Hvad historiske ledere kan lære dig om følgeskab

Krigsstrategen Alexander den Store og den åndelige leder Gandhi var hinandens modsætninger. En vigtig egenskab havde de dog til fælles. De var begge ledere, der evnede at få andre med sig. Bliv inspireret af Gandhi og Alexander den Store, og få dine medarbejdere til at følge dig.

Skribentinfo

I gymnasiet havde jeg en lærer, der elskede at sige, ”I skal ikke gøre, som jeg gør. I skal gøre, som jeg siger.” Men sådan virker den menneskelige hjerne ikke. Vi gør hvad vi ser, ikke hvad vi får besked på.

Her er tre almindelige problemer med følgeskab og forslag til, hvordan du kan løse dem ved at lede gennem eksempel.

1. Manglende tillid

Der er sket en fejl i din afdeling. Når du prøver at finde ud af, hvad der gik galt, gemmer dine medarbejdere sig bag undskyldninger. Alle har en forklaring på, hvorfor det ikke var deres skyld. Du bliver sikkert irriteret over, at dine medarbejdere ikke vil tage ansvar, men hvordan reagerer du selv?

Hvis du skal forklare din chef, at der er sket fejl i din afdeling, så lad være med at forklare, hvorfor det ikke var din skyld. Fokusér i stedet på, hvad du vil gøre anderledes fremover. Tag ansvar, når noget går galt, og dine medarbejdere vil følge dit eksempel.

Alexander den Store - Ingen kan stoppe os

Alexander den Store førte engang sin hær gennem en ørken. Mænd og heste tørstede. En sending spejdere kom pludseligt galoperende hen til hæren. De havde fundet et lille vandløb og havde fyldt en hjelm med vand til kongen.

Alles øjne hvilede på Alexander, da han modtog hjelmen. Alexander takkede for gaven, hvorefter han løftede hjelmen og hældte vandet ud i det varme sand. Han ville ikke drikke, før hans soldater kunne drikke med ham. Hæren jublede og klappede. En mand sagde, ”Med sådan en konge kan ingen stoppe os.”

 

2. Manglende ærlighed

Alle ledere ønsker ærlighed fra deres medarbejdere. Når dine medarbejdere begår fejl, ønsker du, at de fortæller dig det. Din reaktion afgør, om dine medarbejdere tør komme til dig en anden gang. Måske er din naturlige reaktion at blive irriteret, men hvis du begynder at råbe og skrige, kommer dine medarbejdere ikke til dig en anden gang.

Du skal behandle dine medarbejdere med respekt og fokusere på, hvordan I kan rette op på fejlen. Det er ikke nok at sige, at de kan komme til dig, hvis de laver fejl. Du skal også vise det gennem din opførsel.

3. Stress

Mange arbejdspladser siger, at de gør, hvad de kan for at hjælpe deres medarbejdere med at undgå stress. Det er ikke nok at sige ” du skal ikke stresse over det”, eller ”vi når det nok”. Det er en god start, men det er langt vigtigere, hvad du viser dine medarbejdere.

Hvis dine medarbejdere har mere at lave, end de kan nå, og hvis de ser, at du er stresset, bliver ordene tomme. Første skridt er at tage dig af dig selv. Din energi smitter af på dine medarbejdere, så sørg for at tage vare på dig selv.

Undgå fx at sende e-mails til dine medarbejdere om aftenen eller i weekenden. Hold fri, når du har fri. Det signalerer også til dine medarbejdere, at de kan holde fri, når de ikke er på arbejde.

Gandhi: ”Vær den forandring du ønsker at se i verden”

En kvinde er bekymret for sin søns helbred, fordi han spiser for meget sukker. Hun opsøger Gandhi op spørger ham, ”vil du ikke forklare min søn, at han skal lade være med at spise sukker?”

”Okay,” siger Gandhi efter en kort tænkepause. ”Men ikke i dag. Kom tilbage om to uger”. Kvinden tager skuffet sin søn med hjem.

Efter to uger kommer hun tilbage. Gandhi ser på drengen. ”Lad være med at spise sukker. Det er ikke godt for dig.” Kvinden kigger på Gandhi. ”Hvorfor ville du vente to uger med at sige det til min søn?” ”For to uger siden spiste jeg selv sukker,” siger Gandhi. ”Jeg var nødt til at stoppe, før jeg kunne bede din søn om at gøre det.”


Øvelse: Vær et eksempel for dine medarbejdere

Her er en øvelse, der kan hjælpe dig med at løse udfordringer på din arbejdsplads.

1. Spørg dig selv: hvad er de tre største problemer i min organisation?

2. For hvert problem, spørg: hvordan ønsker jeg, at mine medarbejdere skal ændre adfærd for at gøre situationen bedre?

3. Når du ved, hvad du ønsker fra dine medarbejdere, så spørg: hvordan kan jeg være et eksempel på den adfærd, jeg ønsker? Er der for meget brok i afdelingen? Stop selv med at brokke dig. Er der for meget sladder? Lad være med selv at deltage i sladder.

4. Svar nu på disse to spørgsmål: hvilket af de tre problemer har størst konsekvenser? Ville det gøre en forskel, hvis jeg gik foran med den adfærd, jeg ønsker af mine medarbejdere?

5. Vælg hvilket problem du vil fokusere på, og beslut dig for én konkret ting, du kan gøre for at være et godt eksempel.

Stephen Covey skriver i Syv Gode Vaner: vær et lys, ikke en dommer. Vær en rollemodel, ikke en kritiker. Gandhi stoppede med at spise sukker, Alexander den Store hældte sit vand ud i sandet. Hvad kan du gøre dagligt for at inspirere dine medarbejdere?

Kilder

Stephen Covey: Syv gode vaner

Steven Pressfield: The Warrior Ethos

Richard Daft og Robert H. Lenge: Fusion Leadership

Ron Friedman: The Best Place to Work

Læs mere

Udstrål dit lederskab

Kinesisk krigsgeneral giver 11 råd til din ledelse

Jesus ti største fejltrin som leder

De 7 Gode Vaner gør dig til en bedre leder

Jens Arentzens metode

 

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer