17 spørgsmål til ansættelsessamtalen

Her finder du 17 klassiske spørgsmål til jobsamtalen og råd om, hvordan du stiller gode spørgsmål.

Skribentinfo

Du byder ansøger velkommen, taler lidt om løst og fast for at løsne stemningen op, og så retter du dig op i stolen og kigger ned på listen med spørgsmål, du har forberedt til samtalen. Det er et kendt ritual for de fleste ledere at holde ansættelsessamtaler, men alligevel sidder mange ledere tilbage med en fornemmelse af om de virkelig fandt ud af, hvad ansøger i realiteten kan, og hvem ansøger er som person. Om der var for mange standardspørgsmål med lidt for forudsigelige svar?

Læs også: De 5 største fejl ved ansættelsessamtaler

Her er en liste med nogle af de klassiske og mere generelle spørgsmål, der bliver stillet til en jobsamtale. Prøv hele tiden at spørge ind til konkrete eksempler. Det er ofte i detaljerne og eksemplerne, at der tegner sig et billede af ansøger.

  1. Fortæl lidt om dig selv 
  2. Hvorfor søger du jobbet? 
  3. Hvorfor skal vi ansætte dig? 
  4. Hvad er dine væsentligste kvalifikationer i forhold til dette job? Kan du give et eksempel fra din nuværende stilling, hvor du har brugt den kvalifikation?
  5. Hvad er din største svaghed i forhold til dette job? Hvornår er den sidst kommet til udtryk og hvordan?
  6. Fortæl om din største succes i dit nuværende/tidligere job? Hvad skete der, og hvad gjorde du? 
  7. Fortæl om en udfordring eller en konflikt, som du har stået overfor på dit tidligere arbejde, og hvordan du tacklede situationen? 
  8. Hvad søger du i et nyt arbejde?
  9. Hvilke opgaver kan du bedst lide?
  10. Giv eksempler på, hvad du har oplevet som værende et godt arbejdsmiljø?
  11. Hvad motiverer dig?
  12. Hvad skete der sidst, du havde en god arbejdsdag – hvad gjorde den god?
  13. Hvordan får en leder det bedste frem i dig?
  14. Hvordan vil din leder og dine kollegaer beskrive dig?
  15. Hvad kan presse dig? Hvornår har du sidst oplevet det? Og hvordan reagerede du?
  16. Hvad kan du lide at lave, når du ikke er på arbejde?
  17. Har du nogle spørgsmål til os? 

Ekstra spørgsmål

Vi har fået forslag til andre gode spørgsmål, du kan stille til ansættelsessamtalen: 

Hvilke 3 egenskaber vil dine nuværende kolleger beskrive dig med?

Hvilke 3 egenskaber vil 2 af dine bedste venner fremhæve om dig?

Hvilke 3 egenskaber vil 2 af dine referencer nævne om dig?

Har du et godt spørgsmål, som du mener, bør komme på listen? Send os en mail på info@lederweb.dk eller skriv i kommentarfeltet nedenfor.

Konkrete kvalifikationer - bed om eksempler

Omdrejningspunktet for de spørgsmål, som I stiller ansøgeren til samtalen, bør være de væsentligste kvalifikationer og kompetencer i forhold til den ledige stilling.

Ansættelsesudvalget kan inden samtalen havde udvalgt 3-5 af de væsentligste kvalifikationer for den ledige stilling og formuleret 3-5 spørgsmål til hver kvalifikation. Spørgsmålene skal opfordre ansøger til at give eksempler på situationer, hvor han eller hun har brugt den efterspurgte kvalifikation/kompetence.

Spørgsmålene til den enkelte kompetence kan dreje sig om:

Situationen: Jeg vil gerne bede dig beskrive en situation, hvor du…

Tanker: Hvad tænkte du i den situation, du lige har beskrevet? Hvad forstår du ved…?

Følelser: Hvilke følelser forbandt du med…? Hvad gjorde det ved dig, at…?

Handling: Hvad gjorde du helt konkret? Hvad var din rolle, da…?

Relationer: Hvad tror du, andre tænker om det? Hvordan tror du, andre oplevede det, du lige beskrev?

Læs også: Sådan gennemfører du en god ansættelsessamtale

Skribentinfo

Kommentarer