Sådan får du en effektiv hjemmearbejdsdag

Hjemmearbejdsdages effektivitet er ofte undervurderet. Med den rette organisering kan du få lidt ekstra fra hånden, få styr på nogle huslige opgaver og måske endda få stresset af i en travl hverdag. Læs her, hvordan du får den perfekte hjemmearbejdsdag.

Skribentinfo

For at din arbejdsdag kan blive så effektiv som muligt, er det vigtigt, at du laver en struktur for den, hvor din hjerne både kan arbejde på højtryk og få de pauser, den har brug for. Det vigtigt, at du har ro til at arbejde effektivt, og ikke bliver forstyrret.

Opskriften på en god hjemmearbejdsdag  

Prioritér dine arbejdsopgaver
Du skal lægge de vanskeligste og mest komplekse opgaver tidligt på dagen, hvor du er mest klar i hovedet. Sæt din mail på autoreply med besked om, hvornår du læser mails og bed folk sende en sms, hvis det er virkelig vigtigt. Så behøver du kun at checke din telefon en gang i mellem, og du kan helt undgå at blive forstyrret af mails. 

Hav effektive arbejdspas
Et arbejdspas varer 45 min. I den tid skal du undgå både e-mails og unødige telefonopkald. Dem gemmer du til sidst på dagen.

Hold aktive pauser på 15 min.
Din hjerne har brug for pauser. Hvis du virkelig vil arbejde effektivt, kan du med fordel bruge pauserne til at lave praktiske gøremål til glæde for dig selv og din familie. Det vil give dig et overskud, der i sidste ende også er godt for din arbejdsplads. Det giver energi at få ordnet de ting, der har ligget længe og givet dig dårlig samvittighed. Når de er ryddet af vejen, kan du desuden bruge dine mentale ressourcer på at arbejde effektivt i stedet. 

Sæt et sluttidspunkt
Det er vigtigt, at du sætter et fast tidspunkt for, hvornår arbejdsdagen slutter, så du kan være nærværende med din familie, løbe dig en tur, eller hvad du ellers har behov for med god samvittighed.

Forslag til dagsplan 

Kl. 8.00-8.30: En halv time til at gøre noget godt for dig selv

Lav en kop kaffe, check morgennyheder eller gør noget andet, du nyder. Det vigtige er, at du får en halv times jeg-tid, hvor du laver noget, der stimulerer dig, og gør dig klar til dagens arbejde.

Kl. 8.30-9.15 Dagens første effektive arbejdspas 

Indled med at prioritere arbejdsdagens opgaver. Hvad der er vigtigst, og hvad ligger der af hasteopgaver. 

Kl. 9.15-9.30 Dagens første aktive pause

Din hjerne skal have en pause, så nu er det tid til dagens praktiske gøremål. Du kan evt. nå at starte opvaskemaskinen, støvsuge lidt, lave indkøbsliste, skrælle kartofler…  Mulighederne er mange, og det vil overraske dig, hvor meget du kan nå på bare 15 min.

Kl. 9.30-10.15 Dagens andet arbejdspas

Opgaverne er prioriteret, og du har sikkert allerede fået ryddet et par hasteopgaver af vejen. Nu går du i gang med de komplekse og vanskelige opgaver.

Kl. 10.15-10.30 Dagens anden aktive pause

Du fortsætter med de praktiske opgaver. Du kan fx fokusere på de småopgaver, du sjældent får gjort. Måske er der et par pærer, der skal udskiftes eller en knap, der skal syes i.

Kl. 10.30-11.15 Dagens tredje arbejdspas

Du er nu kommet godt i gang, og du kan mærke, at du har masser af energi og overskud takket være den aktive pause. 

Kl. 11.15-11.30 Dagens fjerde aktive pause

Her kan du fx forberede din frokost, tage et lille mellemmåltid eller en kop kaffe. Når du er i køkkenet, kan du også rydde op eller gøre lidt rent derude. 

Kl. 11.30-12.15 Dagens fjerde arbejdspas

Du har stadig masser af energi til at tage fat på vanskelige og komplekse problemstillinger. 

Kl. 12.15-12.45 Frokost

Du har forberedt din frokost, så du har nu en halv time til at spise. Måske er der også tid til at gå en kort tur.

Kl.12.45-13.30 Dagens femte effektive arbejdspas

Du er godt i gang med arbejdsopgaverne og stadig frisk, fordi du har holdt jævnlige og aktive pauser. 

Kl.13.30-13.45 Dagens femte aktive pause

Efter frokost kan du fokusere på at gøre noget husligt arbejde, der vil glæde din familie såsom småreparationer, ekstra rengøring eller andet. 

Kl. 13.45-14.30 Dagens sjette effektive arbejdspas

Allerede nu har du nået langt mere, end du normalt ville på en hel arbejdsdag på kontoret. Den sidste pause har givet fornyet energi, så du er stadig frisk til at arbejde effektivt 45 minutter mere.

Kl. 14.30-14.45 Dagens sjette aktive pause

Nu gælder det om at få ny energi her sidst på arbejdsdagen. Tag evt. en 10-minutters rask gåtur, så du kan få aktiveret kroppen lidt.

Kl. 14.45-15.30 Dagens næstsidste arbejdspas

Nu er det tid til at tage dig af de lettere opgaver, der ikke kræver fordybelse. Du har sandsynligvis allerede nået mere, end du plejer på en hel arbejdsdag, så de opgaver, du når her, er ren bonus. Det er også her, du kan begynde at læse mails og tage et par telefonopkald. 

Kl. 15.30-15.45 Dagens sidste aktive pause

Tag evt. et hurtigt mellemmåltid og/eller en kop te eller kaffe.

Kl. 15.45- Dagens sidste arbejdspas

Nu mangler du kun at forberede og prioritere den kommende arbejdsdag. Det er også nu, du kan læse de sidste mails og tage de sidste telefonopkald. 

Læs også:

Fokus er en muskel – hvor stærk er din?

Genveje til at øge din produktivitet

Stop med at udskyde – sådan får du tingene gjort

Skribentinfo

Kommentarer