LederDNA - Portræt af Biskop Jan Lindhardt

I halvandet år er har forfatteren, Rasmus Ankersen, fulgt 25 topledere, blandt andre Anders Fogh Rasmussen, Lego-chefen Jørgen Vig Knudstorp og mange andre. I bogen fortæller de brutalt og ærligt om deres erfaringer med fyringer, ansættelser, magtkampe og værdier. Her kan du læse portrættet af Biskop Jan Lindhardt.

Skribentinfo

»Vor herre må elske de middelmådige, siden han har skabt så mange af dem.«

»Alle ledere har efterhånden været på kurser i selvudvikling, og ind imellem er der jo en, der går hen og bliver buddhist af det. Det er faktisk muligt at tage skade af det.«

I skolen skrev Jan Lindhardt ikke sine egne stile. Det gjorde hans far, hvorefter han selv skrev dem ind med blæk. Samarbejdet fungerede upåklageligt og endte med, at de to fik jævnt gode karakterer.

»Der er en hel masse mennesker, der siger til mig: Det er jo uærligt. Det er noget, du har hugget fra ham. Nej, siger jeg. Det er da noget, han har givet mig. Der er kæmpe forskel på de to ting.«

Lederdna

For Jan Lindhardt var der blot tale om mesterlære, hvor man ser, hvordan andre gør for herefter selv at kopiere det. Og til studentereksamen scorede han da også en udmærket karakter, selvom hans far ikke var med.

»Prøv at tænk på alle mine kammerater, der igennem hele skolen havde siddet og lavet elendige stile og fik elendige karakterer. Det er sørgeligt for dem. Pointen er, at al væsentlig indlæring er noget, man får givet af dem, der kan. Læring er en foræring.«

Kan jeg ikke bare få en ostemad?

Mange år senere kom Jan Lindhardt for første gang til USA og fik bekræftet sin pointe. Efter at være ankommet gik han træt og sulten ud i New York for at finde noget at spise. Og fandt en kæde, der kun handlede med smørrebrød.

»Da jeg kom ind i butikken, blev jeg mødt af fire store smørrebrødsjomfruer, som varetog hver deres funktion i butikken. Hos den første valgte man brødet, hos den anden valgte man smørelsen, hos den tredje pålægget, og hos den fjerde valgte man sin finish. Ved hver post havde jeg fem undervalg.

Sveden piblede ned ad panden på mig, for det skulle gå hurtigt, og der var kø bagved. Men til sidst opgav jeg at træffe alle de valg og sagde: Kan jeg ikke bare få en ostemad? Men det kunne jeg ikke. Jeg skulle vælge alting selv. De ville ikke tage noget som helst ansvar for min mad. Det skulle jeg selv bære helt og holdent, og det er der jo intet menneske, der kan. Hvorfor gav de mig ikke bare en ostemad?«

»Det er noget sindssygt vrøvl med ansvar for egen læring, og at du skal have ejerskab i samtlige valg, du træffer. For eksempel betyder coaching jo, at du har svaret i dig selv.

Men så behøver man jo ikke en leder. Og derfor bliver du heller ikke en god leder af at gå til coaching, hvor de nøjes med at spørge: Hvad synes du selv?

Ledelse kan læres, men det skal være i form af mesterlære. Hvor du går op og ned ad en anden person, så du kan se alle vedkommendes dyder og fejl. Det er det, jeg kalder learning by looking. Du lærer det ikke ved at læse en bog.«

Stammede sig til at blive leder

I skolen stammede Jan Lindhardt så meget, at han ikke kunne sige sit eget navn. Sine første offentlige ord sagde han som 41-årig under et foredrag i Esbjerg.

Paradoksalt nok endte han med at skrive flere bøger om retorik og blev kendt som én af landets mest kommunikerende ledere. Ligesom sin bror, der var totalt ordblind, men endte som skrivende journalist.

»Hvis der er noget, man ikke kan, er ens største drøm at indhente det tabte. Og sproget var tabt for mig. Jeg har hele tiden været meget kommunikerende og udadvendt indeni, men jeg kunne ikke komme ud med det. Det var enormt frustrerende.«

Af samme grund startede hans egen karriere som leder ret sent, da han som 59-årig i overbevisende stil vandt bispevalget og titlen som biskop.

