Skab excellente lederteam med drivkraft

Konflikter og uenighed er ikke farlige for en ledergruppe. Tværtimod. De allermest velfungerende lederteams har netop evnen til at blive dybt uenige, men de forstår at bruge konflikterne konstruktivt, så diskussionerne fører dem frem til endnu mere gennemtænkte beslutninger og dermed bedre resultater. Konflikt er den allervigtigste drivkraft fremad og den eneste faktor, som kan modne og udvikle et menneske - og en gruppe.

Skribentinfo

”Hvordan opbygger vi en holdånd i ledergruppen, selvom vi ikke altid er enige og også hver især har ambitioner?”

Hvis I ønsker at udvikle jeres samarbejde og gå fra at være bare en ledergruppe, der udveksler informationer, til at blive et lederteam, er det nødvendigt at finde frem til en fælles team-ånd. Team-ånden kommer ikke bare af sig selv. I skal udvikle den sammen ved blandt andet at stille jer selv nogle grundlæggende spørgsmål, for eksempel:

  • Hvilke fælles normer ønsker vi i gruppen?
  • Hvad er godt, og hvad er skidt i måden, som vi omgås og fungerer sammen?
  • Har vi en fælles retning med vores opgaver – en fælles mening?
  • Har vi samme syn på, hvad det er vi vil i opgaveløsningen?
  • Er vi alle lige committed til opgaven?
  • Har vi tillid til hinanden?
  • Tror vi på, at vi kan udrette mere sammen end alene?

At få diskuteret disse spørgsmål og finde frem til svar er i sig selv en omfattende proces, men hvis svarene er positive, vil I også undervejs opleve, at I anlægger en vi-tankegang. I skaber følelsesmæssige bånd til hinanden. Det er her et team virkelig adskiller sig fra en arbejdsgruppe.

Stor fælles sympati og dyb indbyrdes respekt er kendetegnende for teamet, ligesom en urokkelig tro på, at teamets medlemmer kan løse opgaverne langt bedre i fællesskab end hver for sig. Gruppen ved, at to plus to er mere end fire.

På vej til at blive en syntese

Når den gensidige sympati og respekt for hinanden opstår, og når I forstår at værdsætte hinandens forskelligheder i stedet for at se dem som belastende for samarbejdet, er I godt på vej.

Evnen til at være uenig og derigennem finde en fælles løsning er den absolut vigtigste forudsætning for, at et lederteam kan løfte sig op på et højere niveau og blive en syntese.
Konflikter er en drivkraft fremad. Ligesom individuelle ambitioner og indbyrdes konkurrence også rummer masser af energi, som kan bruges til at finde de allerbedste løsninger og træffe de allerbedste beslutninger.

Kan jeres lederteam håndtere konflikter, har I bevæget jer fra at være en almindelig arbejdsgruppe til at være et veludviklet team. Veludviklede team er typisk præget af stor kreativitet, en fælles passion og ofte humor. Kommunikationen er ærlig og åben. 

Næste niveau opad for lederteam, kaldes i fagsprog for excellente lederteam. De er yderste sjældne, og når de opstår, bliver de desværre ofte splittet ad, fordi medlemmerne bliver headhuntet.

Team-ånd skaber afhængighed

Ledere, der prøver at arbejde i et veludviklet lederteam bliver næsten afhængige af det. De bliver positive addicted – ligesom narkomaner. Det er så positiv en oplevelse, at de derefter altid vil søge mod teams, der fungerer, fordi de netop har erfaret, at de selv præsterer bedre gennem teamet. Der er en personlig gevinst i det og en stor tilfredsstillelse.
 
Husk på, at for at gå fra ledergruppe til lederteam, skal I ud på to rejser: For det første skal I gå fra at føle en form for irritation over hinandens forskelligheder, til at nære en dyb faglig respekt for hinanden. Og for det andet skal I gå fra at føle en kedsomhed eller måske ligefrem ubehag i hinandens selskab, til at føle en passioneret begejstring ved at mødes og arbejde sammen i gruppen. Når I er der, så kan I virkelig flytte noget. Så kommer resultaterne.

Kan I derimod ikke svare positivt på de indledende spørgsmål om, hvad I har sammen, og hvor I vil hen med gruppen, så drop det. I bliver aldrig andet end en arbejdsgruppe, der deler fælles informationer. Og måske spiser madpakker sammen. Find en anden arbejdsplads og nye kolleger. Ellers bliver I bare mere og mere irriterede på hinanden.

Test dit eget lederteam

Arbejder du i et velfungerende lederteam? Test dit eget lederteam ved at svare
på nedenstående spørgsmål.

UBETINGET TILLID
Når du oplever tilliden mest markant i jeres team, hvad er da til stede?
Hvordan påvirker pres udefra tilliden i jeres tema?
Hvordan ville samspillet i jeres team se ud, hvis ikke det byggede på tillid?

PRODUKTIV FORSKELLIGHED
Hvad gør I for at blive klare på hinandens forskelligheder?
Gør I noget særligt for at sikre og udnytte forskelligheder i jeres team?
Hvornår oplevede I sidst, at jeres forskellige kompetencer sikrede jer en højere kvalitet i arbejdet?

OPLØFTENDE SAMSPIL
Oplever du, at uformelt samvær med dine kollegaer har betydning for jeres daglige samarbejde?
Hvordan bruger I hinanden til at vende faglige udfordringer og kvalificere idéer?
Hvordan oplever du, at dine lederkollegaer bidrager til at højne din opgaveløsning?

MARKANT LEDERSKAB
Hvilken rolle spiller du som chef (din chef) for teamets fremdrift?
Hvordan håndterer du (din chef) uenighed i synspunkter blandt teamets medlemmer?
Hvilken adfærd hos dig (din chef) får dig (ham/hende) til at fremstå som en tydelig leder?

STYRENDE AMBITION
Hvad skal der til for at du sætter den fælles ambition højere end dine ambitioner på dit eget område?
Hvad betyder det for teamets succes, at I har en fælles styrende ambition?
Hvordan kan man se på jer som team, at I arbejder med afsæt i en fælles styrende ambition?


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Væksthus for Ledelse samt 'Offentlig Ledelse''s faste coach Stig Kjerulf. 

Artiklen er tidligere bragt i ’Offentlig Ledelse’ under deres dilemma-serie og med titlen ’Brug konflikter konstruktivt i lederteam’. Du kan læs hele bladet i elektronisk udgave her 

Artiklen er tidligere bragt på Lederweb i 2010.

Skribentinfo

Kommentarer