Stresstjek arbejdspladsen

Du udsætter dine medarbejdere for stress, hvis de har et større ansvar, end de har indflydelse på deres opgaver, eller hvis de ikke har de nødvendige kompetencer til at løse deres opgaver. Tjek om arbejdspladsen risikerer at udløse stress hos medarbejderne.

Skribentinfo

Stress er noget alle gerne vil undgå og alligevel rammer det flere og flere. Derfor er det vigtigt at kende til de største stressfaldgruber og undersøge om dine medarbejdere er i farezonen. Som leder skal du fokusere på:

1) Når ansvar og indflydelse ikke følges ad

Det udløser stres, når medarbejdernes ansvar og engagement vedvarende overstiger graden af deres indflydelse. Fx hos medarbejdere der har ansvar for andre menneskers helbred, trivsel eller læring, og som samtidig er underlagt strukturer, lovgivning og besparelser, der kan gøre det svært at yde en tilstrækkelig indsats.

Som leder skal du sikre en tillidsfuld og åben dialog med dine medarbejdere, så de oplever, at du er opmærksom på stress. Tag dig tid til flere individuelle samtaler, så du får indsigt i, hvilke behov og problematikker de enkelte medarbejdere går med.

Samtidig skal du gøre dig klart, hvad du reelt kan gøre for at imødekomme dine medarbejderes behov, og hvad der ligger uden for din indflydelse. Du kan også selv være i farezonen for at havne i denne faldgrube. Det hjælper ikke at være fuld af gode intentioner, hvis du reelt ikke har tilstrækkeligt med indflydelse eller mulighed for at omsætte det til handling.

2) Når der mangler kompetencer til at løse opgaverne

Det kan også stresse, når medarbejdernes kompetencer ikke matcher det, deres arbejdsfunktion kræver. Det kan både være, at en medarbejder ikke udfordres tilstrækkeligt kompetencemæssigt, eller at der kræves mere end vedkommende kan.

Det kommer fx i spil, hvis en afdeling har gennemgået organisatoriske forandringer, hvor medarbejderens arbejdsopgaver er blevet forandret, og der stilles nye og flere krav end da vedkommende oprindeligt blev ansat. Her skal du tale med dine medarbejdere for at få afdækket problematikken. Du kan undersøge om det er muligt at klæde medarbejderen bedre på til at varetage de nye opgaver, og om medarbejderen er interesseret i det.

Hvis forskellen mellem medarbejderens kompetencer og det arbejdsfunktionen kræver, er blevet for stor, kan du overveje om en midlertidig eller permanent omplacering af medarbejderen er mulig. Det kræver dels, at der er en relevant funktion ledig et andet sted i organisationen, og dels at medarbejderen er interesseret i at blive omplaceret.

3) Når stress kun bliver håndteret individuelt

Den tredje stressfaldgrube er at stress håndteres som et individuelt problem. Stress på arbejdspladsen er et kollektivt problem, og er der først én, der er ramt, kan det også ramme andre i organisationen. Derfor skal du undersøge, hvordan de andre medarbejdere i afdelingen trives, hvis en kollega rammes af stress. Du kan med fordel undersøge og overveje følgende i din afdeling:
 
- Har du meldt klart ud, hvem der gør hvad, hvis en medarbejder sygemeldes med stress?

- Er ansvars- og kompetencefordelingen tydeligt defineret for alle medarbejdere?

- Har du meldt ud til alle, hvad succeskriteriet er for deres arbejde? Altså hvornår de har gjort det godt nok?

- Skal du være mere tydelig omkring prioritering af opgaver? Og hvilke opgaver der kan sættes på standby, hvis der ikke er nok tid

- Hvor ofte taler du individuelt med dine medarbejdere? Skal det være oftere?

- Er der brug for at arbejde med at reducere støjniveauet i afdelingen? Hvordan kan afbrydelser i arbejdsdagen minimeres? Er det muligt at etablere stillezoner eller et kontor med ro, hvor man kan fordybe sig uden at blive afbrudt?

4) Når der er for travlt til at nyde

De fleste befinder sig et sted mellem at skabe resultater og mellem at få mere viden ved at dygtiggøre sig. Det efterlader ikke meget tid til ikke at lave noget. Stress og overbelastning kan derfor komme snigende, når den del af os, der har brug for hvile, nydelse, væren og at kunne tage ting i vores eget tempo, nedprioriteres eller helt udelukkes.

Et arbejds- og privatliv, der er fyldt med projekter og målsætninger, og som lader meget lidt tid til overs til ”ingenting”, slider over tid. Som leder kan du hjælpe dine medarbejdere ved at skabe strukturer som gør, at de: 

- Bevidst sænker arbejdstempoet i perioder.
- Holder flere pauser.
- Lukker for arbejdsmail og telefon, når arbejdsdagen er slut.

Ved at holde øje med hvad der kan udløse stress, har du en større chance for at undgå, at dine medarbejdere og du selv bliver stresset.

Læs mere:

Stressforsker afliver de 3 største myter om stress

Kend forskel på en travl og en stresset medarbejder

Skribentinfo

Kommentarer