Ny forskning: Derfor virker ros ikke mod stress

Ny forskning peger på, at stressede medarbejdere overhører din ros og anerkendelse, hvis de føler skam. Skam over ikke at kunne slå til på arbejdet. Vil du hjælpe en stresset medarbejder, skal du forebygge, at de føler sig skamfulde. Læs her anbefalinger til, hvordan du bedst hjælper din stressede medarbejder.

Skribentinfo

Hvis du vil hjælpe en stressramt medarbejder skal du fokusere på at forebygge den skam, som mange medarbejdere føler, når de har stress. For det er her, du for alvor kan gøre en forskel.

Sådan opstår skam

Vi har alle skamfølelsen som en del af vores dårlige samvittighed. Følelsen kommer til udtryk som mindreværd og angst for ikke at slå til og være en vigtig del af fællesskabet. Men skamfølelsen kan blive skadelig og ende med sygefravær, når en medarbejder hele tiden er bange for ikke at gøre sit arbejde godt nok.

Skam ødelægger accepten af anerkendelse

En anden bivirkning ved skammen, når den bliver skadelig, er, at den ødelægger tilliden og kommunikationen mellem dig og din medarbejder, fordi den forvrænger måden, hvorpå medarbejderen opfatter krav og anerkendelse. Når en medarbejder er ramt af skam, sætter han ubevidst et filter op, så din anerkendelse og ros ikke trænger igennem. Han betragter din ros som noget, du giver af pligt og ikke af lyst. Dine forsøg kan føles som at slå i en dyne og er tegn på, at du skal ændre din tilgang til problemet.

Ledelse kan forebygge skadelig skam

Derfor skal du ikke anvende coachende og anerkendende metoder, når der er tale om skadelig skam. Metoderne tager ikke højde for, at skamfølelsen har aktiveret en indre konflikt i medarbejderen. Med en coachende tilgang risikerer du blot at optrappe konflikten.

Modsat kan du heller ikke bare bruge arbejdsmedicinske anbefalinger om at sætte belastningerne ned ved fx at tage opgaver væk fra medarbejderen. Det vil kun forværre følelsen af at præstere under niveau og forstærke skammen.

Derimod skal du skærme medarbejderen fra sin egen samvittighed, fordi skam viser sig som en overdreven samvittighedsfølelse, hvor din medarbejder fx tager ansvar for opgaveløsninger eller fejl, som han i princippet ikke har indflydelse på. Ved at have fokus på at få din medarbejder til at erkende, at der i princippet kræves noget umuligt, kan du aflaste ansvarsfølelsen.

De to kilder til skam hos stressede medarbejdere

Forskningen har identificeret to forskellige former for skam, der adskiller sig ved at have forskellige kilder og måder at fungere på. Som mennesker har vi begge skamformer, men typisk vil den ene dominere, jo mere stressede og skamfyldte vi er.

Som leder skal du forhindre, at skammen udvikler sig til sygefravær. Det gør du ved at kende til de to forskellige kilder til skam hos stressede medarbejdere. 

1) Præstationsskam

Præstationsskam er relateret til opgaveløsning. Din medarbejders stressede tanker vil typisk kredse om de præstationer, som medarbejderen skal levere, og om hvad andre tænker om de præstationer, som medarbejderen har leveret, og som medarbejderen ikke har været tilfreds med.

Du dæmper præstationsskam ved at give din medarbejder mulighed for at præstere og løse opgaver og samtidig aflaste din medarbejders samvittighed ved at tage en del af ansvaret for opgaveløsningen, uden at du overtager opgaven helt. Giv klare anvisninger som fx ”jeg ved godt, at du gerne vil lave en udførlig analyse på ti sider, som tager ti timer. Men du skal udføre en analyse på to sider, som tager to timer, hvor du fokuserer på det og det.”

Sådan dæmper du præstationsskam:

  • Definér opgaveløsninger, skitsér rammerne for disse, og lad medarbejderen løse opgaverne selvstændigt.
  • Vær tydelig angående, hvornår opgaven er løst tilfredsstillende, og hvornår den er løst for meget, og tag i denne forbindelse ansvar for en 80 procent-løsning.
  • Giv medarbejderen opgaver, som bekræfter ham i at være en vigtig bidragyder.

2) Relationsskam

Relationsskam er knyttet til relationen til andre mennesker, og måden du giver opgaver på. Din medarbejders stressede tanker vil typisk gå på, hvad andre tænker om én selv som person, og en irettesættelse eller et manglende ”godmorgen” kan blive ved med at fylde i tankerne og tages som bevis for, at medarbejderen ikke er en vigtig del af fællesskabet.

Ledelsesopgaven med at dæmpe skam er derfor noget anderledes. En medarbejder med relationsskam vil typisk reagere på et øget stressniveau ved at signalere behov for at blive taget hånd om og forstået. Du skal skabe rum for, at medarbejderen kan åbne op og forklare, hvad der er galt og derigennem give medarbejderen en følelse af at blive set og hørt. 

Sådan dæmper du relationsskam:

  • Giv medarbejderen mere opmærksomhed, og signalér, at du bakker op om ham.
  • Giv medarbejderen mulighed for at tale om sine bekymringer, uden at du afbryder.
  • Vis ved nik og ord og i mails, at du har hørt medarbejderens bekymring.
  • Giv medarbejderen opgaver, som bekræfter ham i at være en vigtig del af arbejdsfællesskabet, og sig tak, når medarbejderen gør sit bedste.

Det bliver aldrig en nem opgave at forebygge stress, og du skal ikke smide de metoder væk, som du allerede bruger. Men du skal have for øje, at der ved skam er behov for en anden type indsats. Medarbejdere med præstationsskam har brug for oprejsning, mens medarbejdere med relationsskam har brug for forståelse. Men denne viden kan du som leder bidrage til, at dine medarbejderes selvrespekt kan vokse.

Læs mere:

7 råd der forebygger stress hos dine medarbejdere

Stressforsker afliver de 3 største myter om stress

Kend forskel på en travl og en stresset medarbejder

Kom godt tilbage efter stress

Skribentinfo

Kommentarer