Motivér dine medarbejdere med mening

Meningsledelse er et vigtigt redskab til at skabe motivation og resultater. Læs her, hvorfor det er vigtigt, at du kan skabe en fælles mening med det, I gør, og få konkrete råd om, hvordan du kan gøre det.

Skribentinfo

"Mening er vigtigt i en arbejdssammenhæng, fordi vi har underskud af et meningsfuldt nærvær i samfundet. Vi havde i gamle dage religionen som meningsfuld ramme for vores etiske dannelse. I vore dages kultur hylder vi de ledere, der kan skabe effektivitet eller – hvis de er i det private – laver penge. Vores etik og dannelse sker derfor omkring et konstant fokus på performance og effektivitet. Og ledelse i dag er primært transaktionsledelse, hvor man bytter sin tid for penge. Men vi har brug for noget andet end øget vækst og effektivitet, for som mennesker har vi en sult efter et tilhørsforhold og en mening med tilværelsen," siger Michael Andersen, der er en af Danmarks førende ledelsesfilosofier og erhvervspsykologiske rådgivere og er bl.a. uddannet fra Harvard og INSEAD. Han har desuden ledelseserfaringer som koncerndirektør i en større international handelsvirksomhed.

Du skal rumme dine medarbejderes mening for at skabe en fælles mening

Som leder spiller du en vigtig rolle i at skabe mening og fælles formål. Og så skal du kunne rumme dine medarbejderes mening for at kunne skabe en fælles mening.

"Vi kommer alle med hver vores baggrund og forståelse af tingene, og hvis vi ikke kan følge vores iboende passion, mister vi meningen med arbejdet. Derfor er det ledernes opgave at se, høre og forstå medarbejderne, så de oplever gensidig tillid og samhørighed, og dermed nemmere kan knytte sig til lederen og til det fælles formål," forklarer Michael Andersen.

Du skal finde dit eget ståsted og turde være sårbar

Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for lederne skal samtidig præstere og leve op til forventningerne til bl.a. effektivitet, opfylde de politisk fastsatte mål, sikre høj borgertilfredshed og meget andet.

"Når man skal præstere, bliver hjernen presset, og så går man automatisk i forsvar og bliver selvfokuseret. Det betyder, at det er sværere for lederne at rumme andre, ” fortæller Michael Andersen.

Derfor er det ifølge Michael Andersen vigtigt, at du finder din egen balance mellem at leve op til de krav og vilkår, der uundgåeligt er i en offentlig organisation, og det behov for anerkendelse og medmenneskelighed, dine medarbejdere har. Det betyder, at du skal øve dig i at stå ved dig selv, også når du er sårbar, i tvivl eller når beslutningerne er svære. Det er det første skridt til at skabe et mere meningsfuldt arbejdsliv for både dig selv og dine medarbejdere.

Du kan høre meget mere om, hvad det betyder på KL's Ledertræf den 28. oktober 2019 i ODEON i Odense, hvor Michael Andersen fortæller mere om mening, sårbarhed og medmenneskelighed som leder. Se hele programmet for Ledertræffet her. 

Skribentinfo

Kommentarer