Led efter det fælles "vi" på arbejdspladsen

Hvor "vi" erIpå din arbejdsplads? Det afhænger i høj grad af dig som leder, og om du leder én medarbejdergruppe eller grupper af medarbejdere. Få her hjælp til at skabe et stærkere arbejdsfællesskab.

Skribentinfo

Et fælles VI kan være mange ting. Der er stor forskel på, om der opleves et privat eller professionelt VI. Ofte forveksles et privat VI med et professionelt. Men fordi Hans spiller badminton med Henning hver torsdag, eller Gitte har lavet bordpynten til Jettes sølvbryllup, er det ikke nødvendigvis det samme som et professionelt VI på arbejdspladsen. På mange arbejdspladser vil du som leder kunne opleve, at der nok er et stort privat VI, uden det på nogen måder afspejler et fælles, professionelt VI.

Faktisk vil det private VI i situationer kunne vanskeliggøre muligheden for at udfordre og udvikle et professionelt VI, netop fordi ledelse her nemt bliver set som et personligt angreb.

Fra fragmentering til specialisering

Dine medarbejdere skal ikke lave det samme, men derimod lykkes med det samme. Derfor er det vigtigt, at alle på tværs af forskelligheder ser hinanden som forudsætninger for hver især at kunne bidrage bedst. Specialisering bliver let til fragmentering, hvis der ikke er et arbejdsfællesskab. En reel specialisering forudsætter, at det for den enkelte er klart, hvordan den fælles succes, der bidrages til, ser ud.

Fra arbejdsdeling til arbejdsfællesskab

En forudsætning for at kunne fejre succes med andre end sig selv er, at alle har en fælles forståelse for, hvordan en succes ser ud. Men desværre oplever nogle medarbejdere det allerbedste samarbejde i det helt nære fællesskab, nemlig med sig selv. Når hun skal til at lykkes med andre end sig selv, med kollegerne fra teamet, måske på tværs af faggrupper eller afdelinger, med andre dele af organisationen eller med borgerne, så bliver det vanskeligt.

6 råd og spørgsmål til refleksion:

Sådan leder du efter et arbejdsfællesskab:

  1. Led efter fælles succes
    Leder du efter standarder eller succes? 
    Ved dine medarbejdere, hvordan en succes ser ud?

  2. Led efter kerneopgaven
    Er der på arbejdspladsen en fælles forståelse af kerneopgaven?
    Løser I kerneopgaven i praksis - hvordan kan det ses?

  3. Led efter et professionelt fælles VI
    Er arbejdspladsen præget af tværfaglighed, eller tvær faglighed?
    Er der mulighed for tværfaglig refleksion?

  4. Led efter den fælles motivation
    Hvad er I stolte af - og hvad vil I gerne være endnu mere stolte af?
    Du kan ikke skabe motivation med administration - er det tydeligt, at I lykkes sammen?

  5. Led efter organisationen
    Tilfredse medarbejdere er ikke dit primære mål. Det er borgerne. Ved dine medarbejdere det? 
    Matcher organisationen, at vi skal lykkes sammen eller hver for sig?

  6. Led efter forskelskraften fremfor hierarkiet
    Kan alle medarbejdere se, at de bidrager værdifuldt og ikke kan undværes?
    Er der et oplevet hierarki på arbejdspladsen - så udnyttes ressourcerne ikke optimalt.  


Det handler om at flytte ledelsesmæssigt fokus. Nedenstående figur illustrerer på enkelt vis, hvad der kendetegner en organisation præget af hhv. arbejdsdeling eller arbejdsfællesskab - og hvor fokus skal flyttes hen, hvis arbejdsfællesskabet skal styrkes. Hvor vil du placere din arbejdsplads og dit fokus?

Fra arbejdsdeling til arbejdsfællesskab

Arbejdsdeling

  • Egne arbejdsopgaver
  • Overgang
  • Snitflader
  • Standarder
  • Information
  • Koordination
  • Fragmentering
  • Vi

Arbejdsfællesskab

  • Fælles kerneopgave
  • Sammenhæng
  • Samarbejde
  • Succes
  • Kommunikation
  • Fælles refleksion
  • Specialisering
  • VI

 

Det er måden, du ser og leder din organisation på, der er afgørende for, hvorvidt der er tale om arbejdsdeling eller arbejdsfællesskab. Det handler ikke om struktur, men om ledelse.

Læs mere: Sådan leder du efter kerneopgaven

Skribentinfo

Kommentarer