3 råd om dit digitale lederskab

Digitaliseringen giver dig overblik over store mængder af data og mulighed for at styre, kommunikere og kontrollere i et helt nyt omfang. Det kræver godt digitalt lederskab, som bygger på digital dannelse og kompetence. Få treråd om, hvordan du udvikler dit digitale lederskab.

Skribentinfo

Alle vegne, lige fra Economic Forum i Davos til regeringens disruptionråd i København, understreges det, at digitalisering er en uomgængelig kraft, som medfører en ny industriel og samfundsmæssig revolution. Lederne mærker denne digitalisering for fuld kraft allerede. Hvordan håndterer man dette? Svaret ligger i teknologisk dannelse. Det siger Mogens Lilleør, der er filosof og chefkonsulent i HR, IT & Digitalisering i Lolland Kommune.

Digital inkompetence er embedsmisbrug

”Vi skal være digitalt kompetente. Kun hvis vi er digitalt kompetente, forvalter vi vores embede korrekt som offentligt ansatte. På en måde er digital inkompetence embedsmisbrug. Der er områder, hvor man ikke har lov til ikke at være god nok. Kompetence er en klassisk dyd som offentligt ansat, og det gælder også digital kompetence,” siger Mogens Lilleør. 

Digital kompetence kan deles og uddelegeres

Mogens Lilleør opfatter digital kompetence som en kombination af digitale færdigheder og digital dannelse. Lederne skal forstå og kunne noget med digitale medier. Ledere skal se, opsøge og kritisk benytte digitale løsninger i udviklingen af opgaveløsningen. Men man kan jo ikke følge med i alt, og derfor kan det være fornuftigt at delegere ’blikket’ til betroede medarbejdere. 

Digital dannelse kan ikke uddelegeres

Digital dannelse kan man ikke på samme måde uddelegere.

”Digital dannelse handler om at forstå, hvordan teknologi påvirker menneskets selvforhold og dets forhold til omverdenen. Teknologi er ikke neutral, ej heller digital teknologi. I anden omgang handler det om at have blik for de muligheder og begrænsninger, digitalisering medfører, og forholde sig til dem. I den forstand må digital dannelse selvfølgelig være forankret normativt i en etik,” siger Mogens Lilleør. 

Forandringsledelse og etik

At lede digitalisering er et forandringsledelsesprojekt. Det handler om at ændre adfærd, og derfor er der etik på spil. Den digitale teknologi påvirker medarbejdernes arbejdspraksis personligt og til tider dybt. Men digital ledelse handler blandt andet om at kunne lede gennem digitale medier.

”Ledelsesopgaven ændrer karakter, når den fx sker gennem mails, telefon eller et videokonferencesystem. Men ikke dermed sagt, at et nyt, digitalt medie så også indebærer, at man skal anvende en særlig digital etik. Det er efter min mening ikke tilfældet. Det handler om at bruge en klassisk etik på et specialområde, nemlig digitaliseringen,” siger Mogens Lilleør.

Tre råd til dit digitale lederskab

Dette rids af Mogens Lilleørs digitale ledelsesfilosofi kan omformuleres til tre gode råd til dit digitale lederskab:
1. Sæt præfiks foran dit lederskab
2. Rekonstruér din lederrolle
3. Skab mening med digitaliseringen.

1. Sæt præfiks foran dit lederskab

Sæt ’digital’ foran dit lederskab. Præfikset ’digital’ kan sammenlignes med præfikser knyttet til andre slags ’ledelser’ (personaleledelse, faglig ledelse, økonomisk ledelse, strategisk ledelse). Det er klassisk ledelse tilsat et emneområde. Fælles for dem alle er, at lederen skal kende til det, som ’præfikset’ henviser til. Ledere skal fx vide noget om, hvad ’digital’ betyder for opgaveløsningen, når de skal lede medarbejdere i den sammenhæng.

Digitalisering er ikke neutral. Den forvandler det forhold, vi har til os selv og til vores omgivelser. Det være relationen mellem kolleger indbyrdes, mellem leder og medarbejder eller mellem kommune og borgere og virksomheder. Vi skal ikke være maskinstormere, men vi skal bruge digitalisering klogt og undgå de farer, som digitaliseringen også medfører, fx vedrørende persondatasikkerhed, cyber-crime med videre.

2. Rekonstruér din lederrolle løbende

Ledelsesopgaven flytter sig i takt med indtoget af digitale systemer og automatisering. Som nævnt er sådanne systemer aldrig neutrale. Det digitale lederskab består i, at lederen ved noget og kan noget i relation til, hvad ”digital” betyder for opgaveløsningen og for medarbejdernes arbejdsliv. Hvad bringer digitaliseringen med sig af effektivisering, omlægning af arbejdsgange, fokus på kvalitet og tilgængelighed? Lederne skal favne disse aspekter og tilsvarende tilpasse forventningerne til sig selv som ledere. Også omgivelserne har nye forventninger til lederen, og han eller hun bør rekonstruere lederrollen herefter. 

3. Skab mening med digitaliseringen

Et er, at vi har teknologisk viden og kunnen, ”knowing that” og ”knowing how”. Men det gælder samtidig også om at skabe mening, ”knowing why”. Meningsskabelse betyder, at lederen skal udøve sit lederskab som den, der viser vej ind i det ofte ukendte land, som digitalisering er.

”Lige nu har vi ikke sat tiden af til at forstå, hvad der sker som følge af digitalisering, og forstå både de muligheder og de risici, der er forbundet hermed,” siger Mogens Lilleør.

Åben tilgang til lederskabet

Som filosof føler Mogens Lilleør trang til at understrege, at lederne bør bevare en spørgende tilgang til deres lederskab.

”Mit vigtigste råd vil netop være, at man ikke afslutter sine overvejelser med tre gode råd, men hele tiden holder ’negativitetens sår åbent’, som Søren Kierkegaard ville kunne sige det. Kun gennem en stadig nysgerrighed og ambition om at lykkes, kan vi lykkes som ledere af digitalisering,” siger Mogens Lilleør.

Hør Mogens Lilleør i nyt digitalt ledernetværk
Hør Mogens Lilleør fortælle meget mere om det digitale lederskab, når han den 14. juni 2017 holder oplæg på det første møde i KL’s nye ”Netværk om ledelse af digitalisering 2017". Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Mogens Lilleør er chefkonsulenti HR, IT og Digitalisering i Lolland Kommune. Han er uddannet mag.art i filosofi og Master i Social Integration. Mogens har en række fagartikler bag sig og omfattende undervisnings- og konsulenterfaring. Læs mere på http://www.lilleor.dk/ 

 

Læs mere:

Ole Fogh Kirkeby: Lyt intenst til informationsrevolutionen

Lad samarbejde og kritisk sans styre din digitale satsning

Er du dirigent eller marionetdukke, når du leder?

Skribentinfo

Kommentarer