"Spil" rollen som leder

Lederrollen kræver, at man kan træde i karakter og inspirere andre. Det falder ikke alle ledere naturligt. Derfor kan ledere lære meget af skuespillere. For eksempel, at de netop ikke skal spille skuespil.

Skribentinfo

En af lederens store udfordringer i dag er at virke autentisk dvs. at fremstå som en person, der bare er sig selv. For nogle kan det virke grænseoverskridende og uægte. Tanker, hæmninger og gamle vaner står i vejen for, at lederen kan kommunikere umiddelbart og direkte. Mange ledere må derfor arbejde med sig selv, og de kan med fordel lære sig og træne de samme teknikker, som skuespillere bruger en hel karriere på at tilegne sig og forfine.

Stjæl ikke publikums følelser 

 En skuespiller må paradoksalt nok helst ikke blive grebet i “at spille skuespil”. Udtrykket dækker nemlig over, at spillet bliver synligt for tilskuerne, og det virker ikke autentisk. En dramatisk grundregel lyder, at du ikke må tage følelserne fra dit publikum. Det kan du komme til, hvis du eksempelvis overdriver din patos, hvis du ikke selv tror på dit budskab eller hvis det virker beregnende.

En god skuespiller siger kun det, der skal til, og kun med den patos som er absolut nødvendig for, at tilskuerne kan mærke de følelser, hun formidler. Skuespilleren fylder sin rolle ud, og får publikum til at tro på den, føle med den og engagere sig i personens projekt.

Nå ud til de bagerste rækker

Skuespilleren på et teater har samtidig den udfordring, at hun skal nå ud til de bagerste rækker. Der skal være kraft på stemmen og et tydeligt kropssprog. Når der skrues op for volumen kan det let komme til at forstyrre Kraften i udtrykket kan forstyrre det autentiske udtryk, og det sker ofte for folk, der ikke er skuespillere.

Det er her teknikken kommer ind. Man må tilegne sig nogle metoder til at virke som sig selv i en version, hvor der er skruet op for volumen. Derfor kan mange ledere have gavn af skuespillernes teknikker, når de skal tale til medarbejdere, til kunder eller til andre ledere. Når lederen vil sætte sin organisation i bevægelse mod et mål eller formidle meningen med et projekt, er det en forudsætning, at han kan skabe entusiasme, og det gør han kun, hvis han taler til tilhørernes følelser. 

Vær rollen

Når skuespilleren spiller en rolle på et teater, lever hun sig ind i den person, hun spiller. Skuespillerens forarbejde går ud på at lære den karakter, hun formidler, indefra og ud, så hun kan være den person, når tæppet går. Hun kan træde ind i rollen og ud igen.

Men det er ikke kun skuespillere, der skal mestre den kunst. Det forventes af os alle i vores daglige liv. Der er forskel på vores ageren alt efter, om vi er i rollen som kæreste, forældre, fodboldkammerat, veninde eller alt muligt andet.

Når du møder på arbejde, tager du rollen som ”Leder” på dig og fylder den ud. Jo bedre du kender rollen, jo mere troværdighed og power kan du give den. Du kan ganske enkelt ”spille” bedre.

Fokuspunkter som giver dig gennemslagskraft

De fleste ledere kan træne de samme teknikker som skuespillerne for at komme til at virke mere overbevisende.

Teknikkerne fokuserer både på kropssprog, måden at bruge stemmen på, men også ens tanker og hensigt. Erfaringer fra træning af ledere har vist, at det typisk er nedenstående fokuspunkter, der kan gøre en positiv forskel. 

De ni fokuspunkter 

  1. Viljen – fokuser på at du vil opnå noget. Mange ledere optræder som om, det er en kedelig pligt at levere deres budskaber. Det virker som noget, de er blevet pålagt, og som de helst vil overstå hurtigst muligt. Hvis medarbejderne får den oplevelse, er det svært at skabe begejstring for de mål, du har som leder. Enkle sproglige greb gør en forskel. I stedet for at sige: "jeg skal fortælle jer..." bør du sige: "Jeg vil fortælle jer.
  2. Øjenkontakt - kig på folk, når du taler til dem. Det kan være svært i store forsamlinger, men du kan vælge tre tilfire personer at tage øjenkontakt med, og det vil få resten til at opleve øjenkontakt.
  3. Pauser – hold pauser. Mange glemmer at give deres tilhørere mulighed for at høre meningen i talen ved at holde pauser. Meningen med en sætning kommer tit som et slags ekko. Desuden kan pauser få dig til at virke stærkere, hvis du mestrer dem.
  4. Løsne op i kroppen – slap af og træk vejret. Forfærdelig mange ledere virker stive og låste i deres kropssprog. Du skal naturligvis ikke slaske og virke ufokuseret, men udstrål gerne masser af energi, og at du er i balance. Foretag eventuelt nogle små hop og skuldervrid, inden du skal tale for at løsne op.
  5. Fokus på den emotionelle relation - Når kommunikation skal flytte andre mennesker, nytter det ikke kun at tale til logikken. Al effektiv kommunikation forudsætter en relation mellem lederen og eksempelvis hans medarbejdere. Relationer bygger på følelser. Øv dig i at tillægge dine budskaber følelser uden at overdrive eller miste kontrollen.
  6. Sæt dig selv på spil - overdreven kontrol og sikkerhed er uspændende. Du opnår større autenticitet, hvis du tør sætte noget af dig selv på spil. Det kan for eksempel være en lille blottelse af din egen sårbarhed, en reel dialog med publikum eller at afsløre ønsker, som du ikke ved om kan gå i opfyldelse. Der er mange måder at sætte sig selv på spil, og hvad der virker er meget individuelt.
  7. Tænk kærlighed – tro på, at du får det fra tilhørerne. Allerede når du kommer ind i lokalet, vil tilhørerne aflæse dine forventninger til, hvordan du vil blive modtaget. Hvis du forventer at blive modtaget med kærlighed, er der større sandsynlighed for, at du bliver det. I nogle situationer er det vanskeligt at forvente kærlighed fra tilhørerne, men gør et forsøg.
  8. Ret kroppen op – løft punktet lige under dine ribben. Dit selvværd stråler ud fra din kropsholdning, og de signaler medarbejderne opfanger, præger den måde, de opfatter dine budskaber på. Uanset hvordan du har det, sænk skuldrene og løft det omtalte punkt.
  9. Tænk, at publikum skal være med - tænk efter hver sætning: Er I med? - Det er et kendt trick på Det Kongelige Teater, at man efter hver sætning forestiller sig, at man spørger publikum: Er I med? Det virker inddragende, og minder en selv om, at man taler til nogen for, at de skal forstå, det man siger.

 

Kraft og Partners har i samarbejde med Det Kongelige Teaters ledelsesakademi allerede trænet flere ledere i lederrollen.

 

Læs også:

Udstrål dit lederskab

Brænd igennem når du præsenterer

Nervøse talere forbereder sig forkert 

Skribentinfo

Kommentarer