Siden fulgte 11 år i embedet, og da vi mødes første gang i det gule barokpalæ i Roskilde, er der kun få måneder til, at han falder for aldersgrænsen. Aftenen forinden har Jan Lindhardt været til møde i sin VL gruppe, der ellers primært består af erhvervsbosser.

»Når du kommer helt ned til stenbunden, er der ikke den store forskel på deres og min ledelse. Så handler det om moralske og personlige spørgsmål. Den store forskel er, at jeg er ansat i statens tjeneste, og det hæmmer mit råderum som leder betydeligt.«

»I staten har man for eksempel det princip, at man ikke fyrer folk, men i stedet ansætter parallelt. Har du en idiot, så ansætter du en fornuftig person ved siden af.«

Det lyder som om, at de vilkår åbner en ladeport for middelmådighed?

»Det er rigtigt. Jeg hørte engang én sige, at Vorherre må elske de middelmådige, siden han har skabt så mange af dem. I glimt kan du trække noget mere end middelmådighed ud af folk. Jeg har opdaget et par metoder, som gør det meget svært for folk at være den middelmådighed, de er.«

Hvad gør du?

»For eksempel prøver jeg at udfordre folk over evne. Mennesker kan generelt mere, end de selv tror. Men jeg vil også sige, at de middelmådige kan skabe en stor værdi ved blot at være til stede og være venlige og rare mennesker, der skaber et godt miljø. Det er med til, at de bedste kan udfolde sig endnu mere.«

Lidt mere manipulerende

Sidst Jan Lindhardt indstillede en præst til fyring var i 2002. Men han har ikke fået svar fra ministeriet endnu.

»Når jeg har 270 præster i Roskilde Stift, er det klart, at der er nogle iblandt, som plager deres menighed og deres omgivelser, og dem burde man jo kunne sige farvel og tak til. Det kan jeg bare ikke.«

»Det er da tungt ad helvede til, og jeg burde som chef have meget mere at skulle have sagt. Det ideelle ville være, at jeg havde flere styringsværktøjer, en professionel bestyrelse og nogle gode sparringspartnere, akkurat som mine kollegaer i VL gruppen.«

Hvad betyder det for den måde, du udøver ledelse på?

»Jeg er nok lidt mindre autoritær og lidt mere manipulerende, end jeg ellers ville være. Det er jeg simpelthen nødt til.«
Han sidder lidt uden at sige noget, da en tanke pludselig griber fat ham.

»Når jeg sagde, at jeg ikke kan fyre folk, er det faktisk ikke helt rigtigt. For man kan stresse dem på forskellig vis, så de til sidst selv siger op. Sandheden er det dyreste, man har. Derfor må man spare på den.«

Hvordan?

»Ved at bruge beskidte tricks og sørge for, at de ikke får, hvad de søger. Bagsiden er bare, at det skaber et dårligt arbejdsklima.«

En leder kan komme for tidligt

I 1975 skrev Jan Lindhardt en bog om retorik, som blev anmeldt et enkelt sted, i dagbladet Information. Anmeldelsen bar præg af, at man her havde fundet en ny og meget mærkelig fisk i Stillehavet. Samme år blev hele oplaget kørt på lossepladsen.

»I dag vil jeg vædde på, at du har hørt ordet retorik, for det er helt afgørende, hvis du er leder. Den bog, som jeg udgav i 1975, er i dag udkommet i 12 oplag. Jeg var ude, men det var for tidligt, og pludselig kom tiden med mig. På samme måde kan du som leder være for tidligt ude, ligesom du kan komme for sent.«

»På et tidspunkt spurgte jeg direktøren for et dansk universitet, hvordan han ville beskrive de sidste fire rektorer, han havde været direktør for. Så sagde han, at de var meget forskellige, men at den rektor, der sad på posten for tre år siden, ikke kunne have været rektor nu.

Hvis ikke han var gået af på grund af alder, ville utilfredsheden med ham have tvunget ham ud, fordi han ikke kunne matche kravene. Til gengæld var han fremragende for sin tid.«

Jeg har siddet alt for længe

Ledere skal forandre sig, mener Jan Lindhardt. Problemet er, at der ikke findes ledere, der kan blive ved med at gøre det på den lange bane. De kører fast i rillen.

