Se tegnene på en opsigelse med 9 måneders varsel

Du kan forudsige en opsigelse i op til ni måneder før den lander på dit bord, viser ny undersøgelse. Undersøgelsen afslører også de fire primære årsager til, at medarbejderne siger op.

Skribentinfo

“Jeg siger op.”

Sætningen de fleste ledere frygter at høre fra en værdifuld medarbejder. Det er nemlig dyrt at miste medarbejdere; unik viden går tabt, rekruttering koster tid og ressourcer og moralen påvirkes negativt. Det kan ligeledes være et slag for dig som leder. Hvorfor så du det ikke komme?

HR it-virksomheden Peakon, som har specialiseret sig i at sætte data på HR arbejde, og medarbejdernes trivsel, har netop udgivet en rapport, der fortæller om årsagerne til, at medarbejderne siger op, og hvornår signalerne på en opsigelse begynder at vise sig. Ifølge deres undersøgelse kan du se tegnene på en opsigelse allerede ni måneder før, medarbejderne indgiver den. Rapporten er udviklet på basis af 30 millioner survey svar fra medarbejdere fra 125 forskellige lande over en 3-årig periode. Svarene kommer fra Peakons digitale HR-platform, som måler medarbejderengagement med hyppige målinger.

Medarbejderne afgiver signaler op til 9 måneder, før de siger op

Tænk, hvis du kunne forudsige en medarbejders opsigelse ni måneder, før den bliver indgivet.

Peakon måler engagementet hos en medarbejder bl.a. med spørgsmålet: “Vil du anbefale andre at arbejde i virksomheden?”

Der er 14 faktorer på arbejdspladsen, som influerer på en medarbejders engagement, såsom følelsen af succes, autonomi, målsætninger, miljø mm. Det er netop medarbejderens engagement, der er nøglen til at se signalerne på en opsigelse lang tid før, den reelt indgives.

Engagementet falder

Peakons data viser, at engagementet hos en medarbejder begynder at falde ca. ni måneder før, personen siger op. Herefter falder det kontinuerligt indtil selve opsigelsen.

Loyaliteten falder

Undersøgelsen måler også medarbejderens loyalitet overfor arbejdspladsen med spørgsmålet: “Hvis du blev tilbudt det samme job i en anden virksomhed, hvor sandsynligt er det, at du ville acceptere tilbuddet?”. Faldende loyalitet er ligeledes et klart faresignal fra en medarbejder, og kan betyde opsigelse inden for ni måneder.

Hvad kan du gøre?

Hvis din arbejdsplads ikke måler engagement og loyalitet med en HR-platform, kan du starte med at have en kontinuerlig åben dialog med dine medarbejdere. Hvis du som leder har skabt rammerne for, at dine medarbejdere kan blive hørt, kan faldende engagement og loyalitet hos en medarbejder måske opdages, før det er for sent. Generelt bør en arbejdsplads sikre, at lederne har evnerne og værktøjerne til at modtage feedback fra medarbejderne.

Hvorfor siger medarbejderne op?

Rapporten, der bl.a. er baseret 36.000 medarbejderes svar fra 234 virksomheder, skitserer fire hovedårsager til, at de har sagt deres job op. Disse fire områder bør du som leder have ekstra fokus på i dine samtaler og generelle dialog med dine medarbejdere:

  • De forlader ikke deres arbejdsplads, fordi de har for meget at lave, men fordi deres opgaver ikke er interessante eller udfordrende nok. 
  • De siger op, når de ikke kan tale om løn i en åben dialog med deres chef - ikke fordi de føler sig underbetalt. 
  • De forlader dårlige ledere; ikke kollegaer, kulturen eller arbejdspladsen. 
  • De siger op, hvis de ikke kan se deres udviklingspotentiale eller vej frem i organisationen. Kan en af dine medarbejdere sætte kryds ved et eller flere af punkterne? Så er det nu, du skal tage en snak med vedkommende, hvis han eller hun ikke skal sige op om ni måneder.

Læs hele rapporten fra Peakon her (rapporten er skrevet på engelsk).

Skribentinfo

Kommentarer