10 råd til kommunikation i modvind

Du skal give en præsentation foran en mur af ansigter, der venter på, hvad i alverden der nu skal ske. Du håber, at præsentationen lykkes, at du virkelig får flyttet dine tilhørere. Men du ved også, at de alle sammen har pisketravlt og måske i virkeligheden helst ville være et helt andet sted end sidde her og lytte til dig. Så hvad i alverden stiller du op – med din nervøsitet, uopmærksomheden og de uundgåelige forstyrrelser, der nu engang også er en del af det moderne arbejdsliv?

Skribentinfo

Sandheden om moderne formidling er, at man som hovedregel er bagud fra starten. Tilhørerne er sandsynligvis ikke kommet for at høre én; de er der, fordi det er deres arbejde, og fordi de er nødt til det. Måske er de endda decideret negative, fordi man kommer fra en særligt upopulær afdeling i virksomheden, fordi man engang har afskediget nogens fætter, eller fordi de allerhelst selv ville tale.

Der sidder de så alle sammen og venter på, at man taber et skridt. Der er kort sagt modvind.

I en ny bog fokuserer vi på metoder og gode råd, der kan vende modvinden til medvind.

For det første kravet om, at du skal kende dig selv – dine talenter, dine styrker og svagheder og dine mere eller mindre skjulte dagsordner. Hvad vil du gerne have, de andre siger om dig, når du har forladt scenen? Vidende, seriøs, kompetent, underholdende eller charmerende? Hvis underholdende – det skal du muligvis nøjes med at være i golfklubben. Dine medarbejdere foretrækker – måske – deres chef koncis og ordknap, og den indre festabe, ja, den må du i så fald pakke væk.

For det andet kravet om forberedelse – også mere forberedelse, end du sikkert forestiller dig. Hvem skal du tale for? Hvorfor skal du overhovedet sige noget? Hvad er tilhørernes
forventninger? Hvad er dit grundbudskab? Hvordan kommer du bedst muligt til at udstråle personlighed og ægthed?

For det tredje kravet om improvisation, når du er på. Det er afgørende for din evne til at bryde muren, at du har mod til at „give slip“ og se, hvad der sker. Den slags mod kræver et særligt beredskab.

10 råd til kommunikation i modvind

  1. Du skal kende dig selv. Du skal ikke være hverken morsom, ung eller smart blot for at være det. Ægthed vinder hver gang. Til gengæld skal du være realistisk omkring både dine styrker og dine svagheder.

  2. Du skal vide noget. Hav et videnoverskud eller lad være med at tage ordet; tal kun om det, du ved meget om. Videnoverskud giver frihed og autoritet. Underskud kan mærkes.

  3. Du skal kende tilhørernes krav og forventninger. Din præsentation bliver skarpere, og din interesse kan mærkes og fornemmes af tilhørerne.

  4. Du skal gribe nuet. Improvisation er en del af den gode præsentation. Improvisation kræver forberedelse og derefter mod til at give slip. Prøv det.

  5. Dit sprog skal leve. Tal til begge hjernehalvdele. Tal i situationer
    og fortællinger. Men lad være med at forveksle fortællinger med snak og ævl.

  6. Tal kort. Vær præcis, og stands til tiden. Der er intet værre end en oplægsholder, der ikke respekterer hverken programmet eller andre menneskers tid. Kort er godt.

  7. Læg en klar struktur. Et klart mål (der ikke er at forveksle med din egen forfængelighed). En skarp åbning, et kernebudskab og understøttende temaer samt et klart punktum.

  8. Brug kun slides, hvis du har noget interessant at bruge dem til. Ordene er dine. De skal komme ud af din mund.

  9. Kvinde og mand, kend din krop. Kend den balancerede kropsholdning, dit eget rum, din krop, dit åndedræt og din stemme.

  10. Øv dig. Meget.

Læs også

Brænd igennem når du præsenterer

Bliv set, hørt og forstået

Artiklen er tidligere bragt på Lederweb i 2010

Skribentinfo

Kommentarer