5 råd: Kom godt tilbage efter ferien

Nu skal du igen vågne til lyden af vækkeuret, madpakkerne skal smøres og indholdet i din indbakke leder ikke tankerne hen på Jussi Adler-Olsens nyeste krimi. Ferien er slut, og nu venter hverdagen. Her får du fem råd om at komme godt tilbage efter ferien.

Skribentinfo

Efter en god lang ferie skal du sikkert som de fleste andre vende tilbage til arbejdet igen. Men en overfyldt kalender, ulæste mails og bunker af opgaver, der kun venter på at blive løst, kan tage arbejdsglæden fra selv de mest engagerede ledere.

I et blogindlæg giver forfatter Alison Green fem råd om, hvad du kan gøre, hvis du vil undgå, at hverdagen tapper dine opladte feriebatterier på første dag:

1. Udnyt autosvar funktionen

Mange bruger autosvar, mens de er på ferie. De sætter svaret til den dag, hvor de er tilbage med beskeden: ”Tak for din mail. Jeg er i øjeblikket på ferie, men er tilbage mandag den 6.”.

Men den form for autosvar skaber et pres for, at du svarer alle mails den første dag, du er tilbage. Giv i stedet dig selv ekstra råderum at lande i, og benyt autosvar selv efter du er landet. Hvis du kommer tilbage fra ferie den 6. kan du fx skrive: ”Tak for din mail. Jeg er i øjeblikket på ferie og har derfor først mulighed for at svare dig den 8.”.

Læs også: Spot den farlige arbejdsafhængighed

2. Gennemgå ikke dine mails kronologisk

Når du så er tilbage, kan du dykke ned i indbakken. Men lad være med at gøre det kronologisk, for så ender du med at bruge energi og tid på at besvare Annes mail: En problemstilling hun sendte for flere dage siden, som hun egentlig har fået hjælp til af Henrik i sidste uge.

Sortér i stedet dine mails efter afsender eller emne, så du ser hele tråden, før du svarer. Så sikrer du, at du ikke bruger unødvendig tid på noget, som egentlig er løst.

3. Drop de lange arbejdsdage

Der var en grund til, at du tog på ferie. Nemlig for at slappe af og koble af fra hverdagen og dit arbejde. Selvom det er lokkende at arbejde længe, så du kan indhente alt det forsømte, er det en dårlig beslutning. For hvis du arbejder over alle dage den første uge tilbage, kan din nyfundne arbejdsglæde og energi hurtigt slippe op.

Aftal i stedet med dig selv, at du tager hjem til tiden, eller bedre endnu, at du tager tidligere fri. Så føles overgangen fra ferie til hverdag ikke nær så hård.

4. Prioritér dine opgaver

Der er ikke nogen, der forventer, at du indhenter alle arbejdsopgaver på din første dag tilbage. Men mange stresser alligevel over de ventende opgaver, og føler, at de skal have styr på det hele med det samme. Forsøg i stedet at prioritere dine opgaver – hvad skal være færdigt i dag? Hvad kan vente til i morgen eller til næste uge?

Hvis du har svært ved at vurdere det, kan du spørge dine medarbejdere, om de har lyst til at sende en mail om det, der er sket i dit fravær. Bare i korte, præcise og overskuelige bulletpoints, så du ikke skal bruge meget tid på at læse det igennem, og de ikke skal bruge lang tid på at skrive det. Bed dem eventuelt også om at skrive om de opgaver, som de ikke kan komme videre med, fordi de venter på dit svar. Hvis flere af deres opgaver afventer dit svar, er det en god idé at få dine medarbejdere til at prioritere, hvad der er vigtigst for dem at få svar på først.

Læs også: Parkinsons lov: Bruger I tiden rigtigt?

5. Organisér dit skrivebord

En kæmpe bunke uløste opgaver på skrivebordet demotiverer og virker helt uoverskueligt.

Det er svært at holde blodtrykket nede og undgå følelsen af stress, når alt det arbejde, der har stablet sig op i den tid, du har været på ferie, ligger usystematisk lige foran næsen på dig. Du bør derfor som det første sætte tid af til at sortere de forskellige opgaver. Hvad haster? Og hvad kan vente lidt? Inddel det så i pæne bunker på dit skrivebord.

Artiklen er frit oversat og redigeret fra artiklen: How to Avoid Post-Vacation Stress Once You’re Back at Work

Skribentinfo

Vurdering

3,8 /5

8 vurderinger

Kommentarer