Beskrivelse:
Boganmeldelse: Tilliden og magten
"Undervejs må vi tage forestillingen om ”den suveræne leder” under kærlig behandling. Vi ser os nødsaget til at skrælle lag på lag af denne leder, til han står tilbage nøgen og forfrossen. Det er nødvendigt for at give plads til nytænkning.”
|
Allerede på første side i bogen Tillid og magten lokkes læseren med forfatternes mission om udfordre tidens ledelsesfilosofi og praksis med afsæt i tillidsbaseret ledelse. |
|
 |
Bogen indledes med et historisk rids om den magt og de ledelses-paradigmer, der i dag står til rådighed for ledelse.
Tilsammen bygger de på forestillingen om, at lederne tænker, og medarbejderne handler.
Tillidsbaseret ledelse gør op med denne sondring. Organisationer skal i stedet udnytte det kæmpe potentiale, der ligger i, at lade den enkelte medarbejder tænke og handle selv.
Lederen, magten og moderne ledelsesfilosofier
Forfatterne forklarer, hvorfor moderne ledere ikke er kommet ud af deres historiske binding til magten som lederens naturlige fundament. Lederens rolle er nemlig fortsat at tjener de højere magter i organisationen.
I det formål vil lederen arbejde efter organisationens og egne mål og vil/tør derfor ikke uddelegere ansvar til andre. Hvilket ikke rummer meget håb for tillid som ledelsesgrundlag.
Så er forfatterne varmet op. De fortsætter med at kritisere de fem ledelsesfortællinger Scientific Management, Human Ressource Management, Human Relation Management, Visionsledelse eller Værdiledelse for dybest set ikke at ændre magtforholdet mellem leder og medarbejdere.
Forfatterne giver gode argumenter for at disse fortællinger ikke bidrager til andet end at forfine magten - og delvist bare har gjort magtanvendelsen usynlig. For medarbejderne har fx ikke ansvaret, hvis de inden for definerede mål skal skaffe (ledelsens) resultater.
Her er vi ved vejs ende i bogens første del. Det er provokerende, underholdende og lærerig læsning og eksemplerne gør det let at genkende fra ledelse i praksis.
De to andre dele i bogen er opbygget omkring udøvelsen af tillidsbaseret ledelse i organisationer og gevinsten.
Tillid kræver at turde
Tillid defineres i bogen som en ”tilvalgt risiko mod forventet merværdi”. I praksis kan det oversættes til at give noget til andre – andre organisationer, afdelinger og medarbejdere – uden (med det samme igen) at forvente at få noget igen.
Tillid er også at turde at give slip på magten og som sådan noget absolut. Fx når LEGO inviterer børn til at være med til udvikle deres produkter uden at frygte at den åbne produktudvikling giver problemer. Eller når en række kommuner omkring Trekantsområdet laver en fælles plan for udvikling af kulturelle begivenheder i stedet for at konkurrere mod hinanden. Eller da fire danske slagterier bad deres medarbejdere om selv at styre og udvikle deres arbejdsplads. Det skabte revolutioner i fleksibilitet og nedbringelse af sygefravær.
Ledelse som gaveøkonomi
Ledelse, der baserer sig på tillid kan ifølge forfatterne med fordel indeholde tre pligter: pligten til at give, pligten til at modtage og pligten til at orkestrere denne udveksling. Pligten til at give og modtage kalder forfatterne for gaveøkonomi.
Gaveøkonomien åbner for en eksplosiv merværdi, der består i, at et enkelt bidrag til et netværk af medarbejdere og andre organisationer, kan aktivere hele netværkets bidrag den anden vej.
Alt sammen ud fra en grundlæggende overbevisning om, at alle har en fælles interesse i at skabe et godt resultat - sammen. Og at det er gammeldags at dele en organisation op i at nogle tænker og andre handler. At jo mere du inddrager dine omgivelser desto mere har du mulighed for at vinde.
Beskrivelsen af lederens rolle i tillidsbaseret ledelse er lidt diffus. Rollen kræver nok primært bevidst at turde løbe en risiko - og at være villig til at give slip på magten. I praksis fx ved at lade praksis bestemme frem for forkromede strategier.
Men det tætteste bogen kommer på et konkret redskab er faktisk ret overraskende LEAN. Men på den anden side meget indlysende fordi LEAN i et-eller-andet omfang er baseret på, at medarbejderne selv overtager ansvaret (og magten) for produktionen.
I bogens sidste kapitler begynder der at være lidt for mange gentagelser og referencer til andre dele af bogen – hvilket på mig virkede lettere irriterende. Men den er godt og levende skrevet på en ikke-akademisk vellykket måde.
En god ven sagde engang, at medarbejdere ikke vil styres – de vil ledes. I disse år ledes der efter en vej, hvor man kan lede uden at styring og kontrol tager overhånd.
Find din (nye) ledelsesvej
Du skal læse bogen, hvis du er en af de mange, der har ledt efter en alternativ vej. Derfor kan det godt virke lidt forførende og farligt at læse bogen.
Farligt fordi du samtidig skal være bevidst om – og det nævner bogen flere gange - at tillidsbaseret ledelse er forbundet med en risiko. At turde slippe magten er at slippe kontrollen. Alternativet er dog heller ikke uden risiko. Og det burde betaler sig at turde have tillid til sine omgivelser og medarbejdere. Ellers giver det nok alligevel ikke mening at have magten.
Læs uddrag af bogen Tilliden & magten
- Forfatter:
- Steen Vallentin, Sverre Raffsøe og Niels Thygesen
- Forlag:
- Børsens Forlag
- År:
- 2008
- Sider:
- 245
- Pris:
- 460
- ISBN:
- 8776641414
- Køb bogen her