Undgå værdiløs kompetenceudvikling med ny metode

25.08.2017 2,570

Hvad skal vi gøre anderledes? Hvilke hvilke kompetencer skal vi udvikle for at ændre løsningen af opgaven? Og hvordan får vi forankret den nye viden i hverdagen? Læs om en ny enkelt metode, du kan bruge til at udvikle dine medarbejderes kompetencer, så de matcher de opgaver, I skal løse nu og fremover.

Af Dorthe Storm Meier, OAO, Sanne Brønserud Larsen, KL, Laura Thors Calaña, Danske Regioner

Der opstår hele tiden nye muligheder og behov for at løse de offentlige velfærdsopgaver smartere. Men for at indfri dem, kræver det, at medarbejderne vedligeholder deres kompetencer. Det er din opgave som leder at sikre, at det sker på en måde, der giver værdi i hverdagen.

Ledere er opmærksomme på, at kompetenceudvikling er vigtigt. Men i praksis er der mange forhindringer og faldgruber på vejen mod en læring, der flytter arbejdspladsen op på et nyt niveau i opgaveløsningen.

Derfor har Væksthus for Ledelse udviklet en enkel metode til at arbejde systematisk med kompetenceudvikling. Metoden er afprøvet på regionale og kommunale arbejdspladser og præsenteres i publikationen: ”Ledelse af kompetenceudvikling – en systematisk vej til bedre opgaveløsning”, som du kan læse og bestille her.

Metoden består af fem felter, som fokuserer på de kritiske opmærksomhedspunkter i kompetenceudvikling og lederens rolle.

 kompetenceudvikling

Opgave: Hvad er det for en del af vores opgaveløsning, der skal ændres?

Zoom ind på den opgave, I fremover skal løse på en anden måde. Det kan fx være, at opgaven har skiftet karakter, kravene til kvalitet og dokumentation har ændret sig, eller nye medarbejdere/faggrupper skal have et større ansvar for at løse den.

Perspektiv: Hvorfor skal vi forandre måden, vi løser opgaverne på?

Fokusér på, hvorfor det er vigtigt at løse opgaven anderledes. Der skal være en oplevelse af nødvendighed i kompetenceudviklingen, hvis den skal lykkes. I skal kunne svare på spørgsmålet: Hvorfor skal vi forandre den måde, vi løser bestemte opgaver på? Hvad vil vi opnå? Hvad er perspektivet?

Din opgave som leder er især at være præcis i dette opgavefokus, fordi det er styrende for hele forløbet.

Læringsmål: Hvad er det for kompetencer, vi skal udvikle for at ændre opgaveløsningen?

Definér det konkrete udbytte, I gerne vil have af kompetenceudviklingen. For at løse en opgave skal man som regel have styr på tre ting. Man skal:

1) Beherske nogle metoder og teknikker
2) Besidde faglig viden
3) Kende sin rolle – typisk over for borgeren.

At definere den ønskede udvikling handler om at indkredse, hvilke metoder, hvilken faglig viden og/eller hvilken rolleforståelse, der skal til, for at I kan løse opgaverne som ønsket.

Her består din opgave primært i at oversætte den ændrede opgaveløsning til præcise læringsmål for den enkelte, en faggruppe eller hele organisationen.

Træningsbane: Hvilke konkrete læringsaktiviteter skal vi gennemføre?

Vælg læringsformer, hvor I trygt kan øve jer på den nye opgaveløsning. Meningen er at skabe en ramme, hvor der er plads til at øve sig og høste erfaringer uden at være forpligtet til andet end at lære.

Ledelsesopgaven består, foruden den praktiske tilrettelæggelse, i at vælge de rette læringsformater samt at vurdere, hvor længe træningsfasen skal vare.

Hverdag: Hvordan får vi forankret den nye læring i en ændret opgaveløsning?

Fokus er her på at forankre den nye læring i en ny måde at løse opgaverne på i praksis.

Her skal du følge op og sørge for, at det lærte bliver omsat i hverdagens opgaveløsning. Det handler om at forankre det lærte i den daglige opgaveløsning – herunder eventuelt tilpasse arbejdsgange og tilbyde den nødvendige støtte.

Du kan læse mere om de fem felter i publikationen og lynguiden, som du kan downloade her: 

Bestil eller download

Bestil eller download publikationen: Ledelse af kompetenceudvikling – en systematisk vej til bedre opgaveløsning

Download Lynguide: Bedre opgaveløsning via kompetenceudvikling

Læs også

Toplederens egen kompetenceudvikling

Undgå at kursuspengene ryger i kloakken


Vurdering
  • 25 vurderinger


Skribentinfo
Dorthe Storm Meier

Konsulent

OAO

Tlf.: 46 97 38 11

Send mail

Skribentinfo
Laura Thors Calaña

Konsulent

Danske Regioner

Tlf.: 35 29 82 30

Send mail

Skribentinfo
Sanne Brønserud Larsen

Konsulent

Kommunernes Landsforening

Send mail

Konsulent i Kommunernes Landsforening, Generelle OK-forhandlinger