Kvalitetsreform og kravsinflation

Nogle ord emmer af beroligelse. De er rare at høre, og man kan sutte på dem og lade dem sive ned over tungen som bolcher opløst i spyt. Et sådant ord er kvalitet. Hvem går ikke ind for kvalitet? Hvem vil ikke have mere? Hvem ånder ikke tungt ved lyden, synet og fornemmelsen af kvalitet?

Skribentinfo

Ingen regering kan holde fingrene fra det magiske ord, der er lige så forførende som ordet rigtigt. For mange år siden hørte jeg en amerikansk præsidentkandidat, som i et akut anfald af filantropisk delirium erklærede, at we need leaders who are able to make the right decisions. Alle var enige, publikum jublede som besatte og sled deres håndflader røde i en endeløs klapsalve. Her var endelig en kandidat, som forstod, hvad det handlede om.

Det sidste skud på stammen gælder det danske velfærdssystem. Her skal vi have en kvalitetsreform. Det er regeringens trylleord, som skal på arbejde for at løse to opgaver. Den første er at neutralisere oppositionen. Socialdemokratiet har i årevis haft monopol på ordet "velfærd", som Anders Fogh Rasmussen engang ville bombe tilbage til Manchester-liberalismens glade dage.

Nu er Venstre og Socialdemokratiet stort set enige med hinanden, fordi begge er gået på strandhugst i hinandens mærkesager. Socialdemokratiet har overtaget Venstres rigdomspolitik – marked og vækst – mens Venstre til gengæld har taget velfærden til sit kolde hjerte.

Den anden opgave, som kvalitetsreformen skal løse, er at skaffe ro på velfærdsfronten, som har været hårdt plaget af kriser – overfyldte tissebleer på plejehjem, knubbede ord til handicappede, lange ventetider til strålebehandling og utilstrækkelig fokus på børn med lavt selvværd.

Nu skal borgerne vide, hvad de har ret til, og velfærdens vogtere skal til gengæld vide, hvad de har pligt til. Så kan alle håndtere balancen mellem det "noget" og det "noget", som optræder i Anders Fogh Rasmussens social-matematik for begyndere: noget for noget.

Ønsketænkning er ikke forbudt, og dagdrømme har deres egen lyst. For det er svært at forestille sig, at der nogen sinde bliver ro på den front, som handler om, hvad borgere har ret til at kræve af staten. Staten har lovet at gøre alle borgere lykkelige. Det betyder i praksis, at hver eneste løsning på velfærdsfronten øjeblikkelig forvandles til et nyt problem.

Så hvis Anders Fogh Rasmussen i sine kontrol-fantasier forestiller sig et "intet nyt fra velfærdsfronten", må vi desværre ulejlige ham med en vejrudsigt, som lover en strid strøm af koldfronter.

Velfærdssystemets grundværdi er, at alle borgere, uanset indkomst, skal have lov til gratis at modtage ydelser på højeste niveau. Det betyder nærmere bestemt, at systemet ikke blot ubetinget skal tilbyde behandling, som kan helbrede, men også behandling, som marginalt kan lette tilstanden for de syge, de trængende og dem der snart skal dø. Når videnstunge virksomheder og knalddygtige eksperter løbende udvikler og tilbyder nye ydelser, som borgerne herefter har ret til at forlange, går velfærden amok.

Der er udstedt en blanko-check ikke blot til medicinal-industrien, men også til læger og psykologer og i sidste ende enhver terapeut, som med iris-massage, hajbrusk og intens omsorg kan lette tilstanden for de svage. For det er en anden grundværdi i velfærdssystemet, at eksperter er neutrale og ved besked om, hvad der kan gavne.

Naiviteten er hjertegribende. At tro at f.eks. læger er neutrale eksperter, som stramt ser på det fælles bedste, er at stikke hovedet dybt ned i busken. Læger har deres karriere at pleje, og sundhedssystemet er som alle andre systemer underlagt en tvang til vækst. Ventelister er dets stedsegrønne kvælertag på samfundet, og uanset hvor mange milliarder man poster i systemet – det sidste krav fra "sygehusenes ejere" er 100 mia. – vil det altid være utilstrækkeligt.

For sundhedssystemet lever ikke af at gøre folk raske, men af at gøre folk sygere på stadig højere niveauer. Dets succes med at forvandle tilstande af ubehag, f.eks. stress, til behandlingskrævende sygdomme er så storslået, at enhver anden profession må se til med øjne der er gule af misundelse.

På den ene side betyder en kvalitetsreform, at borgerne skal vide, hvad de har ret til, mens velfærdssystemet skal indstille sig på at levere varen. Det er kvalitet forstået som leverings-sikkerhed. På den anden side betyder en kvalitetsreform også, at velfærdssystemet skal levere ydelser på højeste niveau. Det er kvalitet forstået som adgang til det bedste. Kvalitetsreformens problemer opstår på disse to niveauer, som vi for nemheds skyld kan kalde for det lave og det høje niveau.

På det lave niveau vil en kvalitetsreform betyde, at alle borgere får præcis at vide, hvad de har lov til at forvente. Det vil betyde en endeløs og stærkt ressourcekrævende kontrol med, om systemet nu også leverer det ønskede. For niveauet skal jo dokumenteres over for borgerne, som ikke blot er ydmyge klienter, men også professionelle interesseorganisationer og kritiske massemedier.

Den stærkt omtalte forvandling af borgere til brugere betyder, at velfærdens modtagere ikke afbalancerer deres krav i lyset af det fælles bedste, men ser stenhårdt på, hvor meget de kan aftvinge velfærdssystemet til netop deres kalamitet. Hver svaghed har sin støttegruppe, som kæmper med retorikkens prøvede kneb for at slå igennem i et kaotisk medie-billede. Det fromme ønske om at overføre ressourcer fra kontrol til ydelse vil gå en krank skæbne i møde.

På det høje niveau er billedet anderledes. Her er problemet, at grænsen for hvad systemet kan levere hele tiden ændres. Ny medicin kan gøre situationen en smule mere tålelig i lidt længere tid. Ny terapi kan gøre livet lidt bedre for den handicappede, hvis blot velfærdssystemet vil bevillige ti personer til i døgndrift at hive og slide i hans arme, ben og sjæl. Der er ingen ende på, hvad systemet skal levere, hvis det skal leve op til kravet om kvalitet.

Og da folk keder sig og fristes til at give livet indhold ved at opsøge flere forbrugsgoder og flere velfærdsgoder, er der ingen udsigt til, at ambitionen om at lade en kvalitetsreform markere den laveste fællesnævner vil have nogen succes. Ikke blot kravet om privat rigdom, men også kravet om offentlig velfærd er umætteligt, og hver eneste luksus-ydelse synker øjeblikkeligt ned og bliver til en normal ydelse, som alle i demokratiets navn har ret til at kræve.

Så alle med sans for liv og glade dage kan trygt synke tilbage i sofaen og følge de daglige afsnit i tv-farcen "Kontrol med velfærden".

Artiklen har tidligere været bragt i LPF nyt om ledelse. Læs mere her>>

Ole Thyssen er professor i ledelsesfilosofi på LPF. Han har de sidste årtier arbejdet med en række erhvervsøkonomiske, organisatoriske og ledelsesmæssige problemstillinger, men har de sidste ti år dedikeret sit arbejdet til først etik og siden æstetik, og sat dette i relation til ledelse og organisation. Han har således specialiseret sig i værdiledelse, æstetisk ledelse og virksomhedskommunikation. Ole Thyssen er sammen med Henrik Dahl aktuel med bogen 'Krigeren, Borgeren og Taberen', Gyldendal.

 

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer