5 narcissistiske træk hos chefen

En narcissistisk chef gør ikke kun dit job som leder sværere –han eller hun skader også hele organisationen og dermed både din og medarbejdernes trivsel og produktivitet. Få fem tegn på, at din chef er narcissist, og læs, hvordan du tackler det.

Skribentinfo

Opfatter din chef sig selv som fejlfri? Viser han eller hun mangel på empati? Og har vedkommende også et stort behov for ros og opmærksomhed? I så fald kan det være klassiske tegn på at din chef er narcissist.

Og ja - vi har alle narcissistiske træk, det er normalt og nødvendigt. Det viser sig også, at de ting man vægter højt som leder, faktisk er de træk man typisk finder hos narcissister. De har selvtillid, autoritære og er gode til at tage styringen. Dog kan det gå galt, når man befinder sig i den anden ende af spektret.

Læs også: Narcissistiske ledere virker gode - men det er de ikke

Journalist på Huffpost Life, Monica Torres, beskæftiger sig med temaerne arbejde og ledelsestrends. I artiklen "Signs Your Boss Might Be A Narcissist" nævner hun fem tegn på, at din chef er en narcissist, og giver råd om, hvordan du håndterer det:

1. De skifter personlighed hvis du udfordrer dem

Narcissister er ofte meget karismatiske og gode til andre mennesker. De kan få dig til at føle, at hele verden drejer sig om dig.

Men narcissister kan hurtigt vende på en tallerken og blive ubehagelige, hvis de oplever, at du udfordrer deres verdensbillede eller påpeger uhensigtsmæssig opførsel. I værste fald kan de finde på at manipulere dig i forsøget på at fastholde deres magt, status, respekt og anerkendelse i organisationen.

2. De vil ikke indrømme at de tager fejl

Narcissister fralægger sig ansvaret, hvis noget går galt, og de er følelsesmæssigt ude af stand til at acceptere et nederlag eller kritik. I deres verden er de perfekte, og de kan derfor umuligt begå fejl - det ville nemlig ødelægge deres selvværd.

Det kommer fx til udtryk ved, at din chef bebrejder dig og medarbejderne for deres egne fejl. Når narcissister konfronteres med deres fejl, vil de typisk tage offerrollen på sig og argumentere for, at fejlen er sket på grund af andres handlinger.

3. De stjæler dine ideer

Du har brugt tid og kræfter på at lave en ny strategi og tager fat i din chef for sparring. Du fortæller begejstret om din proces og det færdige resultat og om, hvordan du mener, at strategien vil gøre en forskel, når I implementerer den. Strategien får stor succes, men du får ikke klappet på skulderen - det gør din chef, som har taget al æren for arbejdet.

Narcissister er eksperter i at stjæle ideer. De mener nemlig, at de er fejlfri og i forsøget på at fastholde det selvbillede, føler de sig ofte berettiget til at stjæle andres gode ideer og videregive dem som deres egen – uden moralske skrupler.

For dig er det godt, at den nye strategi er blevet en succes, men det havde været god stil af din chef at fortælle, at strategien er udviklet af dig. 

4. De beder om tjenester som de ikke gengælder

Hvis du forventer, at din narcissistiske chef også hjælper dig, kan du godt tro om.

Narcissistiske chefer vil ofte bede om tjenester uden at returnere dem. De udnytter andres gavmildhed til deres egen fordel.

Mens normale mennesker vil bede om tjenester på grund af et oprigtigt behov om hjælp beder narcissister om hjælp på en mere avanceret måde - de vil ofte bede dig om en ”særlig tjeneste”, selvom den tjeneste nok ikke er så særlig. Det gør de for at få dig til at føle, at du er speciel. De bruger bevidst udtrykket ”særlig” for indirekte at manipulere dig til det, de vil have dig til at gøre.

5. De har mangel på empati

Du møder på arbejde med sved på panden. Det har været en hektisk morgen. Madpakkerne var ikke lavet, og din cykel var flad, så du skulle tage bussen – som kom 13 minutter for sent. Din chef står med korslagte arme, mens du forsøger at forklare, hvorfor du kommer for sent. Svaret fra chefen bliver et lille nik og sætningen: ”Det må ikke ske igen”.

Narcissister har sjældent empati for andre og besidder derfor ikke evnen til at sætte sig i andres sted. Et åbenlyst tegn på narcissisme er også, når chefer verbalt misbruger medarbejdere ved at fornærme deres gøren eller en følelsesmæssig tilstand, ved fx at sige ”du tager det her alt for tungt”.

Læs også: Hvad er gaslighting, og hvordan stopper du det?

Narcissistiske personlighedstræk

  • Man har en overdrevet følelse af, at man er meget betydningsfuld
  • Man er optaget af forestillinger om ubegrænset succes, magt, skønhed og ideel kærlighed
  • Man tror, at man er speciel og unik og kun kan blive forstået af andre som er specielle eller har en høj status
  • Man har brug for ubegrænset beundring
  • Man har urealistiske forventninger, om, at man har krav på at blive behandlet særligt favorabelt
  • Man udnytter andre til at opnå sine egne mål
  • Man er ikke villig til at anerkende andres følelser eller mål
  • Man er ofte misundelig på andre, eller tror at andre er misundelige på en selv
  • Man har en arrogant eller hånlig attitude

    Kilde: netpsykiater.dk


At håndtere en narcissistisk chef kan være udmattende – men det er muligt. Her er nogle strategier, du kan gøre brug af:

2 råd hvis du hænger på en narcissistisk chef

Sæt chefens kritik i perspektiv og find støttende lyttere

En af grundene til, at narcissister kan slippe afsted med at være urimelige, er, fordi de lykkes med at manipulere dig tilstrækkeligt til at overbevise dig om, at det er dig den er gal med.

Derfor er det en god ide at finde en betroet uden for organisationen, der kan lytte til dine oplevelser og give dig feedback på dine oplevelser og input til, hvad der er acceptabel adfærd, og hvad der ikke er. På den måde får du sat chefens kritik i perspektiv.

Styrk dit netværk - så din chef ikke er i centrum

Narcissistiske chefer arbejder målrettet på at få dig til at se dem som centrum for alt. Derfor er det en god idé at have – eller skabe – et netværk, der ikke har nogen form for relation til din chef. Det er nemlig ikke sikkert, at din chef er interesseret i at dygtiggøre dig og styrke dit potentiale, medmindre hun selv har en fordel i det. Derfor skal du huske at udvikle dit netværk med andre erfarne ledere, som kan give dig support og muligheder på sigt.

Artiklen er frit oversat og redigeret fra Huffpost: Signs Your Boss Might Be A Narcissist (And How To Deal With It)

Skribentinfo

Kommentarer