Ledere bør tage ved lære af det politiske superbrand

Synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma er afgørende for fremtidens toppolitiker. Forfatterne til bogen Det politiske superbrand fortæller her hvad du som moderne leder kan lære af de dygtigste politikere.

Skribentinfo

Det politiske landskab er i dag mere uigennemskueligt end nogensinde før. Den klassiske fordelingspolitiske akse er suppleret med en værdipolitisk akse og vælgerne agerer i stigende grad som politiske forbrugere, der troløst shopper omkring i det politiske supermarked i en sådan grad, at partierne ikke længere kan vide sig alt for sikre på loyale stemmer.

Samtidigt har (masse)medierne med internettets udvikling og udbredelse medført en hidtil uset atomisering. Borgere og brugere organiserer sig i vidt omfang i diverse deloffentligheder, i mere eller mindre uformelle netværk og communities med den konsekvens at nationalstaternes demokratiske fællesskab og kulturelle enhedskultur i bedste fald erstattes af globale og multikulturelle fællesskaber, men i værste fald eroderer på bekostning af idealet om en fælles referenceramme, kultur og historie.

Markedsgørelsen af politik og den eksplosive fremkomst af nye medier, herunder hjemmesider, emails, chat-forums, blogs, SMS’er, MMS’er og andre sociale medier betyder, at politikere i det medialiserede danske demokrati adopterer erhvervslivets markedsføringsteknikker i forsøget på at brande sig og dermed skille sig ud fra mængden, præsentere sig som et unikt alternativ og konsistent kommunikere sine politiske visioner og budskaber i alle relevante kanaler.

Kort sagt stilles der i dag og fremover større krav til politikerne end nogen sinde før. Disse krav imødegås af det, vi betegner det politiske superbrand; et ideal som det er afgørende, at moderne politikere arbejder hen imod, hvis de vil helt til tops.

Det politiske superbrand

Det politiske superbrand er en politiker, der tilstræber at fremstå unik og differentiere sig fra andre politikere. En politiker, der både appellerer til rationelle og emotionelle forhold hos vælgerne og andre relevante interessenter.

Endelig er det politiske superbrand defineret derved, at man skal performe optimalt og score så højt som muligt på følgende seks parametre hhv. synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma.

At fremtidens politikere må udvikle sig til et brand betyder, at politikere skal tage de samme redskaber og metoder i brug, som erhvervslivet længe har anvendt i markedsføringen af varemærker, hvis de vil gøre sig gældende som et unikt og konkurrencedygtigt politisk varemærke.

Det er ikke længere nok alene at være en god politisk håndværker og “vide, hvad der er op og ned i en sag,” sådan som det har været i tidligere tiders politik. Ej heller er det nok blot at være kendt eller god til at håndtere medierne og skabe opmærksomhed omkring sig selv.

Politiske ledere skal både have en vision, kunne omsætte den til realpolitik, kommunikere den i såvel i soundbites som i længere intellektuelle debatprogrammer og bringe sin person og karisma i spil for at ”brænde igennem i medierne” og give vælgerne ”noget af sig selv”.

Det politiske superbrand er en slags helhedspolitiker, der både er synlig i medierne, formår at kommunikere sin politik i de rette kanaler, men som også kan samle et flertal for sine visioner og føre dem ud i livet, så den pågældende opfattes troværdig i offentligheden – ikke mindst blandt vælgerne.

Et eksempel på en politiker, der i den grad kommer tæt på idealet om det politiske superbrand, er den nyindsatte amerikanske præsident, Barack Obama, der med sine visioner og budskaber om håb og forandring, sin strategiske brug af nye medier, sin imponerende politiske taler, sit karismatiske væsen m.v. tog ikke bare de amerikanske vælgere med storm, men forførte og fascinerede sort og hvid, ung og gammel, kvinde og mand over hele verden. Blandt andre store politiske statsmænd, der nærmer sig idealet om et politisk superbrand er John F. Kennedy, Bill Clinton, Tony Blair.

Lederen som superbrand

Det politiske superbrand er imidlertid ikke bare en kompetencebeskrivelse og et katalog over redskaber, som politiske ledere in spe kan tage i brug efter forgodtbefindende for at optimere deres performance og nærme sig idealet om et politisk superbrand.

Bogen indeholder også en præmis om, at forholdet mellem politik og erhvervsliv, politisk kommunikation og branding i dag har gennemgået et paradigmeskift i filosofisk forstand.

Et paradigmeskift, fordi politik og erhvervsliv, politisk kommunikation og branding længe – i hvert fald i en dansk kontekst – er blevet betragtet som to størrelser, der ikke bare er adskilt i to forskellige akademiske traditioner – politologien henholdsvis markedsførings- og kommunikationsteorien (der jo i sig selv trækker på både erhvervsøkonomi, organisationsteori, tekst- og tegnteori samt lingvistik) – men også i to praktiske og professionelle lejre med hver sin faglighed og hvert sit udfoldelsesområde.

Politologien har på den ene side stået for forvaltning, politisk kommunikation og -retorik m.v., som den traditionelt har været udført for og af politikere og politiske institutioner såsom partier og ministerier. På den anden side har markedsføringsteorien beskæftiget sig med branding, sådan som den især er blevet praktiseret i og af erhvervslivet.

Disse to felter er traditionelt set kendetegnet ved, at de opererer med to sæt logikker og koder, som er forskellige i deres respektive erkendelseshorisont, i deres måder at betragte verden på samt i forhold til de værktøjer, hvormed aktørerne i hvert af disse felter efterstræber sine mål.

Vi afviser imidlertid denne traditionelle og dikotomiske opdeling, og selv om vi accepterer, at den måske engang gav mening, så er opretholdelsen af denne opdeling ikke længere produktiv, hvis man ønsker at forstå forholdet mellem politik og erhvervsliv, politisk kommunikation og branding i dag. For det er netop et forhold, som er foranderligt – og et forhold, som i disse år ikke let lader sig opdele i, repræsentere eller erkende i form af modsætningspar.

I stedet for de interne forandringer, der kan iagttages på hvert af de to sociale felter – og som er velbeskrevet andre steder – interesserer vi os her for forholdet mellem de to – et forhold, der både er i rivende udvikling og i en vis forstand også er i opløsning.

Hermed mener vi, at relationerne mellem politik og erhvervsliv, politisk kommunikation og branding i disse år undergår forandringer, som betyder, at ikke bare politikere, men også virksomheder og virksomhedsledere i dag og især fremover ikke alene kan vælge bare at operere langs den nye kobling, men ligefrem er tvunget til det, idet koblingen er et vilkår, der er kommet for at blive i det medialiserede demokrati og marked.

Et symptom på, at politik og erhvervsliv, politisk kommunikation og branding, bør betragtes som to sider af samme sag, er, at det politiskes målgruppe (vælgerne) og erhvervslivets målgruppe (forbrugerne) falder sammen, ligesom erhvervslivet i stigende grad også har det politiske system som målgruppe og vice versa.

Samtidig illustrerer bogens portrætter af de mest magtfulde og dygtige politikere i Danmark netop, at der, hvor en politiker for alvor kan skabe problemer for sig selv, er, når vedkommende ikke opfatter sig selv som et brand, men “bare” som en person eller en politisk aktør.

Men en moderne politiker i det medialiserede demokrati må ikke bare efterstræbe et hvilket som helst brand: En moderne politiker udgør et personligt og politisk produkt, der består af synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma – et produkt, hvis ideal det er at blive og performe som et politisk superbrand.

Og ligesom moderne politikere i et medialiseret demokrati kan lære meget af virksomhederne og virksomhedslederne på et medialiseret marked, så kan, bør og skal virksomhederne og lederne i dag og fremover også lære af de dygtigste politikere – ikke mindst fordi også virksomheder og ledere til stadighed efterstræber mere indflydelse på, kontrol med og magt over deres omverden.

Så selv om Det politiske superbrand især handler om og analyserer politikere, er det oplagt, at også erhvervsledere og virksomheder fremover iværksætter den politiske branding og efterstræber målsætningen om at performe som et politisk superbrand.

forfatterportrætter
Bo Bredsgaard Lund er gæsteforelæser og strategisk-politisk kommunikationsrådgiver (tv) og Mads Christian Esbensen er ekstern lektor og strategisk-politisk kommunikationsrådgiverPolitik i forandring

 

Om bogen Det politiske superbrand

Vi lever i en tid, hvor medierne i stigende grad har fokus rettet mod personer. For politikere er det ikke længere er nok 'bare' at være en god og driftsikker politiker.

For at opnå vælgernes gunst må de arbejde med at forme det billede, som offentligheden skal have af dem; nutidens politiker må kort sagt udvikle sig til et politisk superbrand.

'Det politiske superbrand' opstiller seks parametre, som ligger til grund for en politikers brand value: synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk,visioner, troværdighed og karisma. Desto bedre en politiker behersker disse seks områder, jo tættere er den pågældende på idealet for fremtidens toppolitiker: det politiske superbrand.

Med baggrund i de seks parametre analyserer 'Det politiske superbrand' en håndfuld danske politikere og sætter tal på deres brand value. Vi møder etablerede politikere som Villy Søvndal (SF), Connie Hedegaard (K), Lars Løkke Rasmussen (V), Lene Espersen (K) og Pia Kjærsgaard (DF), kommende stjerner som Mette Frederiksen (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (E), en nyligt afgået statsminister - og får inspiration fra udlandet i skikkelse af USA’s præsident Barack Obama.

Køb bogen på borsensforlag.dk

Superbrand

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer