Sådan tackler du en passiv-aggressiv lederkollega

Din lederkollega siger én ting til dig under mødet, men gør noget andet bagefter. Han hilser ikke, når I passerer hinanden på gangen, eller han taler hen over hovedet på dig til møderne, og når du spørger ham om, hvad der er galt, insisterer han på, at alt er fint. Det kan være meget frustrerende at arbejde sammen med en, som er passiv-aggressiv. Få syv råd om, hvordan du kan du kan håndtere en passiv-aggressiv opførsel her.

Skribentinfo

Det sker, at kolleger kan komme med passive-aggressive kommentarer til hinanden. Fx i situationer, hvor den ene føler sig ramt på sin fagprofessionelle stolthed.

Det bliver dog et problem, hvis det er en kontinuerlig opførsel. Her er det nødvendigt, at du håndterer situationen med særlige foranstaltninger, som kan hjælpe dig og din kollega til at rette op på situationen.

Du kan genkende passiv-aggressivitet hos en kollega ved at:

  • Han ikke siger sin ærlige mening, når han bliver spurgt direkte.
  • Han roser en kollega eller medarbejder, når hun er tilstede, men kritiserer vedkommende, når hun er gået.
  • Han bliver synligt vred men afviser det og vil ikke fortælle hvorfor.

 

Psykologerne Amy Su og Annie McKee, Ph.D. i Organizational Behavior, giver dig syv råd om, hvordan du bedst håndterer en passiv-aggressiv kollega.

  1. Undgå at blive fanget
    Efter en situation, hvor du føler dig trådt på, og din kollega lader som om alt er godt eller anklager dig for at overreagere, kan det være svært ikke at blive vred og føle sig forurettet. Men du skal forblive rolig i situationen og undgå at falde i den emotionelle fælde - Hvis det sker bliver det pludselig dig, der er følelsesmæssigt utilregnelig. Du skal hæve dig op og være den bedre person.

  2. Overvej, hvad der udløser hans opførsel
    Den kollega, der ganske rutinemæssigt agerer passiv-aggressivt, er ikke nødvendigvis en komplet idiot. Det kan være, at han ikke kan finde ud af at kommunikere i en konflikt, og er derfor nervøs for at indgå i den. Nogle mennesker bruger - som regel helt ubevidst - en passiv-aggressiv opførsel som en metode, til at komme ud med deres følelsesmæssige pointer uden at skulle indgå i en konflikt.

  3. Tag ansvar
    Husk at se indad. Du har måske noget af ansvaret for situationen. Reflektér over om der er noget, du gør, der medvirker til jeres vanskelige dynamik eller er årsag til, at din lederkollega reagerer sådan.
    TEST: Er du en besværlig person?

  4. Fokusér på indholdet i det sagte
    Når situationen opstår, har du formentlig ikke lyst til at se sagen fra din kollegas synspunkt, men gør det alligevel. Vær objektiv, og overvej hvorfor han handler, som han gør. Han kan være bange for at blive misforstået, når han vil udtrykke præcis, hvad han mener og lyder derfor mere brysk, end han reelt er. Derfor skal du fokusere på hans underliggende professionelle bekymring frem for den måde, han udtaler sig på. På den måde kan du bedre tackle det reelle problem.

  5. Anerkend det underliggende problem
    Når du har taget et skridt tilbage fra situationen og reflekteret over budskabet, skal du gå tilbage til din kollega og tage emnet op igen. Du kan fx sige ”Det var en god pointe, du havde i den samtale, vi havde lige før. Her er, hvad jeg hørte, du sagde…”. På den måde kan du hjælpe din kollega med at tale om indholdet i hans bekymring, fordi du ved at anerkende hans reelle problem har mulighed for at få vendt den usunde energi til positiv konstruktiv energi. Gør det uden at gå ind i en diskussion om, hvordan beskeden blev leveret.

  6. Pas på dit eget sprog
    Undgå at dømme din kollega og beskylde ham for at være passiv-aggressiv. Det er værdiladede ord, og det vil formentlig gøre ham mere defensiv, og gøre det svært for dig at trænge igennem med dit budskab. I stedet skal du forklare, hvordan du synes, jeres seneste interaktioner har udspillet sig, og hvilken indvirkning det har på dig og muligvis jeres medarbejdere.

  7. Få eventuelt hjælp
    Hvis din kollega vedvarende forsøger at underminere dig, kan du blive nødt til at inddrage jeres fælles chef – hvis I har en fælles chef. Det skal du gøre med forsigtighed, fordi det er muligt, at jeres chef ikke ser den samme opførsel som dig, eller chefen selv er konfliktsky og ikke vil gå ind i jeres konflikt.

Husk

Prøv:
At forstå hvorfor nogle mennesker reagerer på denne måde

At fokusere på beskeden din kollega vil ud med, også selv om leveringen er forfejlet

At tage et skridt tilbage og reflektér over, om du på nogen måde bidrager til situationen

Undgå:
At miste besindelsen – adressér det underliggende problem på en kontrolleret måde

At beskylde din kollega for at være passiv-aggressiv – det vil kun gøre ham mere vred

At antage at du kan ændre din kollegas opførsel

 


Artiklen er frit oversat efter How to deal with a passive-agressive colleague fra Harvard Business Review

 

Læs mere

6 trin til at tackle en irriterende medarbejder

Lær at håndtere besværlige personer

Skribentinfo

Kommentarer