9 måder at booste din selvtillid på

Manglende selvtillid er en alvorlig hæmsko, hvis du vil have mere respekt fra medarbejderne eller tage et skridt op af karrierestigen. Der er dog råd at hente for at opnå en udstråling som en supermand eller -kvinde.

Skribentinfo

Er du lidt for interesseret i din kuglepen, når der skal bydes ind med slagfærdige kommentarer på personalemødet? Og har du svært ved at sælge dig selv til jobsamtalen, eller når du forhandler løn med chefen? Så mangler du måske en smule selvsikkerhed eller tro på dig selv.

Der er mange grunde til, at du kan føle dig usikker som leder. Måske er du mindre erfaren end andre. Måske føler du dig truet af kollegaerne eller er bange for at miste dit job. Måske er du bare for hård ved dig selv. Men selvtillid er en vigtig lederegenskab, siger Lynn Taylor, der er arbejdslivsekspert og forfatter:

“Du vil være i stand til at tiltrække og fastholde et dygtigt team omkring dig (hvis selvtilliden er i orden red.). De vil stole på dig og tro på, at du har tingene under kontrol. Hvis du kender dit felt og din rang, tror på dig selv og taler med overbevisning, vil du udvise selvsikkerhed på en naturlig måde. Hvis du tvivler på dig selv, vil andre også tvivle på dig”, siger hun til Forbes Magasin.

Magasinet har interviewet en række karriere-eksperter. De understreger, at selvsikkerhed har indflydelse på mange dele af dit arbejdsliv: Fx på, om du anses for at være en vellidt leder, om du er kandidat til en stigning i graderne eller i lønnen og vigtigst af alt: Om du har det godt på jobbet og med menneskerne omkring dig.  Ud fra eksperternes råd, har magasinet derfor formuleret ni bud på, hvordan du styrker din selvtillid, hvis du er usikker på dig selv, eller af en eller anden grund føler dig truet:

1) Fokuser på dig selv
Gør det bedste, du kan, for at blive på sporet og fokuser på dine opgaver – uanset, hvilke procedurer eller rygter, der huserer og er blevet normale på arbejdspladsen. Selvsikkerhed opstår på baggrund af den tid og de kræfter, du har brugt på et godt stykke arbejde, kombineret med en god attitude omkring det.

2) Identificer dine styrker og brug dem
En af de bedste måder at opbygge selvtillid på, er ved at finde dine styrker og derefter finde ud af, hvordan du integrerer dem i det, du gør i hverdagen. Når du arbejder eller leder inden for dine styrkeområder, er du mere engageret og energisk omkring det, du foretager dig. Du er mere sikker på dig selv.

3) Identificer dine svagheder og arbejd med dem
Hvis dine svagheder påvirker din selvsikkerhed, skal du finde ud af, hvordan du reducerer eller eliminerer dem. Tænk ikke for meget over dem, men vær bevidst om, at ved at adressere dine svagheder og ved at forsøge at overkomme dem igen og igen, booster du din selvtillid.

4) Tænk nøje over dine successer
Hold øje med de ting, du opnår i løbet af dagen. Lav måske en huskeseddel over de ting, du skal lave i løbet af dagen. På den måde kan du krydse af på listen, og du bliver mere opmærksom på, hvor meget du egentlig får opnået i løbet af dagen.

Du kan også lave en liste eller mappe med de positive henvendelser, du får fra medarbejderne eller andre. Tjek listen ofte, så du får et realitetstjek på dine talenter. Mappen kan bruges til at huske succeshistorier, hvis du søger andre job i fremtiden.

5) Selvtillid slår revner
Accepter, at du vil miste selvtilliden i nogle situationer. Hvis du modtager en ondskabsfuld eller negativ kommentar, som ryster din selvtillid, skal du hellere vente et døgn eller to med at vende tilbage på tiltalen for at komme dig nok til at svare.

6) Søg opmuntring hos andre
Spørg mennesker, du respekterer, hvad de synes er dine tre største styrker. Find derefter måder at bruge de styrker på.

Få evt. feedback fra lederkollegaer, venner eller en vejleder på, hvordan du klarer dig. Bed dem om at identificere dine styrker og spørg dem, hvilke steder de gerne ser, at du gør mere. Nogle gange ser andre mennesker mere talent i os, end vi selv ser.

7) Udfordr dig selv
Det kan booste din selvtillid meget at opnå ting, du ikke troede, du kunne. Find projekter og opgaver, der giver dig mulighed for at bruge dine styrker, men også nogle som udvikler dig.
Prøv noget nyt. Også selvom, du er usikker eller bange. Tag små skridt af gangen, hvis det er nødvendigt, men giv dig hen til arbejdet, og se hvordan det går. Afhold dig fra at dømme dig selv for tidligt i processen eller at sammenligne dig med andre, der har prøvet noget lignende før.

8) Vær en rollemodel for positiv attitude
Udvikl en positiv attitude. Positiv betyder ikke nødvendigvis glad. Det kan også betyde modstandsdygtig. Fokuser på, hvordan du skaber løsninger frem for at blive ved med at diskutere problemerne. Medarbejdere tiltrækkes ofte af folk med en positiv attitude, især når der opstår udfordringer. Attituden smitter – selv hos din egen leder, og det er en mulighed for at gøre selvsikkerhed til en del af dit “personlige brand”.

9) Overvej nøje, hvordan du reagerer på andres handlinger
En af de mest effektive måder at opnå selvtillid på, er at analysere på dine og andres følelser. Gennemsku, hvad der ligger bag ved din egen chefs eller medarbejdernes handlinger, især hvis det går dig på. Prøv at forstå, at de måske handler på en måde, vi alle kunne finde på - måske endda som pattebørn, på grund af stress eller frustration.

Hvis du begynder at analysere og se det absurde i nogle situationer, hvor andre blot forsøger at beskytte deres område eller ego, eller opfører sig barnligt, vil du måske begynde at handle anderledes og mere passende, frem for at bebrejde dig selv i stilhed. Forsøg at være den voksne i de situationer, men uden at tale ned til personen. Det vil give dig styrke og selvtillid, som andre vil efterstræbe.


Artiklen er frit redigeret og oversat fra Forbes artikel.

Læs også:

Publikationen "Guide til god ledelse"

Vend dine fejl til succes

Internationale topledere deler ud af deres bedste råd

3 psykologiske grunde til at du træffer katastrofale beslutninger

Skribentinfo

Kommentarer