor mange gange man kan kaste bolden frem og tilbage uden at tabe den. Hvis det vel at mærke kun er en gang imellem.
Med damelandsholdet forsøgte jeg også at lave en forandring: Vi lavede alting om og gjorde tingene modsat; startede med det, vi plejede at slutte med. Væk fra rutinen. På den måde fik man hver enkelt til at bidrage konstruktivt, når de var hjulpet på vej.
Læs også:
Anmeldelse af Urik Wilbeks bog
Køb bogen af Ulrik Wilbek her
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer