Evalueringsfeber

Vi evaluerer skoler, skønhed, musik, skiferier, hjemmehjælp, sygehuse, skraldemænd, forelæsninger, aviser, mekanikere, reklamer, læger, kommuner, fødsler, øl, ægtefæller og hjemmesider som aldrig før i historien.

Vi investerer mængder af energi i at tale om livet. Vi nøjes nemlig ikke bare med at leve det - men hvirvles ind i en evindelig, selvkommenterende kultur, og der er er ingen mulighed for at undslippe – endsige for at råbe: Stop verden – jeg vil af.

Evaluering er et stort ord. Evaluering er et navn, der udfolder magt og åbner døre. Evalueringsbranchen er i vækst. Der eksisterer ingen samlet opgørelse over ressourceforbruget – hverken i kroner eller mandtimer - men ganske vist er det, at ganske mange sociologer og andre professionelle samfundsvidenskabelige forskere investerer deres bedste vågne tid og hjerteblod i evalueringsmaskinen.

Livet er varmt og pulserende, evalueringen er en kold business. Men evalueringen formår alligevel at hensætte samfundet og dets indvånere i en feberlignende tilstand.

At evaluere er at bedømme en handling eller et fænomen - med en tilbageskuende dømmekrafts kontrollerende øjne. Og den retrospektive vurdering har ikke tillid til, at verden kan iagttage sig selv.  Evaluering er mistillid til, at det er godt nok – det, vi foretager os i verden.

Vi synes nemlig alle sammen at være blevet så dyre i drift – så vi ikke kan få lov til at køre på autonomt frihjul i fjerne hjørner af det fælles samfund. Alt skal gøres transparent og målbart.  Alt skal kunne effektiviseres. Dermed bliver evalueringerne også prospektive; de giver bud på en anden praksis, de tegner en ny forpligtende fremtid, og de bliver anledninger til øget refleksivitet på alle niveauer.

Refleksivitetspresset er dog ikke identisk med en vækst i erkendelse, med en styrket erfaringsdannelse eller med højnet evne til personligt-investeret dømmekraftsudfoldelse. Evaluerings-nysproget er bare blevet til det nye hverdagssprog, til en integral del af menneskets ”tredje” natur. Det klassiske vokabular (”første” og ”anden” natur) skriger på et supplement.

Alle skal være tilpasningsduelige og omstillingsparate. Intet er kommet for at blive, og evalueringen er en syns-teknologi; et mangehovedet barn af rationalismen, der prædiker altings mulige foranderlighed.

Evalueringer er effektive bekendelsesteknikker til iværksættelse af fortløbende, behørig selvkorrektur. Samfundet er ramt af en evalueringsfeber, der har overophedet den psyko-socio-kommunikative maskine, som vi lever i, ånder betydninger igennem og tilsyneladende gladeligt holder ved lige.

Menneskehedens selvmartrende og årtusinde år gamle projekt om at ordne og klassificere verden har fået nye knopskydninger. Oven på viljen til orden, viljen til sandhed og viljen til viden gror nye kviste frem: Viljen til evaluering, viljen til selvforbedring, selvansvarliggørelse – og viljen til at udfolde en projektiv og profylaktisk fornuft, der kan lægge den ineffektive fortid bag sig.

Evalueringen er kontingensens følgesvend. Sammen er de henvist til at danse i en tæt djævlekreds i et strategi- og magtspil. Evalueringer er blevet til ritualiserede praksisformer. Oftest bliver man ikke spurgt, om man ønsker at deltage, og der er sjældent mulighed for at sige ”nej” uden at det vil forekomme aldeles mistænkeligt.

Evalueringer er aldrig udelukkende neutrale og beskrivende. En evaluering konstruerer et dobbeltblik. Underviseren, rejseagenten og skoleeleven ved, at de skal gøres til genstande for vurderende blikke og tilvænnes derfor til at anlægge strategiske forhold til sig selv. Og mens de gør, hvad de gør, tænker de intenst på, hvordan det, de gør, bliver opfattet.

Visheden om den kommende evaluering skaber en følelse, der slår om i selvkontrol og tvivlrådighed. Den tilskynder den evaluerede til at tænke i umiddelbar succes og målbarhed – frem for i nytænkning og det, der måske slet ikke kan måles.

I opslaget om evaluering i Den store danske Encyklopædi, kan det bivånes, at ”Evaluering er en måling, hvis resultat sættes i relation til andre målinger, normer eller kriterier” – og videre: ”Evaluering har i princippet to formål: den er grundlag for handling og udtryk for kontrol.”

Kort sagt sætter evalueringen værdiudøvelse i relation til mål, samtidig med at den tiltager sig sanktionsmagt. Den er praksisforhippet og spilder ikke tiden med unødig tænkning. Den skal jo kunne bruges til noget.

Evaluering som selvevaluering

Når evaluering optræder i form af selvevaluering, overgår samfundets magtspil nærmest umærkeligt fra disciplinære til selvkontrollerende logikker for menneskelig adfærdsregulation. Begæret bindes nu i tætte projektive spil med en dertil hørende fare for perverterende overførselsforventninger.

Læreren optræder som coachende psykoterapeut uden at besidde psykologisk fagindsigt, og skoleeleven tvinges til at gøre sig selv til tankelæser og profilere sig efter lærerens præmisser for den rette handle- og selvbeskrivelseskompetence. Empowerment bliver en mægtiggørende magtudøvelse i (del)systemer, der ofte har et dybt ubehag ved at udøve magt (in casu: uddannelsessystemet og socialpolitikken).

Tiltaleformerne skifter. Man tiltales måske ikke mere som elev eller som klient – men som selvmodulator eller handleplansnarrator. I medgift får man så at føle, at enhver afvigelse fra den af én selv skitserede plan (eller med andre ord: den manglende målopfyldelse af kontrakten og selvbeskrivelsen) er éns egen fejl. Man lærer beredvilligt at synge: No one to blame, but me.

Jagten er for længst gået ind. Den drejer sig om at finde barnets lyst og vilje til selvstyring. Det lille selvstændige, ansvarstagende subjekt skal have lyst til livslang læring. Der er tale om en irreversibel proces. De små mini-entreprenører skal allerede i vuggestuen og børnehaven coaches på en personligt-stimulerende måde.

Tidligt gøres mennesket til ekspert og aktør i det egne liv. Det ganske interessante er, at denne radikalt nybrydende proces ikke bare foregår bag om ryggen på barnet, på læreren og på forældrene, men også at offentligheden endnu ikke er kommet op på så højt et begrebsligt niveau, så samfundet overhovedet kan komme til at forstå, hvad ”det ligesom har gang i” for tiden.

Skabelsen af det nye menneske sker ikke mindst via det internaliserede dobbeltblik. Allerede fra 5. klasse skal alle små borgere lære at vurdere sig selv. Selviagttagelse er nutidens nærmest naturlige bekendelses- og kontrolform  Skoleelever og forældre underskriver adfærdsregulerende kontrakter med institutionsbæreren, med læreren, og det sker uden retten til endsige muligheden for en reel negation i frihed.

Kontraktliggørelsen er en tvang, der maskeres nærhedsideologisk. Der udvises jo netop respekt for det individuelle barn, for dit barn.  ”Nichtmitmachen” og nej’ets filosofi er døde som en altmodische hunde. Skolen risikerer at blive et fagligt neddroslet fængsel uden tremmer.

Nietzsche fastnaglede for længe siden, at livet er viljes- og værdiudfoldelse. Viljen til magt sætter sig mere eller mindre kraftfuldt og bevidst igennem, når vi lever. Evalueringstanken ønsker først at identificere og siden at appellere til denne menneske-konstituerende viljeslogik. Der kan i et mere nutidigt sprog med Deleuze, Foucault og Negri & Hardt tales om en intensitetens politik, en bio-politik.

Evalueringsspillet er en ressourceopgravnings-teknik. Virksomhederne og skolerne vil have fat i vores lidenskaber, for det er i lidenskaberne, engagementet, empatien, kreativiteten og den innovative kraft slumrer. I evalueringsdiskursen indgår story-telling og narrative teknikker. At navngive er som bekendt at udfolde magt.

Og evalueringen er et middel til at skabe kollektiv sproglig opmærksomhed omkring alt det, som energiske viljer kan bidrage til at gøre bedre. Hvert menneske fortæller netop sin historie og gøres dermed paradoksalt nok ens: alle bliver vi til unikke fortællere og meningsproducenter.

Nutidens arbejdskraft er radikalt personliggjort og ikke længere en udskiftelig hylde- eller metervare. Der kan måske tales om en internaliseringens af evalueringstankens utilitært-medspillende og tilregneligheds-skabende konkrete normer og ikke længere på ny-marxistisk om internalisering af det abstrakte arbejdes normer (Krovoza, Leithäuser m.fl.).

Vareliggørelsen er endnu mere gennemført end i 1970’erne, og udbytningsspillet har fået nogle ekstra snoninger. Nu er hele personen med et tilhørende arsenal af højpotentialiseret arbejdsethos til salg. Når der holdes foredrag om ”Det hele menneske på arbejde”,  lyder det i mine øren som noget oppustet ideologisk candyfloss.

Evalueringer kan også antage form af en medarbejdersamtale. Der er tale om et venligt indsovsende evalueringskammerspil. De ansatte bringes til at føle, at virksomheden er interesseret i dem som personer med hud og hår.

Det private blotlægges og koloniseres på den mest tvetydige måde; thi ledelsen kan også vælge at værne om en særlig skattet medarbejder og anerkende, at der må tages særlige hensyn til denne i en svær tid, eller at der må strikkes en unik videreuddannelse sammen til ham eller hende.  Samtidig produceres ideologien om, at der ikke længere (hersk)er uforsonlige modsætninger på arbejdsmarkedet, og at selvrealiseringen foregår via arbejdsmarkedet.
      
Væksten i antallet af evalueringer udtrykker også, at arbejdskraften er blevet en dyr og kostbar investering. Således kan det være fatalt, hvis viden og know-how er inkarneret i en medarbejder, der dør eller ”hugges” af konkurrenterne. Den enkelte er i princippet altid udskiftelig på trods af en nok så fremragende og unik personlighed.

Selv mange top- og mellemledere har måttet sande, at internationale økonomiske konjunkturer betyder mere end hidtidig dåd, selv-branding og nok så indbydende CVs. En evaluering vil ofte have som raison d’être at skulle kreere legitimitet før og ikke mindst for de nødvendige afskedigelser.

Evaluering som iscenesat neutralitet

Evalueringer drejer sig om taktiske positioneringer, iscenesættelser og om anerkendelsesspil. Hvem vil ikke gerne have en god evaluering og være noget i andres øjne? Firmaer, organisationer og enkeltpersoner gør, hvad de kan for at prøve på at styre den evaluering, de skal underkastes. Mange finder det endda smigrende at blive evalueret. Tænke sig at de gider at se på og at skrive noget om mig eller os.

Umiddelbarhedens lunkne ære kan dog risikere at blænde for de store konsekvenser, der snart vil følge. For som bekendt er det lettere for en stærk økonomisk agent (et firma eller en organisation) – end for en ansat på gulvet eller foran skærmen - at styre evalueringers forløb.
Den evaluerende kender ikke den evaluerede – men opfatter det slet ikke som en mangel, da det bidrager til skabelsen af noget, der kunne kaldes for iscenesat neutralitet.

En mindre hær af højtbetalte evaluatorer står parate til at fodre os med evalueringer, der ofte slår det fast, mange allerede ved. Der kan tales om det automatiserede, repetitive selvevalueringsspils tilsyneladende nødvendighed: jo mere kendt, jo dyrere evalueringsfirma – des bedre. Det er blevet en simpel nødvendighed for mange organisationer at sætte mange penge af til evalueringer, som andre gerne skal lægge mærke til og honorere.

Vi omformes til at blive markedsbevidste forbrugere af evalueringer. Brugertilfredsheden og billiggørelsen er blevet tidsåndens store Guder i åbenbaringen. Men læg mærke til, at det ofte er de ”svagere” og ”blødere” (begge dele sat i gåseøjne) områder, der evalueres: vi evaluerer altid miljø- og udviklingsbistanden og uddannelses-  og sundhedssystemet – men så at sige aldrig det militære, økonomiske, politiske eller juridiske system i dets tilsyneladende selvgivne helhed.

Evalueringen bliver et hjælpemiddel til at speede det arbejde op, der leveres af hjemmehjælpere, jordemødre, pædagoger og lærere. Evalueringerne vil aldrig komme til at vise, at det kapitalistiske system ”as such” er kritisabelt. Helheden fortoner sig, og der er altid kun penge i og vilje til at se på delområderne.

Evalueringernes pseudo-objektivitetsspil drejer sig ofte om at fremskaffe legitimation til at foretage såkaldt nødvendige beslutninger og om intenderede forsøg på at demonstrere ansvarlig ledelse (hår på brystet, nødvendige omstruktureringer, lækre fremtidsvisioner etc.). Det er dog uhyre interessant at se, hvorledes det højeste politiske niveau med sindsro alligevel kan vælge at se bort fra evalueringer, der ikke passer regeringen (se f.eks. dagbladet Information, forsiden d. 25.8.2003).

Når alt og alle evalueres spildes der ganske mange kræfter. Energierne forskydes fra selve engagementet og aktiviteten til det uendelige evalueringsspil. Det foregår efter devisen: Først gør vi noget – og så evaluerer vi; eller også skal vi evalueres.

Alle evalueringer skaber blindhed. Da det er umuligt at se sig selv se, hverken kan eller vil en evaluering se det kriterium, den ser i kraft af. Går den ud fra, at effektivitet eller nytte lige er sagen, formår den f.eks. aldrig at spørge til nytten af nytten. Evalueringernes tilsyneladende indsigter producerer således ikke-viden. Det værste er vel, at vi ikke eller aldrig vover at begynde på at spørge radikalt til værdien af værdien evaluering. Nietzsche er død, evalueringen er Gud.

Ingen decentrering og fortabelsen det tredje steds magi

Evalueringsspillet tager opmærksomheden og energien væk fra "sagen". Substantielle og faglige grunde burde ellers – og eksempelvis - kunne binde skoleelever og lærere til at værne om og at kultivere, hvad man kunne kalde: "Det tredje sted".

En suveræn, tankefrisættende og ikke-belærende pædagogik sætter ideelt set fokus på en fælles og nysgerrig udforskning af litteraturens, matematikkens og historiens vidtstrakte felter og ikke primært på et psyko-socialt felt for selvkontrol og gensidig kontrol.

Hvis eleven mødes af en taktisk og udbrændt lærer, der har mistet lysten til at forny sig eller at komme dybere ind i sit stof, er der ikke noget at sige til, at "Det tredje sted" dør, måske uden nogensinde at være blevet født. Skolen skal være et videnstungt og vildt dansende tankeunivers for eksperimenter og nytænkning og ikke et gennemstrategisk kalkuleret apparat med dovne kontrollanter i den ene ende og elever, der keder sig eller profilerer sig adækvat i den anden.

Det kan frygtes, at fortabelsen af ”sagen” er vævet sammen med en vigende tid til fordybelse. Alt for mange evalueringslystne selv-præsentationer risikerer at give lærdomsstoffet en utålelig lethed. Engagementet i evalueringsspillet giver ikke eleverne mulighed for at distancere sig fra den selvcentrering, som skolen burde leve af at udfordre.

 
Vi risikerer at se en af-demokratiseret og af-politiseret vidensproduktion. Viden er blevet en vare, og kapitalen er blevet direkte afhængig af den viden, de ansatte har. Evnen til at stille (selv)kritiske videnspolitiske spørgsmål barberes og regimeres. Evalueringsspil udfoldes ikke på scener for utopiske, systemkritiske fremtidsværksteder; de er langt mere konkrete og altfortærende.

De fleste evalueringer viser erfaringsmæssigt, at der er brug for flere evalueringer. En endeløs spiral af selvhenvisende og -spejlende nødvendigheder. Nationen, virksomheden, uddannelsesinstitutionen og hin enkelt er underlagt et pres. Den internationale konkurrenceevne evalueres løbende, og det nationale kompetenceregnskab får ben at gå på, Det kræver ”udviklingen”. Og alle vil have mest muligt for pengene for færrest mulige ydelser. Det er logik for burhøns, statistikere og evaluatorer.

Begrebet evaluering synes at være familiebeslægtet med andre ord fra start-halvfemserne og frem: kompetenceudvikling, den lærende organisation, cost-benefit-kørsler, det udviklende arbejde, forandrings- og omstillingsparathed, fleksibilitet, dialogbaseret aftalesystem, NPM, ny løn, målstyring, sammenligningsgrundlag, effektivitet, besparelsesrunde, handleplaner, kontrakter m.v. Dette lille land savner en forskning, der nøje filtrerer dette kongeniale ærtehalm ud til nøjere, kritisk granskning.

Evaluering - at spille med eller mod?

Men hvor meget deltagelse fortjener en organisation og dens evaluatorer af en sagsorienteret medarbejder? Eksempelvis: hvor stor del af en læges eller en afdelingssygeplejerskes tid og energi skal anvendes på evaluerings-spillet?

Evalueringsspillet tager tid fra patienten og den faglige metier. Og hjemmehjælperens arbejde med at udfylde skemaer for tidsmålinger (kaldet noget så perverst som ”Fælles sprog”) tager tid og opmærksomhed fra det ældre eller syge menneske, der burde være i centrum for arbejdets udfoldelse. Såkaldt ”goddag- og farvel-tid” bogføres nøje i halve og hele minutter. Der indsamles empiri til de ådselsgnavende evaluatorer, mens det instrumentelle menneskesyn fejrer nye triumfer.

Tænke sig - hvis vi kunne sige ja til livet, som det leves, og ikke altid at skulle evaluere alt og alle. Forestil dig et liv helt uden evalueringer. Hvad ville vi så have mistet? Hjerteblodet – eller blot nogle gnavende hyæner? Arbejdsglæden – eller blot nogle bidske vampyrer? Selvtilliden – eller blot omgangen med og respekten for lange rækker af kontrollanter, der lærer os at spilde vores tid? Ville vi tabe livets fylde – eller blot det evindelige og irriterende dobbeltblik?
  
Skulle jeg driste mig til på falderebet at servere en mulig modtale og en anelse selvkritisk eftertænksomhed på trods, ville jeg sige, at der kan tænkes fem andre bud på evaluering.

Disse fem overskrifter kunne jeg måske endda finde på at lægge hovedet på blokken for at forsvare: 

1. Den professionelle evaluators nænsomme viden om, hvor og hvornår der netop ikke skal evalueres kunne præciseres;
2. Der kan principielt lægges et skævt og nyskabende blik ind fra evaluatorens side (som institutioner, organisationer, grupper og enkeltpersoner) ikke selv kan se (det er vel blandt andet derfor, jeg eksempelvis gladeligt bidrager til at afholde interne evalueringer og eksaminationer på RUCs basisuddannelser år efter år);
3. Evalueringer kan principielt stoppe vanvittige projekter (fremskaffe dokumentation af manglende kvalitet, misbrug af offentlige ressourcer) og angive nye og mere frugtbare veje at gå (tænk blot på miljøpolitikkens sønderbombning);
4. Demokratiserende horisontalisering kan søges styrket som mulighed(ssans) kunne og søges adskilt fra henholdsvis klassisk, udemokratisk top-down management og nivellerende og strategisk-utilitære logikker for umyndiggørende og fordummende horisontalisering (ikke mindst bliver det herligt meget vanskeligere at være en sygdomsfremkaldende chef eller bare en dårlig leder, når alt og alle (kan) gøres til genstande for evalueringer, og når selv hellige, før så magtfuldkomne køer kan blive slagtet i fuld offentlighed); - og endelig er der vel
5. Ingen vej uden om, at vi alle deltager opbyggeligt og koopererende i det samfundsmæssige totalarbejde på verdensplan som kosmopolitiske verdensborgere (Marx i den bedste af alle verdener?).

I gamle dage spiste man ikke med gaffel eller havde privat lokum i de lavere klasser. Langsomt, men sikkert sivede overklassens spise- og WC-vaner ned gennem samfundets lag. Bønder og arbejdere lærte efterhånden at blive civiliserede mennesker. De lærte, at man ikke måtte fedte med maden. De lærte at skamme sig, hvis de forrettede deres nødtørft i det fri eller i grebningen.

På samme måde er erhvervslivets evalueringslystne sprog efterhånden sivet ned igennem systemerne og med års forsinkelse nået til staten, universiteterne og skolerne. Lidt flabet kan der tales om “nedsivningsteori” (beskrevet så fremragende af Norbert Elias i 2-binds-klassikeren ”Über den Prozess der Zivilisation” fra 1939) på aktuelle præmisser. Nu skal vi lære at være kompetente og selvevaluerende. Nu skal vi lære at skamme os, hvis vi ikke har de rette evalueringskompetencer.

Det kan frygtes, at vedvarende angreb af evalueringsfeber vil komme til at ramme os selvbekendende og strategisk-profileret agenter i al tænkelig frem- og nutid. Flinkeskolen er blevet afløst af den livslange evalueringsskole; altid skal vi være (bered)villige til at udvikle og omstille os. Evalueringssygen synes kronisk, og det kan endvidere betvivles, om evalueringsspillet kan erstatte den dybe dannelse og den unikke personligheds umålelige kunnen og viden. 

Artiklen er tidligere bragt i Dansk Sociologi, nr. 1 2004

Læs også: Væksthus for Ledelses 'Guide til lederevaluering i kommuner og regioner'