Kan du lede opad?

Succesfulde ledere mestrer kunsten at lede opad i deres organisation. Det gælder alle niveauer. Lederens evne til at varetage sine interesser og skabe resultater hænger sammen med hans evne til at kommunikere og påvirke opad. Det er den evne, der skaffer lederen ressourcer, opbakning og frihed til at lede. Her er fem trin til, hvordan du leder opad.

Skribentinfo

En leder, der ikke er i stand til at forsvare og udbygge sit ledelsesrum, ender let som ekspeditionskontor for andres beslutninger. Det er ødelæggende både for lederen selv og hans medarbejdere. Beslutninger, som blot ekspederes videre nedad, holder hurtigere op med at give mening og de handlekraftige medarbejdere begynder måske at bypasse lederen opad i systemet. Dermed opstår der forvirring om beslutningsgange. Kan man ikke lede opad, bliver det altså også vanskeligt at lede nedad.

Hvad vil det sige at lede opad?

Din chef træffer beslutninger, der vedrører dit ledelsesfelt. At lede opad er at påvirke disse beslutninger i videst muligt omfang. Både når det gælder om at rette chefens opmærksomhed mod indsatsområder, chefen ikke har ofret opmærksomhed tidligere, og når det gælder strategiske beslutninger i det hele taget. Du har været god til at lede opad, når du mærker disse tre tegn:

- Din chef har tillid til dig og giver dig friheden til at lede.
- Din chef lytter til dig og involverer dig i strategiske beslutninger.
- Dine medarbejdere er aldrig i tvivl om, at du er deres leder.

Når du vil lede din chef, må du bruge din personlighed, særligt din evne til at kommunikere og ikke mindst: din indlevelsesevne. Hvis du vil lede opad, skal du mestre disse fem trin:

Trin 1: Forstå din chef

Evner du at leve dig ind i, hvordan det er at være din chef og forstå de strategiske behov, din chef har? Hvad er op og ned i chefens verdensbillede? Hvem er hans allierede, hvilket værdigrundlag opererer han ud fra, og hvordan leder din chef selv opad? Uanset hvor enig eller uenig du er i din chefs beslutninger og i hvor høj grad du deler chefens værdier, er det afgørende, at du kan leve dig ind i de strategiske overvejelser, din chef er optaget af. Du skal altså kunne flytte opmærksomheden fra dit eget perspektiv til chefens. Kun hvis din chef mærker, at du forstår ham, kan du gå til næste trin.

Trin 2: Gør din chef tryg

Chefen vil aldrig lade sig lede nedefra af en, han ikke stoler på. Sammenlign forholdet til din chef med forholdet mellem en teenager og hans forældre. Hvis teenageren vil til fest og blive væk hele natten, må teenageren hele tiden gøre sine forældre trygge. Det gør forældre trygge, når teenageren foregriber al nervøsitet og informerer dem om, hvor han er nu, og om alt er godt. Det gør forældre trygge, hvis teenageren har stillet modne spørgsmål til forældrene om deres erfaringer med at være teenagere, og hvordan de synes man skal forholde sig til det ene og det andet. Opdater din chef i god tid.

Tænk løsninger hver gang du rapporterer et problem. Stå ved fejl og vis at du ser udfordringer i øjnene. Vis at du lytter til chefens gode råd og erfaringer. Og husk at der er to slags ledere: dem der giver deres chef problemer, og dem der løser chefens problemer. Sørg altid for at være på hold med den sidste kategori.

Trin 3: Forstå magtspillet

Du skal vide, hvordan beslutninger bliver truffet i organisationen. Hvem har magt til hvad og hvorfor? Hvad er det for trumf-kort, der kan rydde bordet, lige når man ellers troede, at alle var enige om en rigtig god løsning? Hvordan fungerer mødestrukturen, og hvilke møder er vigtigst? Hvem snakker sammen udenfor møderne, og hvordan kan du komme med til de drøftelser? Hvilken rolle spiller viden? Hvad består et stærkt netværk af i din organisation? Hvordan opnår man størst respekt?

I første omgang gælder det om at være nyttig for din chef i dette magtspil, men uden at sætte din egen troværdighed og status over styr.

Trin 4: Tag magten

De to største misforståelser om magt er, at det er noget man har over andre, og at det er grimt at have magt. Den vigtigste form for magt er ‘magten til noget’. Det er særdeles positivt for en leder at have magt til noget. Du har altså ikke magt over din chef, selvom du leder opad. Men du har magt til at gennemføre ting i samarbejde med din chef.

Viden kan give dig magt til at gennemføre dine beslutninger. Det ved alle IT-chefer, som skal fremlægge planer for indkøb af nye systemer for en direktion, der kun akkurat havde lært at bruge det gamle system. Netværk giver magt, gode argumenter og din evne til at definere meningen med det, I laver i organisationen, kan også give dig ‘magt til’. Udgangspunktet er, at du besidder viljen til magt.

Trin 5: Bidrag til fortællingen

Beslutninger træffes ud fra organisationens logik. Denne logik udspringer af organisationens fortælling om sig selv. Hvorfor er organisationen sat i verden? Hvilke prøvelser må organisationens medarbejdere igennem? Hvad er på spil?

Når du leder opad gælder det om at forstå chefens store fortælling. Det er den fortælling du bygger videre på, så chefen altid kan genkende sin historie. Også når du tilføjer nye kapitler eller andre vinkler.

Artiklen tager afsæt i foredraget ‘Kunsten at lede opad’ af magtanalytiker og ledelsesrådgiver Markus Bjørn Kraft og kommunikationsekspert Anders Stahlschmidt. Foredraget kan bestilles på www.kraft-partners.dk eller www.lskommunikation.dk.

Artiklen er oprindeligt bragt på Lederweb i 2015.

Læs også

Ledelse af ledere

 

Skribentinfo

Kommentarer