5 råd: Når medarbejderne kommer tilbage fra ferie
Når ferien er slut, er det ikke kun lederen, der har brug for en blid start. Hjælp dine medarbejdere godt i gang efter ferien med en varm velkomst. På den måde sikrer du høj motivation og større arbejdsglæde.
Skribentinfo
Ferien er slut. Langsomt begynder kolleger og medarbejdere at drysse tilbage efter deres ferie, og der kommer både mere liv, men også flere hænder til arbejdsopgaver, der ligger og venter.
”Så skal der tages fat”, tænker du sikkert. For at være på forkant med de store opgaver der venter, er du måske tilmed mødt ind et par dage før ”første arbejdsdag”, eller har siddet søndag og tjekket mails. Du er således helt opdateret, og klar til at tage fat.
Men situationen er oftest anderledes for dine medarbejdere.
For at fastholde medarbejdernes motivation efter endt ferie, og for at sikre større arbejdsglæde, er det vigtigt at tage vel i mod de medarbejdere og kolleger, der har været på ferie.
Tænk tilbage på din egen hængekøje
Når du selv har været væk på en lang ferie, så ved du hvor svært det kan være, at komme i gang den første tid. Hængekøjen lokker, og dynen er måske lidt tungere om morgenen end den plejer.
Det samme gælder for dine medarbejdere. De har med stor sandsynlighed stadig den ene hjernehalvdel i hængekøjen, mens den anden halvdel energisk prøver at komme i gang med arbejdet.
Medarbejderne skal med andre ord, også bruge tid til at komme op i det rigtige gear, og der kan du som leder hjælpe dem. Der kan hurtigt sprede sig en dårlig stemning, hvis medarbejderne føler sig angrebet fra første dag.
Ekspert i arbejdsglæde Alexander Kjerulf, giver fem råd om, hvordan du får medarbejderne godt i gang efter ferien.
- Byd dem velkommen tilbage
Giv dem en varm velkomst – få dem til at føle, at de har været savnet, og at det er rart at de er tilbage. Spørg til ferien, og del deres begejstring. - Giv dem tid
Lad være med at overfalde folk den første dag. Giv dem tid til at lande og komme op i gear igen. - Spred ikke din stress til dem
Folk der kommer tilbage fra ferie er dejligt afslappede. Nyd det og giv dem lov til det, i stedet for at sprede stress til dem. - Tilbyd din hjælp
Der kan ligge mange opgaver til en der kommer hjem fra ferie. Tilbyd at hjælpe. - Giv ikke folk skyldfølelse
Det kan være fristende at give folk indtryk af, at det er deres skyld at afdelingen er kommet bagud, fordi de har været på ferie. Lad være med det! Ferien skal holdes før eller siden, og hvis man holder en rigtig god ferie, og giver folk lov til at lande ordentligt igen, har folk så meget mere energi, at man indhenter det tabte og meget mere til.
Læs mere: Kom godt i gang efter ferien
Artiklen er en genudgivelse og har været bragt på Lederweb i august 2009.
Kommentarer