6 tips til coronavenlig julehygge på jobbet

Der er flere måder, du kan styrke og sikre det sociale samvær og sammenholdet på din arbejdsplads på trods af corona. Her får du liste med corona-venlige julehyggeideer.

Skribentinfo

Her kommer nogle af de klassiske juleaktiviteter i december efterfulgt af bud på en corona venlig-version, som I kan gøre brug af, hvis I fx arbejder hjemme fra.

1. Pakkelegen

Den første klassiske juleaktivitet er selvfølgelig pakkeleg. Alle har en gave med, som kan ligge og pynte i personalestuen eller gennem julemåneden. Hver dag trækker I en eller flere gaver, og deler ud til de mere eller mindre heldige kollegaer.

Den virtuelle version

Pakkeleg kan umiddelbart virke umulig at gennemføre, hvis de fleste arbejder hjemme. Men det kan lade sig gøre. Man kan eventuelt forsøge med digitale gaver. Måske et gavekort til en lækker kaffe to-go eller et par uldsokker, man sender med posten?

2. Den store julesweater-dag

Aftal en dag, hvor alle har en kikset julesweater på eller nissehue. Det skaber et særligt sammenhold og gør, at alle er i øjenhøjde for en dag.

Den virtuelle version

Den store julesweater-dag kan I gennemføre, selvom I arbejder hjemme. Aftal at tjekke ind til et virtuelt møde, hvor I kan vise jeres trøjer frem. Det kan også være en god anledning til at få tage et screenshot, som kan sendes til teamet eller som glædelig-jul-hilsen til de andre afdelinger i organisationen.

3. Nissevennen

Nissevenner skaber en god julestemning. Som nisseven kan man både være venlig, vise omsorg og lave søde nissedrillerier. Hvem elsker ikke at møde ind på kontoret til en pose pebernødder? Det er altid sjovt at runde december af ved at samles og gætte på, hvem ens nisseven er. 

Den virtuelle version

Det kræver kreativitet og nye ideer, hvis det skal fungere med virtuelle nissevenner. Der findes masser muligheder og tjenester, hvis man vil sende en lille ting hjem til en kollega. Man kan også lave lidt drillerier ved fx at mute en kollega til et virtuelt møde uden at sige det, eller sende en mail rundt til teamet om, at den pågældende kollega sælger billig, økologisk flæskesteg, uden at sætte ham eller hende på mailen – kun kontaktoplysninger til bestilling af flæskestegen.

Rendyrkede virtuelle juleaktiviteter

4. Online og realtime juledigt

I stedet for blot at ønske god jul som det sidste i jeres e-mails, inden I går på juleferie, kan I samle teamet i et online tekstredigeringsværktøj, som fx Google Docs eller et worddokument i Teams. Når alle er samlet, kan I på en og samme gang gå i gang med at skrive jeres juledigt, som I efterfølgende kan sende rundt. Se om I kan få sjove begivenheder fra året med eller minder fra tidligere julefrokoster. Det kan blive rigtig sjovt, hvis I går til den på samme tid, for så kan I fuldende hinandens sætninger og gøre dem helt perfekte.

5. Julequizzen

I en julequiz kan I teste jeres viden om juletraditioner rundt omkring i verden. I kan oprette en quiz hos kahoot.it, med et udsagn om, hvordan man fejrer jul forskellige steder, med 3 falske svar og 1 rigtigt. Fx gemmer alle koste væk juleaften i Norge, sådan at trolde og hekse ikke bruger dem som transportmiddel, og i Japan er der tradition for at spise Kentucky Fried Chicken den 25. december.

6. Julespillelisten

I kan lave jeres teams egen jule-playliste. Opret en liste på fx Youtube eller Spotify, og inviter alle til at tilføje julesange til listen. I kan endda runde december af med at gætte, hvem der har tilføjet hvilke sange til spillelisten. 

Skribentinfo

Kommentarer