»Hvis du overfører det til rigtig dansk, kan lederen kun rigtigt forandre sig, hvis han også selv flytter et nyt sted hen. Der skal nye mennesker, nye omgivelser og nye opgaver til«, forklarer Lindhardt og slynger et citat ud af den tidligere biskop på Lolland, Monrad, som sagde, at man skal stå i rapport til sin tid.

»For eksempel er Villy Søvndal sikkert en god leder for SF, men det bliver han ikke ved med at være. For man er ikke en god leder altid. Det er derfor, der er så heftig udskiftning på lederposter i erhvervslivet.

Jeg kan huske, at Eva Steiness, der var forskningschef i Lundbeck, blev fyret og efterfølgende spurgt af en journalist: Hvorfor blev du egentligt fyret? Så sagde hun: Det ved jeg faktisk ikke. Det har jeg aldrig fundet ud af.«

»Så stiftede hun sig eget firma, og efter nogle år fyrede bestyrelsen hende. Og så spurgte journalisten hende igen: Hvorfor blev du fyret? Så sagde hun: Det ved jeg faktisk ikke.«

»Pointen er, at det er ganske almindeligt at blive fyret i erhvervslivet, og grunden behøver man ikke oplyse. Der er heller ingen skam forbundet med det. Måske er der en anden, der er bedre egnet. Eller måske skal organisationen omstruktureres.

Sådan er vilkårene. I det offentlige er der så meget skam forbundet med at blive fyret.«

Var der i virkeligheden flere ledere, der burde gå, før de blev fyret?

»Ja, især i det offentlige. Hvis du ser på erhvervslivet, sidder de faktisk meget kort. Tænk på Jess Søderberg fra Mærsk. Han skulle have siddet et år endnu eller to, men røg ud. Og der er ingen bitterhed. Han viser det i hvert fald ikke, og hvis han gør, er han idiot. For selvfølgelig skal der nye folk til.«

»Jeg har selv siddet 11 år nu, og det er jo alt for længe, men det er ret kort i forhold til mine kollegaer. Der har været biskopper i Danmark, der har siddet i mere end 25 år. Det ville jeg nødig, og det er jo alt for lang tid.«

Meditation på lokummet

På trods af sin interesse for de ledelsesmetoder, der florerer i erhvervslivet, er det langt fra alt i den moderne udviklingsstrøm, som ifølge Jan Lindhardt er værd at opfange. Noget er direkte skadeligt.

»Alle ledere har efterhånden været på kurser i selvudvikling, og ind imellem er der jo en, der går hen og bliver buddhist af det. Det er faktisk muligt at tage skade af det, for det bliver så selvsmagende og selvisolerende med alle dem, der tager power nap og sidder på lokummet og mediterer. Man siger: Han gik ind i sig selv, og man har ikke set ham lige siden.«

»Det handler om hele tiden at lede opmærksomheden hen på sig selv og altid have et spejl med. Det er meget usundt, for som leder handler det jo netop ikke om at være optaget af sig selv, men af det man skaber og arbejder med«, siger han og går over og henter sine erindringer En biperson i mit eget liv i reolen. »Den må du få«, siger han.

Men skal du ikke være noget for dig selv som leder, før du kan være noget for andre?

»Det er det rene pladder, at du skal være noget for dig selv, før du kan være noget for andre. Det er først i det øjeblik, at du bliver optaget af noget, der er større og vigtigere end dig selv, at det begynder at fungere. Det andet bliver noget navlepilleri.«
Værdier er komiske banaliteter

Jan Lindhardt stiller også spørgsmålstegn ved erhvervslivets dyrkelse af værdier.

»Jeg tror ikke på det der værdivrøvl, når virksomheder siger, at de er kundevenlige, ærlige og flittige. Det er komiske banaliteter. Selvfølgelig skal du da være ærlig og flittig. Det er det, der hedder sund fornuft. Her i firmaet er vi høflige, siger de. Jamen, det er man da forhåbentligt også i andre firmaer.«

»Er nogen blevet uhøfligt behandlet af et firma, der har lovet at være høfligt? Sikkert. Og hvad skal vi så gøre ved det?«
Han sukker.
»Det er ikke helt overflødigt, men næsten.«

Men det kan åbenbart være svært nok for mange mennesker og virksomheder at være ærlige?

»Ja, men det bliver ikke mindre svært af, at de lover det. Nogle gange kan jeg også tænke: Hvorfor skal man altid være så ærlig? Det er egentligt et mærkeligt ideal, at man skal spille ud med alt, hvad man har. Hvis du læser gammel litteratur vil du se, at de er svindlere alle sammen.

Hvis du læser Det gamle Testamente i Biblen vil du se, hvordan mange løj for hinanden ind ad en kant. Især damerne. Den måde, de snørede mændene på, er dybt underholdende. Som en mand sagde: Ærlighed varer længst. Hvis jeg havde sagt alt, hvad jeg vidste, så havde jeg fået 12 år. Nu har jeg kun fået 10.«

Men skal man tilstræbe at være ærlig?

»Så vidt muligt. Men jeg tænker af og til på Mark Twain, der sagde: Sandheden er det dyrebareste, man har. Derfor skal man spare på den.«

Han sidder tavs et øjeblik.

»Jeg spurgte engang overvismand Klaus Vastrup: Hvad er etikken inden for samfundsvidenskaben og økonomien? Så sagde han: Det er at opføre sig ordentligt.«

»Det er svar nok, for når det kommer til stykket, ved vi jo alle sammen godt, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt.

Man må ikke snyde for meget, og man må ikke lade folk i stikken, og der er en grænse for, hvor meget man skal sætte sig selv i forreste række, og til syvende og sidst handler det jo om at tage vare på hinanden. I Biblen er det, hvad vi kalder næstekærlighedsbudskabet.«

Psykologer er noget, fanden har skabt

Anden gang, jeg møder Jan Lindhardt, er under hans afskedsturne rundt i stiftet. På det tidspunkt er der kun to uger til, han træder af. Herefter rækker ambitionerne ikke ret langt for den 70-årige Lindhardt. Han skal se lidt fjernsyn, gerne DR2, men også action film trækker i ham.

Vi har aftalt at mødes foran domkirken i Roskilde og herfra køre sammen til Kalundborg, hvor han skal underholde sin menighed for sidste gang. Den gamle mand kommer lidt forsinket trissende hen over gårdspladsen foran de to spidse spir, der skyder op i den blå himmel.
»Nå, der er du«, siger han.

Den lille forsinkelse skyldes, at han netop har haft P4 i røret. En sag om et lig, der skal graves op i Nordsjælland, har vakt stor opmærksomhed. Kirkegårdspersonalet har krævet psykologhjælp for at grave manden om. Det gjorde Jan Lindhardt sur, og han kom til at sige, at psykologer er noget, fanden har skabt.

»De er efterhånden i spil, bare man taber en indkøbspose på gaden, og i øvrigt hører omgangen med lig med til at være graver.«
»Men jeg tror, jeg dummede mig lidt, fordi jeg blev sur«, siger han.

Mente du det ikke?

»Jeg mente hvert et ord, jeg sagde, men derfor skal man ikke altid sige det.«

Hitler var jo en mester

I sine 11 år som biskop har en stor del af Jan Lindhardts ledelse været medieledelse.

»I dag kender jeg meget mere fagligt til kirken og dens problemer. Og løsningerne er ikke altid, hvad jeg troede engang. Nu ved jeg, at folk skal have øje på os, for det holder jo ikke, at præsten er den eneste, der synger.

Er kirken ude af øje, er den også ude af sind. Det er ret simpelt. Vi skal give de der oplevelser, hvor tiden forsvinder, og man bliver løftet i flok som på et fodboldstadion. For eksempel var Hitler jo en mester i det, men desværre med et ondt budskab bag.«

I den gamle kirke i Kalundborg er Jan Lindhardt ved at slutte sin tale. Med vanlig humor og provokationer har han spiddet tidsånden og bragt et par sind i kog. En ældre dame, der er tidligere præst, rækker hånden op. Hun mener, det hele er noget pop.

Lindhardt trækker løst på smilebåndet og sender en rap bemærkning tilbage. Den slags angreb er han blevet udsat for mange gange før i sine forsøg på at kaste spotlight på kirken.

»I kirken er der masser af slagsmål. Sådan er det, når det handler om sex, religion og politik. Alt hvad der er vigtigt, er noget, man slås om«, som han forklarer, da vi igen sidder i bilen på vej tilbage til Roskilde.

Er du en rebel?

»Nej, men jeg anser mig selv som værende lidt mere fornuftig end de fleste.«

Du kan gøre andre mindre for selv at blive stor

En af sine kampe har Jan Lindhardt kæmpet mod flere af sine præster.

»Mange præster har den dårlige skik, at de læser deres prædikener op. Det duer ikke. Man holder den selvfølgelig levende og spændende uden manuskript, for ellers kan folk ikke høre den. Selvom de er fulde af velvilje over for dig, kan de ikke høre den.

Prøv at forestille dig, at du lå hjemme i sengen med konen, og hun skriver noget, hvorefter hun læser det op for dig. Så forsvinder nærværet jo.«

»Præsterne er mine mellemledere i den her sammenhæng, og du kan som leder ikke begejstre andre, hvis du ikke selv er begejstret. Du kan ikke tænde andre, hvis du ikke brænder selv, og så er det ligegyldigt, om du taler for to eller for 25.000.«

I sammenligning med mange andre ledere, mener Lindhardt dog, at det har været nemt at lede staben af præster.

»Mange spørger mig: Er du egentligt ikke ked af, at du har haft så mange problemer med dine præster? Så svarer jeg: Det er jo ingenting sammenlignet med, da jeg underviste på universitetet. Universitetet er efter kunstnerverdenen det værste sted, hvad angår folk, der hakker på deres kollegaer. Det er helt forfærdeligt.«

»I det øjeblik, man ikke har et konkret job, bliver man en primadonna. Hvis du for eksempel er kunstmaler, findes der ingen objektive kriterier for, hvad der er godt. Man kan ikke se, hvad det forestiller, og det skal man heller ikke kunne. Er det godt? Det kan man jo kun se, hvis andre siger det.

Man er totalt afhængig af andres mening. Hvis ingen siger, at det er godt, er du simpelthen fortabt. Og så kan du vælge at gøre andre mindre i stedet for selv at blive stor.«

Krisenat som nyudnævnt biskop

Klokken 23:30 holder vi igen ved det gule barokpalæ i Roskilde, hvor mørket har pakket Domkirkens spir ind. Jan Lindhardt slukker motoren og læner sig tilbage i sædet.

Han fortæller, at Kristeligt Dagblad den 1. april på forsiden bragte en nyhed om, at han på grund af bispevalgets kontroversielle afvikling blev forlænget med 10 år i stolen. Herefter fik han en stor bunke breve fra læserne ind ad døren.

»Når nu muligheden er der, skal du selvfølgelig benytte dig af den, skrev de, og kaldte det en god og modig beslutning af mig«, griner han.
Tavsheden hænger et minut i luften mellem os.

»Tænk at få muligheden for at blive hoved for de 650.000 medlemmer i Roskilde Stift. Det er da et kæmpe privilegium. I de år jeg har været her, har jeg trykket mange flere mennesker i hænderne end i hele resten af mit liv«, siger han så.

»Jeg kan huske, at jeg i begyndelsen overvejede at sige til dem, at det nok var en fejltagelse, at jeg var havnet i den her stol.«

Hvorfor?

»Der var en finsk biskop, som fortalte, at man ville komme til at gennemgå tre stadier, når man blev valgt til biskop. Det første år holder man op med at læse. Det andet år holder man op med at skrive. Og det tredje år holder man op med at tænke. Det rumsterede inde i hovedet på mig, og det forekom mig utroligt realistisk.

Han mente, at man fik så meget at lave, at man hverken havde tid til at læse, skrive eller tænke. Og de første dage fik jeg jo kvalme af så megen post. Da havde jeg en krisenat, hvor jeg kom meget i tvivl. Men siden viste det sig jo at blive et ret sjovt job.«

Føler du dig som en succes?

»Jeg synes, der er sket noget, mens jeg har siddet på posten, selvom der stadig er for mange ledige pladser i kirken. Men jeg tror, det er vigtigt ikke at lade sig totalt forføre af sin succes, selvom jeg indrømmer, at det kan være svært at holde benene på jorden, når det går godt.

Der er mange, der hjælper mig med ikke at blive trukket med op i himlen, og det skal man huske at takke dem for. På den anden side er det vigtigt at huske, at det heller ikke er så slemt at mislykkes. Træerne vokser altså heller ikke ned i helvede.«

Læs også

Forfatter: Rasmus Ankersen

Forlag: Forlaget Turbulenz

ISBN nr.: 978-87-991918-3-3

Pris: 349 kr.

Køb bogen her: www.forlaget-turbulenz.dk

Artiklen er først gang bragt i 2008

 

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer