Skam som ledelsesværktøj

Ordene stammer fra en af de vidunderlige børnebøger om Skammeren og hendes børn, som har samlet familien til højtlæsning dette efterår.

Skammeren har en særlig evne: Når hun ser dig i øjnene, rammes du af en næsten ubærlig skam over livet forsyndelser. Hendes datter Dina, der har arvet talentet, tages til fange af den onde fyrste Valdracu, som indser, at Dina er i besiddelse af en sjælden gave.

Med en trussel om at gøre Dinas ven fortræd, hvis hun ikke makker ret, tvinger han hende til at arbejde for sig. Hendes opgave bliver at kigge genstridige og dovne fabriksarbejdere i øjnene og få dem til at skamme sig, hvis de snyder på målstregen.

Fra at Valdracu har pisket løs på sine ”undersåtter”, har han nu et elegant psykologisk og meget mere effektivt ledelsesværktøj. Skammen ved slendrian flytter ind i den enkelte medarbejder, der nu ikke tør andet end at knokle over evne. De kommer til at leve med skam i arbejdslivet.

Skam - en del af det moderne liv

Hvad har en sådan børnebogsfortælling så at gøre med moderne ledelse? Forhåbentlig intet og så alligevel.

Sideløbende med Skammerbøgerne har jeg læst en særdeles kompliceret, men meget tankevækkende bog om modernitet og selvidentitet af den britiske sociolog Anthony Giddens. Også i hans samfundsanalyse fylder skam en god del.

Giddens mener, at skam fylder mere og mere i det senmoderne samfund. Skammen over ikke at kunne leve op til sig eget selvbillede – også i arbejdslivet.

I tidligere samfund var et menneskes selvbillede eller rolle nærmest givet på forhånd. Man blev født ind i en bestemt klasse, familie og dermed til en bestemt plads i samfundet. Dette samfund var enkelt og båret af traditioner, religion og klassedeling.

For et ungt menneske, der forlod skolen, handlede det om at finde sin plads i samfundet, på arbejdspladsen, i ægteskabet og i lokalsamfundet. På spørgsmålet; hvem er jeg? Var svaret næsten givet på forhånd. Lykkedes man ikke i sin rolle eller levede man ikke op til de uskrevne regler, ja så kunne man føle skyld og måske skam.

Men man kunne i lige så stor udstrækning fraskrive sig skylden og dermed skammen, fordi man ikke selv havde truffet sine livsvalg. Det er fordi, jeg er født i den forkerte familie eller klasse, det er mine forældres skyld eller samfundets – jeg havde ikke andre valg!

I de rige vestlige lande er valget ikke længere begrænset. Stort set alting er kommet på valg. Vi kan vælge og vrage i supermarkedet. Vælge mellem et utal af radio- og tv-kanaler, få information fra hvilken som helt afkrog i verden over Internettet.

Vi kan rejse rundt på kloden. Skifte ægteskab og kærester efter lyst. Uddannelsesvalget er om ikke en bolsjebutik så dog langt mere valgfrit end i tidligere generationer. Har naturen ikke været venlig imod os, kan silikoneoperationer gøre os mere lækre. Selv alderdommens afslørende tegn kan udraderes ved operationer, så selv vores fysiske udtryk er pludselig kommet på valg.

Intet er givet på forhånd og vi skal selv vælge vores eget liv. Vores egen identitet. Vores eget selvbillede. Og det drejer sig ikke blot om en privilegeret overklasse. I et samfund uden tradition og retning skal ALLE vælge livsstil – der er blot nogle der har flere penge at gøre det for!

I det moderne samfund bliver spørgsmålet ikke; hvem er jeg? For ingen og intet kan besvare det spørgsmål – spørgsmålet bliver i stedet; hvem og hvad vil jeg være?

Hvor vælger jeg at bo? Hvilken uddannelse tager jeg? Skal jeg være gift, samboende, single? Køber jeg buræg eller fritgående? Er jeg sådan en, der køber tøj til mine børn i Føtex?

Valgene skal træffes og ved mine valg opbygger jeg fortællingen om MIG. Ifølge Giddens er det en af grundene til, at menneskers arbejdsidentitet bliver så vigtig. Jeg scorer ikke længere på at fortælle, hvilke familie eller klasse jeg kommer fra – jeg scorer på at fortælle om MIT interessante arbejde.

Når selvbilledet krakelerer

Hvad sker der så hvis selvbilledet krakelerer? Hvad sker der hvis vi føler os fanget som hovedperson som i ”Kejserens nye klæder”? Så føler vi ifølge Giddens skam.

Jeg opbyggede en selvidentitet – et livsstil som perfekt mor, effektiv bogholder, aspirant til popstars og så punkterer en oplevelse eller en person min fortælling. Jeg er opdaget og skammer mig!

Og hvad hvis jeg ikke kan leve op til de glamourøse billeder, som fremstår i mediernes fortryllende palet? Hvis jeg ikke magter valget, er for dum, doven eller ikke evner at fastholde valget om ”aldrig at blive fed” eller score kassen på arbejdsmarkedet? Så træder skammen ind!

Fremtidens vindere er dem, der evner at opbygge en robust livsfortælling og lettest kan afværge tvivlen og dermed skammen, mens ”taberne” henfalder i skam, spiseforstyrrelser, selvhad og depression. På markedet for selvudvikling findes der allerede bøger, der anbefaler, at vi omskriver vores forhistorie til en positiv fortælling, der styrker egoet.

For ganske nylig er der ligefrem kommet en bog, der giver redskaberne til, hvordan vi kan ”brande” os selv – opbygge en smagfuld identitet eller fortælling for at stå stærkt på arbejdsmarkedet.

Skammen som ledelsesværktøj

En lang rejse i sociologiens spændende verden for at nå frem til det centrale. Hvis Giddens har ret. Hvis vi som mennesker i vores konstante selvfortælling har skammen med som uindbuden gæst. Har vi så ikke kimen til et genialt ledelsesinstrument på linie med Valdracus skammerstrategi?

Antaget at vores arbejdsidentitet betyder mere og mere, er der virkelig basis for en ny ledelsesform. Det er ikke længere nødvendigt at måle og veje folk med finurlige tidsregistreringer og økonomistyringssystemer. Prik blot et sted i medarbejderens følsomme punkt, så skal der nok blive knoklet for at slippe ud af skammens onde greb!

Og arbejdsidentitet ser ud til at fylde mere og mere i vores selvforståelse. Flere nyere undersøgelser har påvist, at det ikke er løn eller pligt, der driver folk på jobbet i år 2004. Nej det er noget med selvudvikling, samarbejde og selvrealisering.

I en undersøgelse fra Ålborg universitet blev folk i forskellige lande spurgt, hvorvidt de ville gå på arbejde hvis de ikke behøvede pengene. Ja! Svarede 80 % af danskerne.

Ifølge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet arbejder vi i gennemsnit ½ timer mere hver dag i forhold til for 15 år siden, til trods for at arbejdstiden er blevet sat ned. Måske presses vi af vores arbejdsgiver – eller måske presser vi os selv, fordi arbejdet er vores identitet og livsnerve?

Et eldorado for virksomheder og personalechefer? Og så alligevel ikke. For nylig var jeg ude på en virksomhed, hvor man var begyndt at sende medarbejdere hjem, hvis de arbejdede for meget. Begrundelsen var, at overophedede medarbejdere ikke arbejder så effektivt. Der var kommet stress på bundlinien.

Virksomheder i Danmark skal i stigende grad leve af samarbejde, kreativitet og innovation og medarbejdere, der er stressede og arbejder, som om Skammeren selv var i bagdelen på dem, er formentlig knap så givtig arbejdskraft.

Mon ikke vi arbejder langt dygtigere og mere effektivt, når vi drives af ros og glæde frem for kritik og følelser som skam. Et godt argument for, at det slet ikke er spor smart at stimulere skammen i virksomheden.

Hvis skammen er et vilkår for nutidens og fremtidens mennesker, kunne god personalepolitik og god ledelse komme til at handle om at tackle de destruktive følelser, så kreativiten kan gro til gavn for alles velbefindende og virksomhedens bundline.

Og det er måske derfor, at flere og flere virksomheder gør brug af coaching, stresskonsulenter og arbejder frem mod en familievenlig personalepolitik. Den dygtige leder vil vide at reservere det psykologiske ledelsesværktøj til de få situationer, hvor det handler om liv og død for virksomheden.

Som f.eks. da skammerdatteren Dina forhindrer Skaya og Kensie klanerne i at nedslagte hinanden på en kamparena. De to klaner har nemlig samme fjender og samme mål og er blot sat op mod hinanden af en raffineret intrige – en situation, som vel også kunne opstår, hvis to rivaliserende afdelinger bekæmper hinanden frem for at kæmpe for virksomheden succes og overlevelse.

Dina har lært at hun ikke må misbruge sin skammergave og kun bruge den i alvorlige situationer. Mon ikke fremtidens dygtige leder skal forstå at mestre ”skammen” med samme respekt?

Artiklen er tidligere bragt i Personalechefen nr. 4 2004