Optimisme beskytter mod stress

Optimisme spiller en afgørende rolle for, hvordan du håndterer et højt tempo. Og desuden bliver du også bedre til dit job, hvis du har et lyst livssyn. Så provokerende lyder det fra en amerikansk hjerneforsker.

Skribentinfo

Du kan træne dig til at have et mere optimistisk syn på tilværelsen. Det siger den amerikanske hjerneforsker Elaine Fox. Men det handler ikke om at grine sig gennem dagen og altid være glad. Det handler derimod om at acceptere, at livet byder på både gode og dårlige oplevelser og have et beredskab, så du hele tiden arbejder på at få det ud af livet, du ønsker.

Tempoet er øget, kravene er taget til, og dit lederjob er sikkert ikke blevet mindre komplekst. Men det er hverken tempoet eller udfordringerne i dit job, som er afgørende for, om du får stress. Det er derimod din respons på dine vilkår, som afgør, hvor hårdt det rammer dig. Sådan lyder det fra den amerikanske hjerneforsker Elaine Fox i sin bog ”Rainy Brain, Sunny Brain - The New Science of Optimism and Pessimism”. 

En airbag mod stress

Amerikanske forskere har studeret mere end 11.000 personer, hvor de fandt, at 91 procent af deltagerne havde dysfunktionelle reaktioner på stress, som kun gjorde deres stress værre. Det er her, optimisme kan fungere som en airbag mod stress, skriver chef.se.

Forskerne fandt en tydelig sammenhæng mellem graden af optimisme og ens fysiske og psykiske velbefindende. Optimister er med andre ord mere modstandsdygtige overfor stress og deres forskning viste, at det er fem gange mindre sandsynligt, at optimister bliver ramt af stress end pessimister.

Optimister har flere strategier for, hvordan de kan løse og håndtere pressede situationer. De fokuserer mere på mulighederne, er mere udholdende og kæmper indædt for at nå deres mål. Når forandringens vinde blæser, er optimister også bedre til hurtigt at acceptere de nye omstændigheder og forventer, at der nok skal komme noget godt ud af den nye situation. Her er de typisk også hurtige til at trække på deres netværk.

Det handler ikke om dit humør

Om du har en positiv eller negativ indstilling til livet handler ikke om, hvordan dit humør er. Det handler derimod om, hvordan du forklarer det, der sker i dit liv for dig selv. Hvordan du ser på fremtiden og hvordan du bagefter forklarer det, der er sket.

Nedenfor er tre typiske kommentarer fra en pessimist, som beskriver negative hændelser som permanente, generelle og personlige.

”Vi får aldrig mindre travlt, end vi har nu”.

”Når det ikke lykkedes for mig at komme i mål med den lille opgave, hvordan skal jeg så nogensinde komme i mål med alle de andre opgaver”.

”Det er udelukkende min skyld, at vi ikke blev færdige til tiden”.

Her er tre forklaringsmodeller, som ifølge forskningen adskiller optimister fra pessimister:

Tilfældigt eller varigt
Er det, som er sket, en tilfældighed som går over, eller vil det altid være sådan? Optimisten ser det dårlige som noget, der er sket helt tilfældigt og bruger udtryk som ”lige i øjeblikket” og ”denne her gang”. Pessimisten tror til gengæld, at det svære er for evigt.

Specifikt eller generelt
Hvor udbredt er det, som er sket? Er det en isoleret hændelse, eller kommer det til at påvirke resten af livet? Mens pessimisten tror, at en fejltagelse på et område indebærer store udfordringer på andre områder også, så tænker optimisten, at det blot var denne enkeltstående hændelse, der ikke fungerede.

Eksternt eller internt
Hvem bærer ansvaret for det, der sker? Lægger vi hele skylden på os selv, eller synes vi, at det var nogle ydre omstændigheder, der afgjorde det? Pessimisten påtager ofte selv hele skylden. Mens optimisten er bedre til at se det i en sammenhæng, hvor hun ikke står alene med ansvaret, men noget måske også skyldes, at tiden var knap, eller der opstod misforståelser undervejs.

Pessimister benytter varige, generelle og interne forklaringer, når tingene ikke lykkes for dem. Optimister benytter sig i stedet af forklaringer som, at det var et tilfælde, det er kun midlertidigt, og det hele er ikke deres skyld. Dog benægter optimister ikke de negative hændelser. De går blot hurtigt i gang med at håndtere situationen.

Du kan ændre dit mindset

Chef.se skriver, at du selv kan gøre noget for at ændre måden, du tænker på ved at blive mere opmærksom på, om du har en tendens til at generalisere og give dig selv for stor en del af skylden, når tingene ikke lykkes. At du ikke nåede dine mål i denne uge betyder jo ikke, at du aldrig når dem.

Første skridt er at blive opmærksom, hvornår de negative tanker og dommedagsprofetierne overtager din tænkning og forhindrer dig i at handle konstruktivt. Ved hele tiden at stille spørgsmålstegn ved måden, du tænker på, kan du træne dig selv til at blive mere optimistisk.

Bagsiden af medaljen ved optimisterne

Men alt er ikke rosenrødt for optimisterne. De tager større chancer og mislykkedes oftere, end pessimisterne gør. Men hvis du mest er præget af et pessimistisk livssyn, så kan du reducere risikoen for at blive ramt af stress, hvis du øver dig i at have et lidt mere optimistisk syn på livet.

Du kan læse hele artiklen her på chef.se

Skribentinfo

Kommentarer