3 ting du ikke skal sige til en stresset medarbejder

Du mistænker, at en medarbejder er stresset, og du vil gerne hjælpe, men ved ikke hvordan. Her kan du læse hvilke tre ting, der er uheldige at sige til en stresset medarbejder - men som vi ofte kommer til, og få råd om, hvad du med fordel kan sige i stedet.

Skribentinfo

De fleste ledere skal forholde sig til medarbejdere med stress. For mange er det en svær opgave at gå til. Selvfølgelig ønsker du at gøre noget, at hjælpe og have en god dialog med medarbejderen om hans stress.

Men omvendt er du også nervøs for at ”gå for tæt på” – for hvad nu, hvis medarbejderen bliver ked af det?

Inden du går i gang med at handle på din medarbejders eventuelle stress, så læs her hvilke tre ting, der er uheldige at sige og hvilke tre ting du med fordel kan gøre.

3 ting, der er uheldige at sige

1) ”Du er stresset!”

Ingen har lyst til at være stresset eller blive defineret af andre. Medarbejderen kommer let til at gå i forsvar og ignorere, hvad du egentlig vil sige.

2) ”Pas på dig selv”

Den stressede ved ikke, hvad han konkret skal gøre anderledes. Hvis han vidste det, havde han allerede gjort det.

3) ”Grunden til at du har det skidt, er nok på grund af det derhjemme”

Medarbejderen oplever det som om, du mener, at det er hans egen skyld, hvis han er stresset. Selvom du måske har ret, og der er problemer på hjemmefronten, kan det virke sårende og lukke ned for en evt. dialog.

Hvad kan jeg så sige, tænker du måske?

Her er de stressedes erfaringer på, hvad du som leder med fordel kan sige til en medarbejder, der er ramt af stress.

3 ting, der er gode at sige:

1) ”Hvordan har du det… egentlig? ”

Vis, at du er oprigtigt interesseret og måske bekymret, og tag dig tid til at høre svaret. Det at lytte kan være meget hjælpsomt, og det er faktisk at gøre noget.

2) ”Jeg har lagt mærke til at…”

Fortæl, hvilke konkrete ændringer du har bemærket i medarbejderens adfærd, altså dine observationer uden at tolke på, hvorfor medarbejderen opfører sig sådan. Det er bedst ikke at konkludere, men i stedet være nysgerrig på, hvordan medarbejderen selv oplever tingene.

3) ”Lad os finde ud af, hvordan du kan blive aflastet, så du får lidt luft”

Bliv gerne konkret og hold fast i, at der skal ske nogle forandringer, også selvom medarbejderen måske negligerer problemet.

Når du har kontakt med en medarbejder, der er stresset, og du viser interesse og bekymring, så er der stor chance for, at det bliver modtaget positivt. Og hvis ikke, så skal du ikke tage det personligt. Du kan minde dig selv om, at det værste, du kan gøre som leder, er ikke at gøre noget.

Læs mere om Pernille Rasmussens arbejde her Grow People

Læs også

Sådan holder du en samtale med en stressramt medarbejder

Stressforsker afliver de 3 største myter om stress

Skribentinfo

Kommentarer