5 råd: Styrk jeres fællesskab på trods af krise

En krise, som den vi står midt i lige nu, kan nemt øge konfliktniveauet, og det kan skade dine medarbejderes relationer – også på længere sigt. Du skal være med til at sikre, at tilliden og fællesskabet bevares. Måske endda styrkes. Læs her, hvordan I sammen bevarer empatien og sikrer fællesskabet.

Skribentinfo

Det ene øjeblik står du med støvsugeren, det næste forsøger du at hjælpe en 13-årig med matematikken, og et splitsekund efter, er der Skypemøde med teamet. Der er sjældent tid til ro og fordybelse, og det kombineret med bekymringerne for, hvordan coronakrisen udvikler sig, tærer på kræfterne.

Og hvad der kan være nemmere at regne på end den 13-åriges matematik er, at når overskuddet er i bund, øges risikoen for et højere konfliktniveau blandt dine medarbejdere. Det, at vi ikke sidder overfor hinanden, som vi plejer, stiller blot nye krav til, hvordan vi tolker hinanden. Det kræver tålmodighed og rummelighed.

Læs ogsåSpot og håndter krisereaktioner i fællesskab

Dyrk empatien

Desværre kan det knibe lidt med netop tålmodigheden og rummeligheden i disse dage. Det er helt naturligt, at lunten er lidt kortere end normalt. For den nuværende situation ligner ikke noget, vi før har prøvet. Fremtiden er uforudsigelig, og vi er pressede på flere fronter.

Det er nu, I står overfor et vigtigt valg: Vil I lade krisen skade eller styrke fællesskabet på jeres arbejdsplads? For det kan gå begge veje, og du spiller som leder en vigtig rolle i at sætte kursen. Du skal være med til at sikre, at tilliden og fællesskabet bevares - måske endda styrkes.

Men hvordan finder og viser I empati for hinanden, når I hver især mærker, at ressourcerne er ved at være brugt op? Når fokus i højere grad er rettet indad end udad? Amy Gallo peger i an artikel på hbr.org på fem vigtige sætninger eller grundregler, som du kan sørge for, at dine medarbejdere mindes om dagligt:

1. Acceptér, at vi alle tackler det forskelligt

Vi håndterer alle kriser forskelligt, og vi tyer til forskellige overlevelsesstrategier. Nogen har brug for så meget information som overhovedet muligt og bruger timevis på at gennemtrawle nyhedstjenester for at være helt opdateret på de seneste statistikker. Andre kan ikke rumme al den information og vil faktisk helst ikke høre noget om, hvordan kurven ser ud eller, hvor mange der nu har fået konstateret corona. Nogen tager anbefalingen om social afstand meget bogstaveligt, mens andre har en mere fleksibel tilgang til det. Derudover vil nogle medarbejdere kaste sig over arbejdet og finde tryghed i travlheden, mens andre vil kæmpe for at bevare fokus. 

Mind dig selv om og acceptér, at ingen reaktioner er forkerte, vi er bare forskellige og reagerer ud fra vidt forskellige vilkår og udgangspunkter. 


2. Vær gavmild, når du tolker

En anden vigtig ting du og dine medarbejdere skal huske på er, at I skal være gavmilde, når I tolker på hinanden, fx hvorfor kollegaen måske formulerer sig lidt kort for hovedet, eller virker til at være meget lidt online. Hvis du modtager en e-mail, hvor du synes, tonen er lige lovlig irettesættende eller på anden måde får dine alarmklokker til at ringe, så lad være med at antage, at Anne, der har sendt mailen, er vred eller med vilje uforskammet. Gå i stedet ud fra at Anne blot er mere end almindeligt presset på tid og overskud. Måske står der et barn og hiver i hende, og derfor når hun ikke at få den ellers almindelige, høflige tone med i mailen.
 
Det kan være ekstra svært at se i tider, hvor du også selv er presset – men netop derfor er det særligt vigtigt, at du oftere end normalt træder et skridt tilbage. Når der følger irritation med fx en mail, så stop op og overvej, hvorfor I lige nu har lidt svært ved at kommunikere. Lad dig ikke blive fanget af ”rigtigt og forkert”-tankegangen, men fortæl i stedet dig selv: ”Jeg er kompetent, og det er mine medarbejdere og kollegaer også” og overvej, hvorfor jeres kommunikationsknaster opstår. Tag et blik på omstændighederne og dynamikkerne i stedet for at placere skylden på en enkelt person. 


3. Anerkend dine egne følelser

En anden vigtig ting, I også skal huske på, er at vende blikket indad. Du kan undgå dårlig kommunikation og sårede følelser, hvis du bruger lidt ekstra tid på at dykke ned i de følelser, du har for tiden. Måske er der brug for, at du forklarer dine kollegaer, at du trænger til luft til at fordøje det hele. Måske har du brug for mere eller mindre kommunikation end normalt? Måske har du brug for flere pauser?

Og føler du mere irritation end normalt, så meld også det ud. Jo hurtigere, jo bedre. For noget af den irritation slipper højst sandsynligt også ud med en mail uden, at du nødvendigvis selv når at bemærke det. Og det kan være rart for din kollega at høre, at det ikke er målrettet lige ham eller hende, men derimod handler om noget helt andet.

Husk også, at det absolut ikke nytter noget at bebrejde dig selv efterfølgende, hvis du kommer til at sige eller gøre noget, som du fortryder. Selvbebrejdelse kommer der ikke noget konstruktivt ud af. Jo mere medfølelse du har med dig selv, jo lavere er dit stressniveau, og jo bedre er du til at være en god kollega. 


4. Acceptér, at dine kollegaers privatliv nu er relevant også for dig

Det kan føles lidt grænseoverskridende, at din kollegas privatliv pludselig vedkommer dig. Men det gør det ikke desto mindre. Det kan godt være, at det ikke havde betydning for dig for et par uger siden, at Line har to døtre, der går i henholdsvis vuggestue og børnehave. Men nu, hvor Line skal have dem hjemme samtidig med, at hun arbejder, får det pludselig betydning for dig. Og det skal du anerkende. For det gavner ingen, hvis du bliver irriteret over, at Line hele tiden bliver forstyrret, når I taler sammen. Læg det til side og overvej i stedet, hvordan du evt. kan tilpasse dig efter Lines omstændigheder. Måske ville hun blive enormt lettet, hvis du foreslår, at I taler sammen, når de to døtre tager deres middagslur. Med andre ord, hvordan kan du være mere fleksibel, så det er til gavn for både dig og Line?


5. Sammenlign ikke jeres lidelser

Vi kan alle have en tendens til at sammenligne os med hinanden, men lad der endelig ikke gå konkurrence i, hvem der har det værst. Lige nu har de fleste det svært, og det gavner ingen, hvis du ikke anerkender det. Måske har Peter ikke tre børn under 8 år. Men derfor er hans hverdag alligevel også ændret radikalt – og det skal du anerkende. Hvis du fornemmer, at Peter har brug for at tale om, at noget er svært, så undlad at sætte det i perspektiv – i hvert fald ikke som det første. Det fjerner ikke det stressniveau, han føler – tværtimod virker det måske i stedet fordømmende. Så medfølelse indebærer ikke vurdering af, hvem der har det værst. 


Mind dig selv og dine medarbejdere om dette på daglig basis:

  • Vi ser ikke alle sammen verden på samme måde
  • Vi tackler usikkerhed og stress forskelligt
  • De er under et pres, som jeg ikke nødvendigvis ser eller forstår fuldt ud
  • Det gavner intet at sammenligne vores udfordringer
  • Vi gør det alle så godt, vi kan
Det er ikke altid nemt at være tålmodig og forstående, særligt i denne tid. Men hvis du som leder går forrest i forhold til at udvise rummelighed og empati, vil det smitte af på dine medarbejdere. I sidste ende kommer I formentlig ud af denne periode med et styrket sammenhold og fællesskab. 

Andre gode bud på, hvordan I bevarer kontakten og det gode kollegaskab: 
  • Hold virtuel fredagsbar, fx med quiz eller bingo
  • Hold oftere videomøder, også selvom I ikke nødvendigvis har brug for det i forhold til arbejdsopgaverne
  • Forsøg at få lidt humor ind i dine samtaler med medarbejderne, fx ved at du selv viser, at det heller ikke er perfekt hjemme hos dig
  • Tal om andet end blot alt det svære

Artiklen er frit oversat og redigeret med afsæt i denne artikel: What Your Coworkers Need Right Now Is Compassion

Skribentinfo

Kommentarer