Kernekompetence 2: Tillidsvækkende sparring

Lederen indgyder tillid og indbyder til sparring.

Karakteristisk for sådanne ledere er, at de:

  • prioriterer henvendelser om sparring højt og udviser interesse og fortrolighed, når det gælder andres problemer.
  • hjælper med at nedbryde et problem eller en opgave til forståelige dele.
  • lytter opmærksomt og stiller spørgsmål, der opleves som befordrende og hjælpsomme.
  • giver gode råd og konkrete forslag til løsninger på dagligdags problemer.
  • interesserer sig for andres udvikling og hjælper dem i gang med nye projekter eller egen udvikling.

Lederne er altså ikke bare formelt til rådighed, men udstråler tilgængelighed i alt, hvad de siger og gør. Det er ikke nok bare at have døren åben, hvis man i sin adfærd viser, at den lige så godt kunne have været lukket.

For medarbejderne er adgangen til sparring ikke blot et valgfrit tilbud. Lederen inviterer aktivt og opsøger dialog og sparring. Medarbejderne får ikke lov til at gemme sig. De bliver ”fundet” og mødt på en ordentlig måde.

Et eksempel fra undersøgelsen
Denne leder bestræber sig på at være en tillidsvækkende sparringspartner:

”Jeg har delegeret udarbejdelse af dagsordener til udvalgsmøderne til to af mine medarbejdere. De ved godt, at det er et vigtigt arbejde, og at politikerne slår hårdt ned på fejl. Derfor har både medarbejderne og jeg brug for tryghed omkring kvaliteten. Den aften, hvor dagsordenerne skal gøres færdige, sørger jeg altid for at sidde med nogle andre arbejdsopgaver på mit kontor. De to skal ikke lades i stikken, hvis det pludselig bliver for svært. De skal mærke, at jeg har tillid til, at de kan klare det selv. Men samtidig er jeg – sådan i al stilfærdighed – i nærheden, hvis de får brug for min hjælp.”

Tillidsvækkende sparring
- eksempler på lederadfærd

En leder, der udøver kernekompetencen fremragende:

  • udviser tillid til medarbejdere, opmuntrer til udvikling og hjælper uopfordret med at finde løsninger.
  • er konstant optaget af medarbejderes udvikling. De kan slet ikke slippe for lederens kontakt og påvirkning.
  • prioriterer højt at være fysisk til rådighed for medarbejderne og sørger for at gøre sig synlig.
  • virker oprigtig i alle sammenhænge. Følger altid op på sparringssamtaler.

En leder, der udøver kernekompetencen gennemsnitligt:

  • er god til sparring på tomandshånd, men ikke altid så kontaktstærk over for grupper.
  • opfattes som lidt travl, genert eller tilbagetrukket, men reagerer altid positivt på spørgsmål.
  • hjælper gerne medarbejdere i gang med udvikling. Følger for det meste op på sparringssamtaler.

En leder, der udøver kernekompetencen med besvær:

  • er sjældent til stede, opleves af medarbejderne som vanskelig at træffe, utilnærmelig eller fortravlet.
  • følger ikke op på sparringssamtaler og glemmer at spørge opfølgende til medarbejderes aktiviteter.

Se hvilke spørgsmål, man kan stille ledere i et jobinterview, for at vurdere, om de besidder denne kompetence.

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer