Hvad er karriereplanlægning?

Med karriereplanlægning får du mulighed for at ridse dine muligheder op, så du bedre kan træffe de valg, der leder i den retning du gerne vil.

Skribentinfo

Karriereplanlægning betyder, at du forholder dig systematisk til dine nærmeste år på arbejdsmarkedet.

Grundlæggende handler karriereplanlægning om tre spørgsmål:

  1. Hvor er du nu?
  2. Hvordan er du kommet dertil?
  3. Hvor vil du gerne hen?

De to første spørgsmål kan hjælpe dig med at svare på det tredje.

Karriereplanlægning leder ikke frem til en enkelt bestemt afklaring, og der er ingen rigtige løsninger - det er op til dig selv at finde den løsning, der er rigtig for dig.

Når du arbejder med karriereplanlægning, er der fire centrale delmål for processen:

  • Det skal stimulere din refleksion.
  • Det skal give dig mulighed for at bryde med vaner og vante forestillinger og tænke større tanker.
  • Det skal give dig mulighed for at forholde dig til hele dit liv.
  • Det skal give dig mulighed for at være med til at udvikle organisationen via dit arbejde med dig selv.

Den personlige refleksionsramme

At få mulighed for at stoppe op og tænke sig lidt om er et af de væsentligste formål med karriereplanlægning.

Hvis du bruger skemaerne til karriereplanlægning, kan du prøve at gøre status - men du kan med fordel gøre det i samarbejde med kolleger eller andre, som du er fortrolig med omkring din situation.

Karriere kan være mange ting

Pas på at du ikke opfatter karriere for snævert som et spørgsmål om at avancere - din karriere kan have andre retninger end opad.

Karriere kan være:

  • Traditionel karriereopfattelse handler om at komme opad: at avancere hurtigt i organisationen
  • Karriere kan også handle om at komme i sikkerhed: at søge mod jobsikkerhed og organisatorisk identitet snarere end avancement og udfordring
  • Karriere kan desuden være et spørgsmål om at komme fri: altså et ønske om autonomi og uafhængighed og om at få mulighed for selv at have ansvaret for problemløsningen
  • Karriere kan også være at komme højt: at opnå udfordringer i arbejdet, at have et højt fagligt indhold i arbejdet og få mulighed for at udfolde engagement
  • Endelig kan karriere dreje sig om at komme i balance: at sørge for at arbejde, familie, venner, fritid og egen-udvikling ikke kommer i et modsætningsforhold til hinanden.

De forskellige karriereopfattelser udelukker ikke hinanden, men prioriteres forskelligt af den enkelte. Ofte har de også en forskellig prioritet i de forskellige faser i livet. Når du tænker på din karriere kan du altså tænke i flere niveauer.

Bryde med vante forestillinger og tænke større tanker

Det der kendetegner meget arbejde for ledere, er, at de i mange tilfælde skal løse problemer, hvor der ikke er fastlagt standarder på forhånd.

Standarder og rutiner signalerer, at det er muligt at kategorisere problemer af enhver art. Det er ikke tilfældet for mange af de problemer, som ledere skal håndtere. Disse problemer forholder sig til virkeligheden, som hele tiden udvikler sig og er meget kompleks.

For at kunne løse din arbejdsopgave skal du turde tage chancer og bryde med regler og rutiner. På den måde viser du nye veje for arbejdet.

Det kræver hele tiden nye veje at kunne løse problemerne, fordi virkeligheden og problemerne ændrer sig. Arbejdet er således meget lidt rutinepræget. I stedet stiller det krav om at finde nye løsninger, der måske endda tidligere har været tabubelagte.

Et andet forhold der kendetegner ledere, er, at deres arbejdsfelt er i konstant forandring. Denne forandring betyder, at de tilsvarende må udvikle sig. En væsentlig del af den faglige fornyelse sker gennem arbejdet.

Men denne proces foregår ofte individuelt, hvilket ikke er ideelt, da man så ikke kan drage fordel af hinandens erfaringer. Desuden kan du som leder opleve, at der ikke afsat tid til denne nødvendige udvikling, når arbejdsopgaverne planlægges.

Med karriereplanlægning kan du gøre dig forventningerne og kravene til dit arbejde mere bevidst, og dermed skabe bedre forudsætninger for at udarbejde nogle personlige handlingsplaner som er realistiske.

Det handler om hele dit liv

Det er dig som person, der er centrum i din karriereplanlægning. Derfor er det ikke nok, at du alene forholder dig til forhold, der vedrører arbejdssituationen og arbejdspladsen.

Karriereplanlægning giver mange muligheder for at forholde sig til en række spørgsmål, der vedrører forholdet mellem arbejde, familie og fritid.

Det er vigtigt ikke at begrænse sig selv, når man overvejer sine udviklingsmuligheder og karriereveje. Det betyder blandt andet ikke at indskrænke sig til arbejdspladsen, til sit fagområde eller uddannelsesfelt.

Der skal være mulighed for at sprænge rammerne, give drømme og fantasier et mere frit løb, og ikke allerede i udgangspunktet lade sig begrænse.

Skribentinfo

Kommentarer